Svinkløvvej 547

Bygningen, der kaldes for Syndefaldet efter den nærliggende kløft Faldet, blev opført i 1917 af kgl. Bygningsinspektør Ejnar Packness til chefredaktør Schiøttz-Christensen. Bygningen har siden 1917 fungeret som sommerhus. Senere overgik bygningen til Schiøttz-Christensen søster Eja Packness, der var gift med Ejnar Packness. Eja Packness testamenterede i 1987 brugsretten til sommerhuset til Aalborg Stiftstidendes medarbejdere. Eja Packness døde i 1998, 103 år gammel.

I sommerhuset findes to gæstebøger som kronologisk, og meget minutiøst, beskriver husets historie fra opførelsen i 1917 til i dag. Bøgerne ajourføres løbende.

Bygningen ligger i Svinkløv Klitplantage, få hundrede meter fra Vesterhavet og Svinkløv Badehotel.

Bygningen er en grundmuret, rektangulær længe med kampestenssokkel, grovpudsede og sortkalkede mursider, hvidmalede vindskeder og rødt, teglhængt heltag, hvori der sidder en markant, muret skorsten med sokkel og krave. Overgavlene er af rødmalede, lodrette brædder én på to. Hoveddøren sidder i gavlen mod vest. Dør- og vindueslysninger er hvide, mens bygningens ældre, rødmalede vinduer er opsprossede.

I det indre har bygningen bevaret sin oprindelige planløsning med en central fordelingsgang, der mod nord leder til et kammer og køkken, mod øst til en gennemgående stue og mod syd til to mindre værelser. Under køkkenet findes en mindre kælder. Tagetagen er uudnyttet.

Alle overflader er i det indre præget af den oprindelige, eller ældre, materialeholdning i form af kork- og bræddegulve, fyldingsdøre, gerichter, synlige loftsbjælker og bræddelofter. Hertil kommer en stor mængde nagelfast, oprindeligt inventar i form af knagerækker, en stige til loftet, klapbord, indbyggede skabe og slagbænke.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til den stedtilpassede beliggenhed i det karakteristiske, skovklædte klitlandskab, som kendetegner området ved Svinkløv. Bygningen ligger således ved et skovbryn, for enden af en mindre grusvej. Den lave placering på en svagt skrånende, østvendt bakke, giver sammen med den omkransende, tætte bevoksning, læ for vestenvinden og bidrager dermed til opretholdelsen af egnens traditionelle byggeskik, hvor arkitekturen bevidst tilpasser sig den omgivende og altdominerende natur.

Sommerhusets kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningen som repræsentant for datidens interesse for det lille danske hus, hvilket ses i det gedigne materialevalg og de gennembearbejdede detaljer.

Bygningen kan ikke stilbestemmes som tilhørende en bestemt tradition, men rummer individuelle og nationalromantiske træk i blandt andet soklen, pinaklerne og skorstenen samt træk fra den saglighed, som kendetegner Bedre Byggeskik. Dette ses i den sluttede bygningskrop og den symmetriske planløsning. Hertil kommer de egnskarakteristiske træk i form af forskælling og hvidmalede vindueslysninger.

Kulturhistorisk interessant er endvidere de mange oprindelige bygningsdele som findes bevaret, herunder korkgulve, bræddegulve, dørtrin, fyldingsdøre, dørgreb, gerichter, knagerækker, loftsbjælker og bræddelofter. Desuden findes det oprindelige, til bygningen tegnede, nagelfaste inventar i form af borde, klapborde, stole, skabe, stiger og slagbænke bevaret.

Bygningens arkitektoniske værdi ligger i det sluttede, rektangulære volumen med det djærve og jordbundne udtryk. Den arketypiske form med den solide fremtræden understreges af soklens groft tilhuggede kampesten, de ru mursider samt de ubrudte og ikke opskalkede tagflader med det brede udhæng. Bygningen signalerer utvetydigt, at her er det den saglige bygmestertradition ikke den akademisk skolede arkitekt der har ryddet lysningen og bygget et hus.

Karakteristisk for bygningen er endvidere, at det er få, men markante detaljer, som dominerer helhedsindtrykket og at detaljeringen, på nær pinaklerne og gavlvinduernes konsolbårne fordakninger, ligger i selve materialebearbejdelsen. Dette ses blandt andet i den kraftige, hamburgerfugede og hvidoptrukne kampestenssokkel samt i den store og særprægede skorsten. Begge er funktionelle grundelementer, som gennem deres detaljerede bearbejdning får et selvstændigt, næsten skulpturelt udtryk, der i høj grad er med til at løfte bygningen arkitektonisk.

Hertil kommer den kraftige farvesætning i sort, hvid og rød, som kulminerer omkring hoveddøren og vinduerne, hvor de hvide lysninger kontrasterer de sorte murflader og dybrøde vinduer.

I det indre opleves en autentisk, beskyttende atmosfære, hvilket skyldes den gedigne, oprindelige materialeholdning, de dybe vindueslysninger og den bibeholdte, mørke farvesætning af døre, gerichter, nagelfast inventar og lofter. Hertil kommer, at den symmetriske og logiske plandisposition får bygningen til at virke både overskueligt og rummelig.

Læs videre om

• Birkelse
• Sandagervej 52
• Slettestrand Redningsstation

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen