Strandgade 71, Helsingør

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har hængt stærkt sammen med de svingende indtægter byen fik fra Sundtolden og med forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik ligeledes købsstadsrettigheder, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset man byggede, var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig indtil ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge af handelen indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mere hjemlig.

I 1846-47 opførte K. F. Marstrand en ny treetages bygning, hvor han 24 år tidligere havde etableret sig som selvstændig købmand med speciale i skibsproviantering. På daværende tidspunkt var der omtrent 50 lignende købmænd i Helsingør. I 1981 lukkede K. F. Marstrands Eftf. skibsprovianteringsforretningen. Forretningen var den sidste af sin slags i Helsingør. Sidehuset blev opført samme år som forhuset. Forhuset er stort set uændret siden opførelsen.

Strandgade 71, Marstrands gamle skibsprovianteringsforretning, ligger på Strandgade over for Toldkammeret. Forhuset anvendes i dag til erhverv i stueetagen og beboelse på de øvrige etager. Sidehuset anvendes til beboelse. Sidehuset hænger sammen med et mindre baghus af bindingsværk. Forhuset er et fem fag bredt og tre etager højt, grundmuret hus over en udnyttet kælder og med udnyttet tageetage. Huset står på en sortmalet sokkel, og den nederste etage er pudset med indfatninger og gråmalet, mens resten står i rød, blank mur. Taget er et helltag belagt med røde teglsten. I rygningen ses en skorstenspibe med krave og sokkel, og i tagfladen mod gaden ses to kviste med svagt buet zinktag. Facaden afsluttes af en profileret sparrenkopgesims, mens gårdsiden afsluttes af en profileret hovedgesims. Rundt om vinduerne ses hvidmalede indfatninger, og førstesalens vinduer har en hvidmalet, gennemgåede sålbænk. Under sålbænken ses et skilt, hvorpå der står K. F. Marstrand. I det tredje og femte fag fører trin af granit op til to fyldingsdøre, hvor den midterste er tofløjet med glas i de tre øverste fyldinger, mens den anden er enfløjet med overvinduer i støbejern. Begge er hvidmalede og nyere, men traditionelt udførte. Døren i det tredje fag sidder trukket tilbage fra facaden og er forsynet med hvidmalede skodder. I soklen ses en ældre, sortmalet, tofløjet luge og sortmalede, etrammede vinduer med tremmer foran. I stueetagen udgøres vinduerne af ældre, opsprossede butiksvinduer med buet overvindue. De resterende vinduer er nyere, men traditionelt udførte, hvidmalede korspostvinduer med opdelte nedre ruder. I gavlen ses flere traditionelt udførte, torammede og hvidmalede vinduer med tredelte ruder. For- og sidehus hænger sammen ved et tilbagetrukket smigfag. Sidehuset er et fem fag bredt og tre etager højt, grundmuret hus over en kælder. Taget er udformet et mansardtag beklædt med røde teglsten med to vinduer i mansardetagen. I rygningen sidder to skorstenspiber. Den nederste etage er pudset og hvidmalet, mens de resterende etager af muren står i rød, blank mur. Facaden afsluttes af en profileret, hvidmalet hovedgesims. Vinduerne er som i forhuset. I det fjerde fag sidder en hvidmalet og nyere fyldingsdør med tredelt overvindue. I forhuset består stueetagen af butiks- og baglokaler med ældre butiksinventar i form af reoler, diske, skabe og skuffer samt en gennemgående gang med vægpaneler og en ældre trappe med drejede balustre, hvorfra der er adgang til de øvrige etager. På hver etage findes en lejlighed med en ældre, tofløjet hoveddør og med delvist bevarede traditionelle grundplaner med stuer mod gaden og sekundære funktionsrum mod gården og i dele af sidehuset. Fra sidehuset er der adgang til to lejligheder, der er beliggende dels i sidehuset, dels i baghuset. I lejlighederne er flere ældre bygningsdetaljer bevaret, herunder fod-, væg- og lysningspaneler, stukkatur, fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb samt skorsten. I den øverste lejlighed ses desuden en synlig bjælkekonstruktion, en nyere trappe og lettere skillevægge. Overfladerne er både ældre og nyere, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Vinduerne har koblede rammer. Køkkener og badeværelser er nyere. Der er adgang til kælderen via en ældre trappe fra butikkens baglokale til butikken. Kælderen er opdelt i halvåbne rum både murede med hvælv og bræddevægge. Flere af bræddevæggene er nyere. Ydervæggene har synlige kampesten i fundamentet, og gulvet er belagt med tegl og ældre gravsten.

Baghuset i bindingsværk er tre fag bredt og tre etager højt. Den nederste etage består kun af en stolpekonstruktion, hvorved den fremstår åben med gennemgang til gården. Træværket står delvist ubehandlet delvist malet, og tavlene i de øvre stokværk er gråkalkede. Taget er et heltag med røde teglsten, og i tagfladen er to vinduer og en ventilationshætte. Facaden afsluttes af en hvidmalet hovedgesims. På anden etage er påsat en nyere altan. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte et- og torammede vinduer samt småtopsprossede korspostvinduer. Alle vinduer er hvidmalede. I det indre er der kun adgang til baghuset via en ældre trappe i sidehuset. De er to lejligheder i baghuset, hvor enkelte ældre bygningsdetaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter og greb, synlig trækonstruktion, skorsten, bindingsværk og bræddegulve. Overfladerne er både ældre og nyere. Køkkener og badeværelser er nyere.

Den miljømæssige værdi for Strandgade 71 knytter sig til beliggenheden i Strandgade, hvor forhuset sammen med de øvrige store bygninger vidner om Helsingørs mange velhavende borgere, der op gennem 1700- og 1800-tallet havde råd til at opføre prægtige borgerhuse og palæer. Samtidig er bygningen med til at definere det stringente og konstruerede gadeforløb med inddeling af karreer i Helsingør og udgør tillige en vægtig bygning til genboen, Toldkammeret.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til forhusets fremtræden som et prominent handels- og borgerhus, der afspejler datidens velstand, hvilket især ses i den grundmurede facade. Stueetagens store vinduer og døren i det midterste fag afspejler funktionen som butik, mens de øvre etager og sidehusets rækker af vinduer afspejler resten af ejendommens anvendelse som bolig. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi knyttet til forhusets fremtræden som et eksempel på håndværkerklassicisme, hvor især gesimsen med sparrenkopper, den gennemgående sålbænk, der fungerer som kordongesims, og korspostvinduerne med pudsede indfatninger samt den pudsede stueetage er tidstypiske i Helsingør. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til hierarkiet mellem bygningerne, der klart adskiller forhuset fra side- og baghuset. Hvor forhuset med sin markerede stueetage fremtræder repræsentativt, er især baghuset både i det ydre og indre tydeligt en sekundær bygning. Baghuset i bindingsværk afspejler desuden bygningskulturen i slutningen af 1700-tallet, hvor for- og sidehus i grundmur og stueetagens høje butiksvinduer i støbejern afspejler bygningskulturen i 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til butikkens ældre, bevarede inventar i form af reoler, diske, skabe og skuffer, der vidner om Helsingørs historie som søfart- og handelsby, hvor besætningen på skibe i Øresundstoldtiden kunne proviantere, mens de lå for anker. H. F. Marstrands forretning i Strandgade 71 var den sidste af Helsingørs mange skibsprovianteringsforretninger, der alle lå placeret tæt ved vandet og havnen. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi knyttet til den delvist bevarede traditionelle grundplan med højloftede stuer mod gaden og sekundære rum mod gården og i sidehuset. Endvidere vidner de bevarede bygningsdetaljer, herunder paneler, tofløjede fyldingsdøre og stukkatur, især i stuerne om, at lejlighederne har været anvendt som bolig for det bedrestillede borgerskab. I side- og baghusene vidner de bevarede bygningsdetaljer om husene alder.

Den arkitektoniske værdi for Strandgade 71 knytter sig i det ydre til den velproportionerede facade, hvor stueetagen er fremhævet og markeret ved pudsningen og de store opsprossede vinduer. Den øverste del af facaden fremtræder enkel i form af ganske få virkemidler såsom den gennemgående sålbænk, der fungerer som kordongesims, sparrenkopgesimsen, den taktfaste vinduessætning med indfatninger og den røde, blanke mur. De forskellige bygningsdekorationer og elementer giver en horisontal lagdeling, der får modspil af det stejle heltag og understreges af, at bygningen er højere end nabohuset, Strandgade 73, hvilket får omridset af gavlen til at træde tydeligt frem.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de helstøbte og højloftede stuer, der virker lyse grundet de store og tætsiddendevinduer. De bevarede paneler og fyldningsdøre med kraftige gerichter er sammen med stukkaturen med til at skabe sammenhængende og elegante rum. Den arkitektoniske værdi for sidehuset knytter sig til det enkle og velproportionerede volumen i rød, blank mur med pudset stueetage.

Læs videre om

• Bøssemagergade 60, Hellebæk
• Oxernes Gård, Helsingør
• Sankt Olaigade 12-14

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen