Studiestræde 24, København

Byen, som oprindeligt blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var de klassicistiske huse karakteriseret ved velproportionerede facader med pudset underfacade med en kvaderfugning. Yderfagene blev accentueret ved konsolbårne frontoner over beletagens vinduer og flade murfelter mellem 2. og 3. etage. Enkelte af de større bygårde fik en mere monumental udformning med pilasterprydet midterparti. Studiestræde hed oprindeligt Rådhusstræde. Bygningen på hjørnet af Nørregade, der nu er bispegård, var Københavns andet rådhus. Bygningen er brændt flere gange for siden at blive genopført. Gården blev som lån overdraget til det af Christian I stiftede universitet i 1479, og var universitetets hovedbygning, som blev kaldt Studiegården. Efter overdragelsen blev gaden omdøbt til Studiestræde. København fik et nyt rådhus på Gammeltorv, og strædet bagved overtog navnet Rådhusstræde. De fem østligste fag Studiestræde 24 blev opført 1797-1798 for Madam Christiane Jensen. Bygningerne erstattede to mindre bindingsværkshuse, der begge nedbrændte i 1728. Udover den nuværende facadeudsmykning var der oprindelig en konsolbåren dækplade over kældernedgangen, bånd af bornholmersten over kælderen og indfatning med sålbænk om vinduet ud for førstesalens østlige yderfag. Dækpladen over kældernedgangen er fjernet før 1846. Ved en ombygning af første etage til butik i dette århundrede, er vinduesindfatningen fjernet. De to fag mod vest er 1887-1888 for Grosserer Th. Rich. Bygningen rummede i fra 1858 et dampkøkken, der serverede mad til håndværkerede og arbejdere i stueetagen, mens der var finere servering for øvrige borgere på første sal. Sammen med to naboejendomme rummede bygningen domicil og produktion for Fabrikant Rich. Siden 1978 har bygningen været hovedkvarter først for Danmarks Kommunistiske Parti og siden Enhedslisten.

Forhuset er grundmuret, syv fag bredt og tre etager højt over en høj kælder. I tredje fag er portåbningen, og der er nedgang til kælderlokalerne i første og femte fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til kontorer.Facaden er pudset. Over en lav sokkel er underetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren glatpudset. Stueetagens vinduer prydes med pudsede slutsten, der er malet i samme farve som resten af murfladen. Murpillerne omkring første og andet fag samt fjerde til og med sjette fag indrammes af doriske pilastre i kolossalorden. Tredje og syvende fag er fremhævet med vinduesindfatninger med konsolbårne fordakninger i første sal, mens anden sal har smalle, pudsede indfatninger. Gesimsen under taget er en sparrenkopgesims. Farveholdningen er knækket hvid på underfacaden og overfacadens glatpudsede murværk, pilastrene er en mørkere gul nuance og gesims og indfatninger er sandstensfarvede. Mod gården er forhuset sammenbygget med to sidehuse, der ikke er omfattet af fredningen. Gårdsidens murværk er let pudset og kalket i en rosa nuance. Gesimsen er smal og profileret. Vinduerne mod gaden er firerammede opdelte underrammer. Mod gården har de samme udformning, dog undtaget vinduerne i trappefaget og over porten, der har fire ruder i de øverste rammer og otte ruder i det nederste. Mod gaden har stue- og kældertage nyere stor helrudevinduer, der kun er adskilt af en smal gennemløbende gesims. Alle er hvidmalede. Kælderdøren mod gården er en nyere glat dør. Taget er et skiferdækket heltag. I rygningen er en skorstenspibe med sokkel og krave. Tagfladen mod gaden har flere traditionelt udførte, zinkinddækkede kviste, mens tagfladen mod gården har en bred kvist over portfaget og en mindre, traditionelt udført zinkinddækket kvist. I samme tagflade ses en nyere skorsten. Portåbningen er rundbuet og øverst ses et vifteopsprosset overvindue. Portrummet lukkes mod gaden af et tofløjet metalgitter fra slutningen af 1800-tallet, men det mod gården lukkes af en tofløjet port med dekorativt udførte fyldinger fra samme periode. Portrummet har et gulv af brosten og langs begge vægge er trinsten af granit. Væggene er beklædt med høje bræddepaneler med perlestav. Loftet er et pudset loft med store kassetter. I hver side er der indgang til erhvervslejemålene i stueetagen. Disse har indfatninger med konsolbårne fordakninger. I den ene opgang er isat en nyere dør og et fast parti med store ruder. Bagest i portrummet er der til højre indgang til forhusets hovedtrappe. Alt træværk i portrummet er gråmalet. Fra portrummet er der indgang til hovedtrappen, som ligger bagest i huset ind mod gården, giver adgang til de tidligere lejligheder på første og anden sal, hvoraf der er én på hver etage. Der er direkte indgang til stueetagens lejemål fra portrummet. Erhvervslejemålene er begge præget af en nyere, åben planløsning med mindre rum mod gårdsiden og i venstre side tillige åbnet ind i sidehuset. Dog er bevaret et kabinet, sandsynligvis fra den oprindelige planløsning, i det yderste fag til højre. Fra trappeopgangen er der indgang til de øvrige hovedetager, der har en nyere planløsning med en fordelingsgang langs den delvis bevarede midterskillevæg. Fra gangene er der adgang til kontorer mod gaden og gården. Adskillelsen mellem for- og sidehus er gennembrudt i den sydlige del og er på første sal indrettet til et stort mødelokale. I begge sider af forhuset er der indgang til sidehusene. Tagetagen er som de øvrige etager indrettet til kontorer med en fordelingsgang mod gården og separate kontorer mod gaden. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede mod lysningen og gelænderet har drejede smedejernsbalustre og en malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trappens reposer ligger henholdsvis mod bygningens bagvæg, og mod midterskillevæggen og løbene imellem er svungne. Således dannes et ovalt durchsicht. Trappen stammer fra opførelsen, mens enkelte hoveddøre ud mod trappen er ældre, men dog ikke fra opførelsen. I stueetagen og på første og anden sal er en stor del af vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede. I det ene yderste kabinet i stueetagen er der tillige brystningspaneler, feltinddelte vægge inddelt med kannelerede lister, pudsede lofter med stukkatur og en ovnplads, der er indrammet af forment udskårne pilastre. På de øvrige etager der flere steder også bevaret lysnings-, helpaneler på væggene mod gården samt brystningspaneler på de øvrige vægge. Enkelte lysningspaneler er dekoreret med riflinger med cirkelmotiv. Der er bevaret få oprindelige tofyldningsdøre. Disse ses primært i stueetagen i tilknytning til kabinettet i yderfaget til højre. Ellers er lofterne pudsede, pladebeklædte eller delvis beklædte med akustikplader. Skillevæggene er dels lette skillevægge af gips, men der ses også en del ældre lette skillevægge, bestående af paneler nederst og opsprossede glaspartier øverst. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, en enkelte med tilhørende anverfere og stormkroge. Dørene er primært nyere standarddøre, dog ses enkelte enfløjede døre med tilhørende gerichter men nyere beslåning. Gulvene er fortrinsvis fornyede bræddegulve lagt med flyverstød, og vinylbeklædte gulve. Kælderens erhvervslokale er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og glatte lofter. Gulvene har en nyere klinkebelægning. Dørene ned til kælderen er nyere døre med helruder øverst.

Bygningen indgår i middelalderbyens kompakte bebyggelse, og facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden i kraft af de ens bygningshøjder, de mange steder gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt baggårdsmiljø, der viser bygningernes hierarki, og hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Studiestræde 24 knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af forhuset med porten, der vidner om bygningens status som en bygård beliggende på en stor grund, hvor der også var plads til at bygge side- og baghus, der dog ikke er fredet. I modsætning hertil var byhusene, der lå på mindre matrikler, hvilket ikke tillod etablering af en køreport. Også forhusets meget repræsentative facade, hvis klassicistiske udtryk er karakteriseret ved cordongesimsens vandrette opdeling i underfacade og overfacade, overfacadens pilastre, de konsolbårne fordakninger over tredje og syvende fags vinduer, den kurvehanksbuede portåbning og hovedgesimsen med sparrenkopper er en væsentlig del af den kulturhistoriske værdi. Bygningens forlængelse mod syd med to fag i 1887-1888 er også aflæselig i facaden i kraft af portåbningen og de pudsede vinduesindfatningers placering, der definerer sidefagene af det oprindelige hus. Syd herfor ses de to tilføjede og godt tilpassede fag fra 1887-1888. I kontrast til facaden står den enkle gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Kvistene viser, at tagetagen på et tidspunkt er inddraget til bolig, hvilket også er med til at afspejle bygningens udviklingshistorie. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning, hvor den gennemgående midterskillevæg opdeler etagerne i rum mod henholdsvis gade og gård. Hertil kommer det ene velbevarede kabinet i stueetagen, der afspejler klassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. På de øvrige hovedetager viser indretningen en nyere anvendelse af rummene, hvor opdelingen med ældre skillevægge med opsprossede glaspartier i mindre kontorer bygningens fortid med en større industriel produktion op gennem 1800-tallet. Produktionen har med stor sandsynlighed ligget i anlæggets side- og baghus, mens kontorer lå i forhuset. Denne indretning har siden 1978 tillige været egnet til at danne om hovedkvarter for forskellige politiske partier. Endelig knytter sig endvidere betydelig kulturhistorisk værdi til trapperummet, der med sin særegne og sjældne udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klassicistiske facade, der med sine pilastre i kolossalorden giver bygningen et særdeles storladent og markant udtryk. Således fremstår bygningen særdeles markant blandt gadens øvrige bygninger, der typisk for kvarteret og dets historie, har et mere nedtonet og prunkløst klassicistisk formsprog. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til det højloftede portrum, der med sin panelering, indfatninger og sine trapper ind til stueetagens erhvervslejemål i stilistisk afspejler ombygning og udvidelse af forhuset i slutningen af 1800-tallet. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til farvesætningen, der gør at facadens led, pilastre, fordakning etc. bliver fremhævet på baggrund af murfladernes mere neutrale farvenuance. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til det lille kabinet i stueetagen, der med sin panelering, pudsede vægge og lofter, feltinddelte vægge, stukkatur og de til perioden tilhørende døre på fornem vis formidler den herskende smag i slutningen af 1700-tallet. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til trapperummet, hvor de lette og elegant svungne trappeløb, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt. Hermed er trapperummet med til at formidle bygningens oprindelse som et af Nørre Kvarters finere beboelseshuse.

Læs videre om

• Dybensgade 22, København
• Klareboderne 3, København
• Nyhavn 27, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen