Studiestræde 35, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var de klassicistiske huse karakteriseret ved velproportionerede facader med pudset underfacade med en kvaderfugning, der danner stik over vinduer og port – som af og til blev modsvaret af en rundblænding for symmetriens skyld. Yderfagene blev accentueret ved konsolbårne frontoner over beletagens vinduer og flade murfelter mellem 2. og 3. etage. Hjørnehusene fik den karakteristiske skrå afskæring, der i så høj grad præger de klassicistiske kvarterer, hvor den dekorative udsmykning ofte blev begrænset til hjørnefaget, som på den måde virkede dobbelt markant. Enkelte af de større bygårde fik en mere monumental udformning med pilasterprydet midterparti. Studiestræde hed oprindeligt Rådhusstræde. Bygningen på hjørnet af Nørregade, der nu er bispegård, var Københavns andet rådhus. Bygningen er brændt flere gange for siden at blive genopført. Gården blev som lån overdraget til det af Christian I stiftede universitet i 1479, og var universitetets hovedbygning, som blev kaldt Studiegården. Efter overdragelsen blev gaden omdøbt til Studiestræde. København fik et nyt rådhus på Gammeltorv, og strædet bagved overtog navnet Rådhusstræde. Studiestræde 35 blev opført i 1796 for brændevinsbrænder Wilhelm Biermann.

Studiestræde 35 ligger med forhuset ud til gaden og er mod gården sammenbygget med et side- og baghus, der dog ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er grundmuret, syv fag bredt og tre etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. I sjette og syvende fag er portåbningen, og der er nedgang til en kælder i fjerde fag. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er pudset. Underfacaden er glatpudset op til en cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. Mellem anden og tredje etage er et fladt, tilbageliggende parti. Gesimsen under taget er en tandsnitgesims. Farveholdningen er grå maling på murfladerne og hvidkalket gesims og bånd. Mod gården er muren let pudset og gulmalet, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. Der er en ældre fyldingsdør med ruder øverst ned til kælderen i femte fag. På gårdsiden er forhuset sammenbygget med et sidehus og et baghus, der omkranser et mindre gårdrum. Sidehus og baghus er ikke omfattet af fredningen. Vinduerne mod gaden er alle primært ældre korspostvinduer med opdelte underrammer, mens der i kælderetagen er isat moderne helrudevinduer. Alle er malet mørkegrønne. Mod gården har vinduerne en lignende udformning i stue- og tredje etage, mens vinduerne i anden etage er særlig store, hvor både de øverste og nederste rammer er vandret inddelte i to ruder. Vinduerne er ældre eller er traditionelt udførte. På denne side er den også en kældernedgang, hvori der sidder en nyere, grønmalet dør med opdelt overvindue. Porten er en nyere, traditionelt udført, tofløjet port med bosserede fyldinger. Porten har nyere hængsler og lukketøj. Portoverliggeren er glat, og herover er et nyere halvcirkulært vindue med radiære sprosser. Portrummet har et gulv med brosten og væggene er indklædt med brædder med perlestav på den nederste halvdel, mens den øvrige del af væggene og loftet er glat og pudset. Fra portrummet er der over en syvtrins trappe og gennem en nyere, glat dør adgang til trapperummet. Taget er et heltag med røde vingetegl. I rygningen er to blokformede skorstenspiber med sokkel. I begge tagflader ses flere ældre, trefags kviste og to nyere ovenlysvinduer i tagfladen mod gården. Fra portrummet er der adgang til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har køkken med bevarede ildstedskapper og et lille, i nyere tid indrettet badeværelse og et kammer på to fag mod gården. I badeværelserne ses tillige ildstedkapper, der er blevet integreret i indretningen. Mod gaden er der en trefags stue, en etfags forstue og et etfags kammer samt et tofags kabinet. Det ældre hanebåndsloft er i nyere tid indrettet til lejlighed, hvorfra der også er adgang til det udnyttede spidsloft ad en intern trappe. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er glatte mod lysningen og slanke, kantede balustre med små trævolutter imellem. Håndlisten er malet. Der er pudset under løbene. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen stammer fra opførelsen eller er udført i kopi af et ældre forlæg. Trin og reposer er beklædt med vinyl. I stue-, anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Lysningspanelerne har riflede felter, heraf nogle med cirkelmønster. Dekorationens udformning varierer mellem etagerne. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims og cirkelslag. Vinduerne har hulposte med tilhørende profileret tværpost. Mod gården ses også helpanering med lysningspaneler, der har en kanneleret dekoration. Lodposte og tværposte har samme udformning som mod gaden. Enkelte vinduer har tilhørende ældre anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har to fyldinger og enkelte senklassiscistiske døre med fem fyldinger. En del døre er nye fyldingsdøre, der er udført efter ældre forlæg. Dørene har nyere beslåning. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Lejlighederne er udstyret med nyere bræddegulve. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og pudsede lofter. Gulvene er bellagt med fliser. Døren fra gaden og ned til kælderen er en ældre fyldingsdør med ruder i øverste halvdel. Døren er grønmalet.

Bygningen indgår i middelalderbyens kompakte bebyggelse, og facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden i kraft af de ens bygningshøjder, de mange steder gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene tillige et traditionelt og historisk baggårdsmiljø, der viser bygningernes hierarki, og hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Den kulturhistoriske værdi ved Studiestræde 35 knytter sig i det ydre til ejendommen bestående af forhuset med porten, der vidner om bygningens status som en bygård beliggende på en stor grund, hvor der også var plads til at bygge side- og baghus, der dog ikke er fredet. I modsætning hertil var byhusene, der lå på mindre matrikler, hvilket ikke tillod etablering af en køreport. Også forhusets repræsentative facade med det klassicistiske udtryk karakteriseret ved cordongesimsens vandrette opdeling i underfacade og overfacade samt de øvrige klassicistiske stilelementer, herunder hovedgesimsen med tandsnit og sidefagenes kurvehanksbuede portåbning er en væsentlig del af den kulturhistoriske værdi. I kontrast hertil står den enkle gulmalede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Kvistene viser, at tagetagen på et tidspunkt er inddraget til bolig, hvilket også er med til at afspejle bygningens udviklingshistorie. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved at stuer og kabinetter vender mod gaden, mens trapperum, køkken, bad og værelser ligger mod gården. Den bevarede planløsning på 1. og 2, sal afspejler også, at bygningen oprindeligt rummede to lejligheder på disse etager, hvilket især kommer til udtryk i de bevarede ildstedkapper. På disse etager er to ildstedskapper, hvilket vidner om, at der var indrettet i to mindre boligenheder. Dette træk er karakteristisk for Nørre Kvarter, der blev hårdt ramt af branden i 1795. Efter branden var det af største vigtighed, at få bygget nye boliger til områdets talrige hjemløse familier. Den herskende levevis i datiden er derfor stadig aflæselig i bygningernes indretning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler klassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet.

Den arkitektoniske værdi ved Studiestræde 35 knytter sig i det ydre til facadens nedtonede klassicistiske udtryk, der karakteriseres af den taktfaste vinduessætning, der kun brydes af portfaget i den ene side. Facadens vertikale accentuering forankres og får modvægt af den vandrette inddeling i cordongesimsen og det let tilbagetrukne felt mellem anden og tredje etage. Facaden afsluttes harmonisk øverst af hovedgesimsen med tandsnit. Også facadens diskrete og tidstypiske farvesætning udgør en væsentlig del af bygningens arkitektoniske udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuerne og trapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Gammel Mønt 25, København
• Ny Adelgade 9, København
• Wildersgade 37, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen