Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Den opdeles i ældre stenalder (jægerstenalderen) og yngre stenalder (bondestenalderen). Perioden tog sin begyndelse omkring 13.000 f.Kr., da de første jægere fulgte i hælene af rensdyrene, der trak sig nordpå i takt med isens tilbagetrækning. Dermed blev det sydskandinaviske område befolket med mennesker, der i de første mange år – i den periode, der betegnes som ældre stenalder eller jægerstenalderen – gik på jagt, fiskede og samlede føde i form af bær og urter i de skove og sletter, der afløste det tidligere tundralandskab fra istidens slutning, til forskellige tider prægede området.
Befolkningen boede i denne mange tusinde år lange del af stenalderen bl.a. i telte og mindre hytter og blev til forskellig tid gravlagt i jordfæstegrave eller brandgrave. Omkring 4.000 f.Kr. blev agerbruget indført i Sydskandinavien, og indbyggerne begyndte at holde husdyr. Agerbrugets indførelse betød, at dele af skoven blev fjernet, for at jorden kunne opdyrkes.
Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Denne gravskik findes også i andre dele af Nord- og Vesteuropa. Senere i perioden blev gravformen mere differentieret, og fra slutningen af perioden kendes navnlig de mange enkeltgravshøje, der ofte ses liggende i samlede grupper. Ved indførelsen af agerbruget blev indbyggerne mere stedfaste, idet de ikke var afhængige af de sæsonbestemte muligheder for jagt, fiskeri mv., hvorfor opførelsen af egentlige langhuse påbegyndtes.
