Studiestræde 13-13 A, København

Gadenettet i og omkring Studiestræde er en historisk del af det gamle latinerkvarter, som opstod omkring Københavns Universitet ved Frue Plads fra 1479. Latinerkvarteret har sit navn, fordi der her igennem århundrede blev talt latin, som var universitetets og også kirkens sprog (frem til reformationen). Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bygninger fra denne periode, og i dag afspejler bydelen arkitektonisk 1800-tallets begyndelse. De københavnske gader i latinerkvarteret præges frem for alt af bebyggelsen efter de to store brande i 1728 og 1795, samt af englændernes bombardement af København i 1807, som gik hårdt ud over latinerkvarteret, da englænderne især sigtede efter Vor Frue Kirkes spir. Bygningen Studiestræde 13-13A skal især ses i lyset af branden den 5. juni 1795, der udbrød på holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Bygningen Studiestræde 13-13A blev opført i 1798 af tømrermester Niels Zimmer og består af to sammenbyggede forhuse. Før den nuværende ejendom blev opført, lå der på grunden op til flere ældre bebyggelser. Sidehuset i syd er fra 1825, mens baghus og nordøstre sidehus er fra henholdsvis 1846 og 1856. Indtil 1875 skete der ikke væsentlige ændringer, hvorefter der blev indrettet butik i kælderens forreste areal og begge indgange blev flyttet et fag ind mod midten. I 1886 og 1928 oprettes forbindelser mellem stuerummene. Facadens tidligere oliemaling omtales i 1894. I 1926 blev bygningen dømt til nedrivning, men dommen blev aldrig eksekveret. Andelsboligforeningen erhvervede ejendommen af Carl Petersen i midten af 1970'erne. Hovedtrappens allerøverste løb blev i det 20. århundrede sløjfet til fordel for et lille bitte kammer til udlejning, som nu er fjernet igen. I nyere tid har der været en istandsættelse af tag og fag i 1989, forhusets udbygning er blevet pudset og kalket, og i august 2011 fik ejendommen en ny træport i kopi af den oprindelige.

Ejendommen Studiestræde 13-13A er beliggende i Københavns Nørre Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I ejendommens stueetage er butik, mens der på de øvrige etager er beboelse. Den fredede ejendom består af to sammenbyggede, grundmurede forhuse på i alt otte fag, opført over en høj kælder og i tre etager. Forhuset har på gårdsiden en udbygning over to fag mod vest. Facaden står i rød blankstensmur: Underfacaden er enkelte steder udført med hamborgfuger, mens overfacadens murværk er rødmalet, så stenstrukturen stadig ses igennem. Facaden er opdelt af en glat, profileret kordongesims af sandsten over stueetagen. Under stueetagens fire midterfag ses et sandstensbånd, mens der i 1. etagen er sandstensindfatninger om vinduerne i yderfagene og sandstenssålbænke med knægte under vinduerne i de to midterfag. Mellem 1. og 2. etage ses to murblændinger dekoreret med mæanderborte. Øverst er en profileret sparrenkopgesims i sandsten. I yderfaget mod nordøst er en port med nyere kopi af den oprindelige tofløjede portdør, i modsatte side et lille, ældre, sandstensindfattet indgangsparti med ældre tofløjsdør, og under tredje og sjette fag to kældernedgange med fladbuede murstik. I kælderetagen mod gaden er fire nyere butiksvinduer, mens der fra stuen til 2. etage er oprindelige, korspostvinduer med opsprosning af de nedre rammer, samt over porten seksrammede vinduer. Næsten alle vinduer er med oprindelige hjørnebånd og stabler. Ejendommen har et rødt teglhængt heltag med syv kviste med buet tag mod gaden og fire (to pultkviste og to taskekviste) mod gårdsiden, samt i rygningen tre glatte skorstenspiber, den ene med sokkel. I tagfladen ses to rækker kviste, de nederste har opsprossede, torammede vinduer, og øverst ses torammede runde vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. Gårdsiden er opdelt i to, idet forhusets udbygning sammen med sidehuset, der ikke er omfattet af fredningen, skaber en lysgård mod sydvest. Gårdsiden i sydøst er pudset og rødkalket fra sokkel til tag, og afsluttes af en profileret hovedgesims. Der er ældre, hvidmalede korspostvinduer med opsprosning i fire-rudede overrammer og seks- eller otte-rudede underammer, samt med ældre hjørnebånd og rumpestabler. Over portrummet er et halvbuet, tredelt portvindue med opsprosninger og på 1. og 2. etage seksrammede vinduer af samme type som de øvrige. Lysgården mod sydvest har ligeledes en profileret hovedgesims, men er pudset og kalket med kadmiumgult, samt med jernvitriol på den vestlige side. I udbygningens sydvestlige gårdside er indsat nyere termoruder, mens vinduerne i lysgården er ældre, grønmalede og opsprossede vinduer. Forhusets udbygning har et halvtag med en større skorstenspibe i rygningen med en støbt plade foroven og fald udefter. Bygningens gennemgående portrum er i forbindelse med et åbent trapperum. Hovedtrappen er en ældre, velbevaret fyrretræstrappe med løb og reposer omkring et stort kvadratisk durchsicht. Dørene til lejlighederne er overvejende ældre fyldingsdøre med ældre greb og gerichter. I det indre har lejlighederne en delvist bevaret traditionel plandisposition, da der oprindeligt har været to lejligheder per etage, men hvor lejlighedsskellene er blevet brudt. Med undtagelse af stuelejligheden har lejlighederne derfor tre gadevendte stuer og køkken samt badefaciliteter mod gården. På 2. etage er små, nyere køkkener indrettet i stuerne mod gaden. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende fra opførelsesperioden med fuldpanellerede vægge mod gaden, lysningspaneler med indbyggede skodder ved vinduerne i stueetagen, samt brystningspaneler langs stuernes øvrige vægge, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre og ved de indbyggede hjørneskabe med udskårne dekorationer. Vægpanelerne i stuerne har ældre, listeinddelte felter, delvist med lærred, og er øverst afsluttet med en profileret, måske oprindelig loftgesims. Lejlighedernes dørpartier er overvejende oprindelige en- og tofløjede fyldingsdøre med riflinger, ældre gerichter, indstukne hængsler og greb, samt aflange låseskilte af messing. Mod gården er der også lysnings- og brystningspaneler, dog enklere udført med glat fyldning og sommetider med nyere riflinger. Vinduerne er overvejende ældre med anverfere og kroge bevaret. Gulvene i lejlighederne består af både ældre plankegulv og bræddegulv. I forhusets udbygning mod gården er der adgang til den ældre bagtrappe og de oprindelige ildstedsnicher er bevaret på hver etage. I husets vestlige del findes endnu en ældre trappe, denne er relativ enkel med indstemte trin, kantstillede balustre og en profileret håndliste. Undersiden af trappeløbene er pudsede. Tagværket er et hanebåndstagværk, som er istandsat og beskåret i nyere tid og derfor står frit og hvidmalet i kvistlejligheden.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige traditionelle baggårdsmiljøer.

Den kulturhistoriske værdi for Studiestræde 13-13A knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Studiestræde 13-13A viser på velbevaret vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle sandstensdekorerede facade med vinduernes regelmæssige takt, de to karakteristiske mæanderborte, og den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med sparrehoveder. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer samt de lavere, torammede, opsprossede vinduer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Studiestræde 13 ses det i de delvist velbevarede etage- og planløsninger, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri: I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken overvejende er placeret i forhusets udbygning mod syd, hvor der på alle etager knytter sig kulturhistorisk værdi til de velbevarede ildstedsnicher. De bevarede skorstenskerner og ildstedspilastre påviser de tidligere ovnpladser, og understreger endvidere bygningens historiske alder. Herudover er der værdi i den bevarede bagtrappe og vestlige trappe, som i kraft af deres relative detaljegrad indikerer hierarkiet mellem trapperne med hovedtrappen som den fineste. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og en sparrenkopgesims, der giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte heltag. Den horisontale deling af kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den delvist hamborgfugede underfacade og sandstensdekorerede overfacade. Ligeledes er de dekorative mæanderborte med til at trække horisontale linjer, mens sparrenkopgesimsen elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler og gerichter, helbrystnings- og lysningspaneler samt kakkelovnspilastre og vægpaneler med listeinddelte felter. Hertil kommer den bevarede stukkatur samt vinduesrammernes bevarede håndsmedede anverfere og stormkroge flere steder, der alle er udført efter datidens stilmæssige idealer. Af særlig værdi har den luftige hovedtrappe i portrummet, der er en af de mest bemærkelsesværdige i Nørre Kvarter, hvis ikke aldeles unik. Den udstråler klassicismens stramme og harmoniske enkelthed, som tømrere havde lært på Kunstakademiet, men vidner samtidig om kunstneriske ambitioner der overgår det gængse stilistiske formsprog i tiden i kraft af trappens løb og imponerende durchsicht. Hertil er der arkitektonisk værdi i trappens detaljerigdom med gelænderets åbne, rhombemønstrerede brystværn, forvangerets udskårne udsmykning, den rødlakerede, profilerede håndliste og de buede kannelerede træplader indsat mellem løbene. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Admiralgade 17, København
• Det Ferske Fiskehandler-Kompagnis Hus, København
• Munderingsdepot (tidl.), København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen