Borgrester ved Fussingø af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i Randers Kommune

I perioden 1536‑1850 var landsbyen den dominerende bebyggelsesform i den nuværende Randers Kommune. Der blev i næsten alle tilfælde foretaget en stjerneudskiftning, hvilket antagelig var baggrunden for den betydelige vækst i antallet af husmandsbrug. Herregårdene frasolgte fæstegods, hvilket også fik betydning for antallet af husmandsbrug.

Væksten i købstaden Randers var afhængig af havneforholdene og pramfarten på Gudenåen. Byen var ramt af brande, pest og krig, men oplevede fremgang fra slutningen af 1700-tallet.

Administrativ inddeling

Fra midten af 1500-tallet lå langt størstedelen af den nuværende kommune i Dronningborg Len, mens områderne omkring Assentoft og Langå lå i hhv. Kalø og Hald Len. Grænserne ændredes ikke med reformen i 1662, blot blev lenene til amter. I 1794 udvidedes Århusgård Amt helt op til syd for Randers på bekostning af Dronningborg Amt, der på omtrent samme tidspunkt var blevet lagt sammen med Kalø Amt, hvorved Randers Amt blev oprettet. Hald Amt blev til Viborg Amt. I 1799 blev Viborg Amt udvidet betydeligt mod øst på Randers Amts bekostning, mens den nordre del af Århusgård Amt blev indlemmet i Randers Amt. Således lå omkring 1850 den overvejende del af den nuværende Randers Kommune i Randers Amt, mens den vestlige del lå i Viborg Amt.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Fra 1536 til 1787 er der kun få og spredte oplysninger om befolkningsudviklingen i landdistrikterne, men krig, pest og dårligt klima, som har spillet ind på kornproduktionen, har i 1600- og noget af 1700-tallet antagelig fået befolkningstallet til at falde, indtil man igen efter 1750 får en klar vækst.

Udviklingen i Randers var lidt anderledes end for de fleste danske købstæder. Fra 1536 til begyndelsen af 1600-tallet skete der, modsat i de fleste andre købstæder, en nedgang i befolkningstallet, formodentlig forårsaget af storbrande afsluttende med et større pestudbrud i 1602. Men hvor de andre købstæder i landet derefter oplevede en tilbagegang, havde Randers det næste halve århundrede trods krige en fremgang, som sluttede med svenskekrigene 1657‑60. En optælling, som dog skal behandles med forsigtighed, nævner 2.036 indbyggere i 1672. Men tilbagegangen bekræftes af, at der er en del øde grunde på dette tidspunkt.

Ved den første sikre folketælling i 1787 var der i alt 16.547 indbyggere i den nuværende Randers Kommune, heraf boede de 3.645 i købstaden Randers (22 % af befolkningen i kommunen). I den følgende periode steg befolkningstallet på linje med hele landet, og det var i 1850 steget til 27.485 indbyggere. Randers’ andel var da steget til 27 % (7.338).

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde oven på et jordartskort fra GEUS.

.
Støvringgård ligger nordøst for Randers. Denne akvarel fra O.J. Rawerts samling fra 1819 viser herregårdens placering i det østjyske landskab. Nord- og østfløjen blev ombygget i 1700-tallet i forbindelse med en indretning til jomfrukloster for adelensugifte døtre.
.

Den nuværende Randers Kommune var i 1683 primært bebygget af landsbyer. Enestegårdene var begrænsede, både i antal og andel af arealet. De største landsbyer lå nord for Randers; mod syd var der kun mellemstore og små landsbyer. Størst var Hald med 34 gårde, herefter fulgte Øster Tørslev med 28, Udbyneder med 26 samt Asferg, Værum, Støvring og Råby med hver 22. Antallet af huse i et sogn var ringe, normalt under fem.

Ved udskiftningen blev næsten udelukkende foretrukket stjerneudskiftninger, hvor bygningerne kunne blive liggende inde i byen. Enkelte gårde kunne dog blive flyttet ud. I de mindre landsbyer kunne det gøres på en måde, så de enkelte lodder stadig blev rimelige. Derimod blev store landsbyer som Hald, Asferg og Støvring stjerneudskiftet med lange, smalle lodder. Selv da var der ikke plads til alle gårde, så nogle fik deres del i lange, smalle lodder, der lå forskudt for stjernen lidt uden for byen. De beholdt deres gårdsplads i landsbyen, men flyttede nok hurtigt ud. I nogle landsbyer, eksempelvis Asferg, fik en gård det meste af sin jord sammenhængende, men som lodder med sære kanter. Og i mange tilfælde havde en gård også nogle spredte lodder, som lå langt væk. Enkelte blokudskiftninger forekom, bl.a. i Lem. I Vestrup, hvor gårdene lå med mellemrum i en lang række, kom en kamudskiftning nærmest til at fungere som en blokudskiftning. En god udskiftning med store, regulære bloklodder betød dog ikke altid en bedre udnyttelse med udflytning; således skete der ingen udflytning i Støvring og Mellerup, mens stjerneudskiftningerne i Dalbyover og Gjerlev ikke hindrede en tidlig udflytning af nogle af gårdene.

Frem til begyndelsen af 1800-tallet var der en stor vækst i antallet af husmandssteder. Det kan ikke siges med bestemthed, men det ser ud til, at den store vækst er sket i forbindelse med udskiftningen, hvor jord er blevet sat til side til husmandsbrug. Væksten fortsatte i første halvdel af 1800-tallet, men meget uens fra landsby til landsby. Omkring 1850 var der i de fleste sogne flere huse end gårde. I nogle områder var der over dobbelt så mange huse som gårde. Særlig karakteristisk var de mange huse i den nordlige del af Randers Kommune omkring herregården Overgård, men også i andre områder i nærheden af herregårde kunne husene dominere.

Der kendes mindst 30 herregårde fra Randers Kommune, men allerede i matriklen 1688 optræder kun 12. Nogle af de forsvundne kom til at indgå i andre herregårde. Fire forsvandt i anden halvdel af 1500-tallet og 11 i perioden 1600‑60. Der var tale om en koncentration, som bevirkede, at alle herregårdene opnåede en pæn størrelse, nogle af dem var endda store. I 1688 var Overgård størst med 113 tønder hartkorn hovedgårdsjord, herefter fulgte Dronningborg Ladegård (96 tønder), Frisenvold (80 tønder), Demstrup (75 tønder) og Tustrup (72 tønder). Mindst var Sødringholm, men dog med hele 27 tønder hovedgårdsjord. Omkring 1832 var der kun to komplette godser (med hovedgårdsjord og fæstegods, så herregården var skattefri) tilbage: Støvringgård og Gjessinggård. De andre godsejere havde ofte med spekulation for øje frasolgt fæstegodset, hovedsagelig omkring år 1800, og nogle som Frisenvold og Tustrup havde også udstykket en del af hovedgårdsjorden. Bortsalget af fæstegodset fik betydning for væksten af husmandsbrug. Dels var det oftest fra selvejerjord, at udstykninger fandt sted, dels betød bortsalget, at der ikke længere var bønder til at foretage hoveriet, og de mange huse, som opstod i forbindelse med udskiftningen, skal nok ses i den sammenhæng. Her var fremtidens arbejdskraft på hovedgårdsjorden.

Arkæologiske undersøgelser af bebyggelsesspor fra renæssancen (1536‑1650) og frem i Randers Kommune har for langt den overvejende dels vedkommende koncentreret sig om landbebyggelsen. Ved Fløjstrup sydøstligst i kommunen blev der ved pløjning fundet en stenlægning, der viste sig at være gulvet i en 8 m bred og 24 m lang hustomt. Løsfund som tegl, rudeglas og jernfragmenter fundet i stenlægningen henfører anlægget til før ca. 1850.

Også ved Langvang, hvor der er udgravet betydelige bebyggelsesrester fra oldtid, middelalder og renæssance, er der fundet en interessant bygning fra ca. 1550‑1650. Den hvilede på syldsten, og i gulvlaget var tydelige rester af et ildsted, der kombineret med talrige fund af kakler må tolkes som rester af en kakkelovn. I øverste gulvlag fandtes et helt lerkar, der formentlig er blevet nedgravet som et bygningsoffer. Ud over de ovenfor nævnte lokaliteter er der også fundet spor af bebyggelser fra renæssancen i forbindelse med byggeriet af Kristrup Sognegård og Romalt Friskole.

Et af de nok mest veldokumenterede levn fra renæssancen er Christian III’s Kanal.

Randers Kommune er i det hele taget rig på vandløb, og i 1788 dominerede vandmøllerne. Der var mindst 13 mod seks vindmøller. Hertil kom to stampemøller, der også blev drevet af vandkraft. Vandløbene blev helst passeret via gode vadesteder med fast bund, hvilket fundet af et vadested ved Langå vidner om. Gudenåen blev her passeret ad et vadested bestående af en ca. 8 m bred bræmme af store sten. På begge sider af åen fortsætter vadestedet over i en vej, der vides at have eksisteret tilbage til 1803. Ved Randersbro har der også tidligere stået træstolper fra en ældre forgænger, men disse blev dog sprængt bort, inden en ordentlig undersøgelse kunne iværksættes.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Prospekt fra Resens Atlas, Atlas Danicus, fra 1677. Her er vist Randers med bymure og beliggenheden tæt på Gudenåen øverst i billedet. Bemærk, at nord vendte nedad på datidens kort.

.

I perioden 1536‑1850 var Randers den eneste købstad i den nuværende kommune. Byen lå godt placeret midt i et stort opland, og hertil kom gode muligheder for varetransport med pramme på Gudenåen. Havnens beliggenhed så langt inde i landet var en fordel i forhold til et stort opland, men kunne også være en belastning som i størstedelen af 1700-tallet, da åen mudrede til, og varerne måtte fragtes i pramme til skibene længere ude i fjorden. Først da et regelmæssigt opmudringsarbejde blev iværksat i 1793, blev forholdene forbedret. Andre faktorer, som gode håndværksprodukter i form af handsker og øl, bidrog til byens vækst, og endelig var laksefangsten i fjord og å en god indtægtskilde.

Som andre købstæder led Randers under epidemier med pest i hhv. 1602 og 1659 samt storbrande, både to i 1500-tallet og en række i 1600-tallet. Endvidere var der krig gennem det meste af 1600-tallet. Alligevel havde byen haft økonomisk gode tider frem til de første årtier af 1600-tallet, mens Torstenssonkrigen 1643‑45 og Karl Gustav-krigene i 1657‑60 ramte byen hårdt. Først med det almindelige opsving fra slutningen af 1700-tallet kom der igen gang i Randers, som samtidig kunne nyde godt af sit store opland, der blev yderligere udvidet gennem Gudenåens udgravning op mod Silkeborg i den første del af 1800-tallet.

Handskemagerne i Randers

På dette stentryk fra 1897‑98 er kabaretsangerinde fra Paris Yvette Guilbert trukket i et par Randers Handsker. Efter sigende gik hun aldrig på scenen uden sine lange, sorte handsker.
.

Handskemagerne i Randers skilte sig først ud som selvstændige håndværkere i 1684, da de fik eget handskemagerlav med 11 mestre. Randers blev hurtigt centrum for det danske handskemageri, og handskerne var i 1700-tallet et kvalitetsprodukt, der var berømmet over hele Europa for den fine bearbejdning og gode duft. Efterspørgslen var så stor, at de 28 randrusianske handskemagermestre, deres svende og lærlinge samt flere hundrede koner og piger, som sad i deres hjem og syede handsker omkring 1730, ikke kunne følge med. Derfor markedsførte handskemagerne i fx Viborg og Odense også deres produkter som Randershandsker.

Handskemageriet var præget af forlagssystemet. Det vil sige, at en købmand leverede skind til handskemagermesteren, som herefter var forpligtet til at levere færdige handsker mod en fast betaling. Herefter afsatte købmanden handskerne på det frie marked. På trods af den store afsætning af handskerne var det ikke specielt lukrativt at være handskemager. Den store fortjeneste endte i købmændenes lommer.

De manglende muligheder for en ordentlig indtjening er måske årsagen til, at handskemageriet mod slutningen af 1700-tallet var kraftigt på retur. Men i begyndelsen af 1800-tallet ansatte en af Randers’ driftige købmænd, Olaus Christian Kellermann, den franske handskemager Carl Mattat, der benyttede moderne franske garveteknikker. Randers Handskefabrik blev etableret i 1811, og handskemageriet fik en ny opblomstring. I 1927 blev Randers Handskefabrik overtaget af familien Vejrum, der stadig sidder i ledelsen. Virksomheden, der eksporterer til store dele af verden, blev i år 2000 kongelig hofleverandør.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Randers Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1536-1850

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Eksterne links