Den nuværende Randers Kommune var i 1683 primært bebygget af landsbyer. Enestegårdene var begrænsede, både i antal og andel af arealet. De største landsbyer lå nord for Randers; mod syd var der kun mellemstore og små landsbyer. Størst var Hald med 34 gårde, herefter fulgte Øster Tørslev med 28, Udbyneder med 26 samt Asferg, Værum, Støvring og Råby med hver 22. Antallet af huse i et sogn var ringe, normalt under fem.
Ved udskiftningen blev næsten udelukkende foretrukket stjerneudskiftninger, hvor bygningerne kunne blive liggende inde i byen. Enkelte gårde kunne dog blive flyttet ud. I de mindre landsbyer kunne det gøres på en måde, så de enkelte lodder stadig blev rimelige. Derimod blev store landsbyer som Hald, Asferg og Støvring stjerneudskiftet med lange, smalle lodder. Selv da var der ikke plads til alle gårde, så nogle fik deres del i lange, smalle lodder, der lå forskudt for stjernen lidt uden for byen. De beholdt deres gårdsplads i landsbyen, men flyttede nok hurtigt ud. I nogle landsbyer, eksempelvis Asferg, fik en gård det meste af sin jord sammenhængende, men som lodder med sære kanter. Og i mange tilfælde havde en gård også nogle spredte lodder, som lå langt væk. Enkelte blokudskiftninger forekom, bl.a. i Lem. I Vestrup, hvor gårdene lå med mellemrum i en lang række, kom en kamudskiftning nærmest til at fungere som en blokudskiftning. En god udskiftning med store, regulære bloklodder betød dog ikke altid en bedre udnyttelse med udflytning; således skete der ingen udflytning i Støvring og Mellerup, mens stjerneudskiftningerne i Dalbyover og Gjerlev ikke hindrede en tidlig udflytning af nogle af gårdene.
Frem til begyndelsen af 1800-tallet var der en stor vækst i antallet af husmandssteder. Det kan ikke siges med bestemthed, men det ser ud til, at den store vækst er sket i forbindelse med udskiftningen, hvor jord er blevet sat til side til husmandsbrug. Væksten fortsatte i første halvdel af 1800-tallet, men meget uens fra landsby til landsby. Omkring 1850 var der i de fleste sogne flere huse end gårde. I nogle områder var der over dobbelt så mange huse som gårde. Særlig karakteristisk var de mange huse i den nordlige del af Randers Kommune omkring herregården Overgård, men også i andre områder i nærheden af herregårde kunne husene dominere.
Der kendes mindst 30 herregårde fra Randers Kommune, men allerede i matriklen 1688 optræder kun 12. Nogle af de forsvundne kom til at indgå i andre herregårde. Fire forsvandt i anden halvdel af 1500-tallet og 11 i perioden 1600‑60. Der var tale om en koncentration, som bevirkede, at alle herregårdene opnåede en pæn størrelse, nogle af dem var endda store. I 1688 var Overgård størst med 113 tønder hartkorn hovedgårdsjord, herefter fulgte Dronningborg Ladegård (96 tønder), Frisenvold (80 tønder), Demstrup (75 tønder) og Tustrup (72 tønder). Mindst var Sødringholm, men dog med hele 27 tønder hovedgårdsjord. Omkring 1832 var der kun to komplette godser (med hovedgårdsjord og fæstegods, så herregården var skattefri) tilbage: Støvringgård og Gjessinggård. De andre godsejere havde ofte med spekulation for øje frasolgt fæstegodset, hovedsagelig omkring år 1800, og nogle som Frisenvold og Tustrup havde også udstykket en del af hovedgårdsjorden. Bortsalget af fæstegodset fik betydning for væksten af husmandsbrug. Dels var det oftest fra selvejerjord, at udstykninger fandt sted, dels betød bortsalget, at der ikke længere var bønder til at foretage hoveriet, og de mange huse, som opstod i forbindelse med udskiftningen, skal nok ses i den sammenhæng. Her var fremtidens arbejdskraft på hovedgårdsjorden.
Arkæologiske undersøgelser af bebyggelsesspor fra renæssancen (1536‑1650) og frem i Randers Kommune har for langt den overvejende dels vedkommende koncentreret sig om landbebyggelsen. Ved Fløjstrup sydøstligst i kommunen blev der ved pløjning fundet en stenlægning, der viste sig at være gulvet i en 8 m bred og 24 m lang hustomt. Løsfund som tegl, rudeglas og jernfragmenter fundet i stenlægningen henfører anlægget til før ca. 1850.
Også ved Langvang, hvor der er udgravet betydelige bebyggelsesrester fra oldtid, middelalder og renæssance, er der fundet en interessant bygning fra ca. 1550‑1650. Den hvilede på syldsten, og i gulvlaget var tydelige rester af et ildsted, der kombineret med talrige fund af kakler må tolkes som rester af en kakkelovn. I øverste gulvlag fandtes et helt lerkar, der formentlig er blevet nedgravet som et bygningsoffer. Ud over de ovenfor nævnte lokaliteter er der også fundet spor af bebyggelser fra renæssancen i forbindelse med byggeriet af Kristrup Sognegård og Romalt Friskole.
Et af de nok mest veldokumenterede levn fra renæssancen er Christian III’s Kanal.
Randers Kommune er i det hele taget rig på vandløb, og i 1788 dominerede vandmøllerne. Der var mindst 13 mod seks vindmøller. Hertil kom to stampemøller, der også blev drevet af vandkraft. Vandløbene blev helst passeret via gode vadesteder med fast bund, hvilket fundet af et vadested ved Langå vidner om. Gudenåen blev her passeret ad et vadested bestående af en ca. 8 m bred bræmme af store sten. På begge sider af åen fortsætter vadestedet over i en vej, der vides at have eksisteret tilbage til 1803. Ved Randersbro har der også tidligere stået træstolper fra en ældre forgænger, men disse blev dog sprængt bort, inden en ordentlig undersøgelse kunne iværksættes.
