Strandlinien 2-4 ligger på Strandlinien 2-4 i Dragør Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Dragør er baseret på byplansprincipper fra 1600-tallet. Det middelalderlige Dragør nedbrændte i 1536 og de eneste bevarede, middelalderlige træk i byplanen, er de to primærgader Kongensvej, i dag Kongevejen, og Nyenstrædet, nuværende Strandstræde. Efter hansetidens ophør udviklede Dragør sig langsomt til en lille fiskerby. I 1700-tallet ændrede byens hovederhverv sig og nu var hovedparten af beboerne i byen ikke længere fiskere men skippere, hvilket også betød at byen oplevede en økonomisk fremgang i slutningen af 1700-tallet, hvilket især betød, at byggeskikken ændredes fra bindingsværk til grundmurede bygninger. Den traditionelle, grundmurede byggeskik udviklede sig i Dragør med særlige egnskarakteristiske arkitektoniske detaljer, hvor især bygmester Johan Hendrich Jørgensen Blichmann (1739-1815) satte sit præg på denne udvikling. Op igennem 1800-tallet var Dragør præget af skiftevis økonomisk fremgang og tilbagegang og den arkitektonisk udvikling fik sine træk fra en traditionel klassicisme. I 1842 og 1852 brændte dele af Dragør og karakteristisk for den følgende periodes byggeri var brugen af sav – og tandsnitsgesimser, murflader i gule, og til tider røde teglsten, skifertage samt noget større bygningsvolumener end tidligere. Omkring år 1900 var byens flåde reduceret til joller, fiskeri og kysttrafik. Dette medførte en stagnation i byudviklingen, hvorfor industrialiseringens karakteristiske stilarter ikke slog fuldt igennem i Dragør. Den ældste del af den nuværende museumsbygning er antageligt fra 1682. I løbet af 1700-tallet blev bygningen udvidet flere gange og i 1810 havde bygningen den størrelse som ses i dag. I 1810 beskrives bygningen i en brandtaksation som værende Byens Sejlmager- og Materialehus, hvor der var indrettet bolig i den ene ende og loftet blev anvendt til sejlmagerværksted. På daværende tidspunkt havde bygningen fire døre og blyindfattede ruder. I 1840 udskiftede man samtlige vinduer til trævinduer. Den snoede skorstenspibe blev opført i slutningen af 1800-tallet. Frem til 1914 var der et udkigstårn på bygningens tagryg, som blev anvendt dengang bygningen var ejet af bjergningsvæsnet. Bygningen har gennem tiden været anvendt til mødelokale, værksteder og i 1930'erne blev der indrettet museum. I den forbindelse gennemgik bygningen en større restaurering ved arkitekt Egil Fischer , der blandt andet fjernede flere af de tidligere porte og døre og erstattede dem med vinduer. Derudover blev flere tilbygninger mod syd fjernet. Bygningen fremtræder i dag i store træk som efter restaureringen i 1930erne, dog har taget ikke længere hvid kantforskælling. Kontorbygningen blev opført i midten af 1800-tallet som havnekontor. Oprindeligt var der to indgange i vestfacaden, men den søndre blev i 1930'erne erstattet af et vindue. Alle vinduerne havde oprindeligt bræddeskodder. Det første beghus blev opført i midten af 1754 til kogning af beg og tjære samt som køkken for søfolk på udenbys skibe, da det var forbudt at bruge åben ild om bord, mens man lå i havn. I 1770 blev det oprindelige beghus revet ned og det nuværende blev opført og var i brug frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I 1920erne fungerede det lille hus som pissoir. I 1999 overtog Dragør Kommune bygningen og den blev en del af Dragør Museum.

Beskrivelse

Museumsbygningen med beghus og havnekontorbygning ligger centralt på havnen i Dragør blandt øvrige ældre bygninger, der i store træk er opført i samme materialer og farver. Museumsbygningen er en elleve fag lang bindingsværksbygning i en etage med teglhængt helvalmet tag. Bygningen står på en sokkel af kampesten, som er sorttjæret ligesom bindingsværket, mens tavlene er kalket lysegule. Bindingsværket har gennemstukne bjælkeender og i nordsiden ses løsholder. Der er ingen tagrender og under tagudhænget ses sorttjærede skalker. I den vestlige del af nordsiden er en muret frontkvist med heltag, en tofløjet revleluge og et etrammet vindue samt et enkelt flunkevindue mod øst. I både øst og vestgavlen ses en lille muret hejsekvist med heltag og revleluge, mens der i sydsiden er en tagkvist med helvalmet tag og torammet vindue. Bygningens tagflader og alle kvistenes tage er hængt med røde vingetegl, og i bygningens tagryg ses en snoet, gulmalet skorstenspibe. Bygningen har to næsten ens døre, en i sydsiden og en i nordsiden, hvoraf den i nordsiden fungerer som hoveddør. Denne dør har granittrin foran og henover døren ses et skilt hvor der står Museum. Begge døre er todelte og flammerede med profilerede indfatninger omkring. Bygningens vinduer er enten et eller torammede, og alle har småtopsprossede ruder. Både vinduer og døre er ældre og grønmalede og dørene har endvidere røde stafferinger. I det indre af museumsbygningen indrettet med udstillings rum og en lille butik. Ved den vestlige gavl er indrettet tre rum med et intakt ældre inventar i form af paneler, døre, støbejernsovn, vægfliser, ældre tapeter, bemalede bræddelofter mellem synlige bjælker, indbyggede skabe og alkover. De øvrige rum er mere enkle og har bræddegulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag samt ældre fyldingsdøre med kraftige gerichter. Tagetagen er et stort åbent rum, hvor der er åbnet op til kip. De ældre spær og hanehånd er synlige mellem nyere gipsplader. Langs de skrå vægge er indbyggede udstillingsmontre og på gulvet er et nyere bræddegulv. Kontorbygningen er en lille, grundmuret bygning med teglhængt, rødt heltag. Over en sort, pudset sokkel er murene vandskurede og gulkalkede med hvidmalet hovedgesims på langsiderne. I tagryggen ses en gul skorstenspibe med sokkel og krave. Bygningen har mod vest en nyere, todelt revledør med granittrin foran. Vinduerne er ældre, etrammede og småtopsprossede, og et enkelt vindue i nordgavlen har bevarede skoddestabler. Øverst i nordgavlen ses en ældre revleluge med bevarede båndbeslag og hængsler. Der er ingen åbninger i sydsiden. I det indre af bygningen er et rum med traditionelle overflader. Bygningen anvendes i dag til turistkontor. Beghuset er en lille kvadratisk, grundmuret og gulkalket bygning, med sorttjæret sokkel, hvid gesims og rødt teglstensbeklædt pyramidetag med en gul skorstenspibe i toppen. I nordsiden er en enkel revledør med ældre båndbeslag, hængsler og klinkefald, og i vestsiden findes en lille kvadratisk revleluge med bukkehornshængsler. I det indre er et uopvarmet rum med pigstensgulv og en opmuret, rekonstrueret ildbænk. Der er intet loft i bygningen men direkte kig op igennem skorstenen.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningernes placering på havnen i Dragør , hvor de sammen med de øvrige bygninger udgør et unikt ældre havnemiljø. Fælles for alle tre bygninger er tillige den karakteristiske materiale- og farveholdning, der giver sin fremtræden som en meget helstøbt by. Endvidere indskriver museumsbygningen sig i Dragørs historiske bystruktur, hvor bygningerne næsten konsekvent har øst-vestvendte gavle.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes placering på havnen samt de mange træk og bygningselementer, som vidner om deres oprindelige funktioner og om Dragørs tidligere storhedstid hvor den driftige handel var bundet op på et maritimt erhverv. At der tidligere har været sejlmagerværksted i museumsbygningen ses først og fremmest i de store kviste med luger, hvorigennem man kunne transportere sejlene. Traditionen med en snoet skorstenspibe stammer fra 1500-tallet, men da skorstenspiben er opført i slutningen af 1800-tallet knytter den sig mere til historicismen, og er dermed et bevis på datidens glæde over genanvendelse af ældre detaljer. Formen har dog inden praktisk funktion, og er kun til pynt. Beghusets konstruktion, næsten som én stor skorsten, afspejler bygningens oprindelige anvendelse til kogning af beg i forbindelse med kalfatring, samt om at søens folk havde mulighed for at anvende bygningen som køkken. Tidligere fandtes der beghuse i alle de danske havnebyer, men i dag er kun tre bevaret, et i Dragør , et i Assens og et i Ærøskøbing. Beghuset er derfor en yderst sjælden og meget vigtig formidler af kulturhistorien omkring de danske havnemiljøer. I museumsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede interiører i den vestlige del. Selvom disse ikke oprindeligt hører til bygningen, men stammer fra to bygninger i Dragør, har de stor værdi, idet de fortæller om de for Dragør traditionelle bygningsdetaljer og materialer. Dette gælder isæt fløjlstapet fra anden halvdel af 1700-tallet, der udsmykkede de veludstyrede hjem, samt de mange bevarede træpaneler og fisepartier.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi relaterer sig overordnet til de velproportionerede og afsluttede bygningskroppe med det enkle formsprog og de få detaljer. De røde næste ubrudte tagflader er med til at aftegne de enkle former og adskilles fra murene på let vis af de enkle hvidmalede gesimser, mens alle grønmalede vinduer og døre træder tydeligt frem i de gulkalkede mure. Tillige er de sorte sokler, på alle tre bygning, markante og med til at give en solid base. Farveholdningen har således stor betydning da detaljerne ellers er relativt enkle og især museumsbygningens sorttjærede bindingsværk, står i stor kontrast til de kalkede lysegule tavl. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til interiøret i museumsbygningen. De mange elegante og raffinerede detaljer i de vestvendte stuers intakte interiører får rummene til at fremstå unikke og meget helstøbte. I sær i den nordvestlige stue skal de elegante helpaneler, der er udført med intarsia, (indlagte dekorationer i lysere eller mørkere træsorter) fremhæves, da de er yderst raffineret udført. Interiøret stammer fra omkring 1760 og udgjorde tidligere en stue i en nu nedrevet ejendom på Bjergerlav 2 i Dragør . I den sydvestlige stue opstår der en dramatisk arkitektonisk virkning grundet loftmalerierne i klare røde og grønne farver og det snørklede storblomstrede tapet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links