Vikingetiden (ca. 800-1050 e.Kr.)

Artikelstart

Vikingetiden er en speciel skandinavisk betegnelse for den yngste del af jernalderen. Perioden er navnlig kendt pga. de skandinaver, der drog på plyndrings- og erobringstogter forskellige steder både inden og uden for det europæiske område. Indbyggerne i de skandinaviske lande, der kaldes vikinger, var hovedsagelig bønder, der opdyrkede jorden og passede deres dyr; men i perioden udvikledes også specialiserede håndværk, og mange tog af sted på handels-, plyndrings- og kolonisationsrejser til andre dele af verden. Indbyggerne levede hovedsagelig i landsbyfællesskaber, men i løbet af vikingetiden opstod også handelspladser og nogle ganske få egentlige byer, eksempelvis Ribe og Århus.

I slutningen af vikingetiden skete der en konsolidering af magten, hvilket bl.a. gav sig udslag i opbygningen af store fyrsteanlæg som Jelling og Gl. Lejre, anlæggelsen af flere forsvarsanlæg og dannelsen af en egentlig, samlende kongemagt i det danske område. Blandt de typiske synlige fortidsminder er rundhøje, skibssætninger, forsvarsanlæg, såsom de karakteristiske ringborge, samt runesten med tidens typiske runeindskrifter.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om fredede fortidsminder

Se alle artikler om oldtid

Se alle artikler om arkæologi