Ursins Gård

Viborg bykernes grundplan blev fastlagt i løbet af middelalderen. Allerede på dette tidlige tidspunkt var Viborg et vigtigt kulturelt knudepunkt i Midtjylland. Middelalderbyen var omgivet af volde og hegn, og byens midtpunkt var domkirken. Middelalderbyens kulturelle rolle afspejler sig ikke mindst i anlæggelsen af flere klostre samt opførelsen af mange adels- og præstegårde. Domkirken blev antagelig opført fra 1125 som afløsning af en ældre kirke, og gejstligheden var herefter hovedsagelig koncentreret i kvarteret omkring domkirken og langs Sct. Mogens Gade, der var byens nordgående hovedgade.

I tiden efter reformationen i 1536 blev der vendt op og ned på mange ting i byen, men det ændrede ikke væsentligt ved byens gadestruktur – ud over at et par af byens kirkegårde blev omdannet til henholdsvis Nytorv og Hjultorv. I sidste halvdel af 1500-tallet var byen præget af fremgang, men i 1600- og 1700-tallet blev byen igen ramt af nedgangstider, brande og krige. Byen brændte således både i 1615, i 1667 og i 1726. Byen oplevede et mindre opsving mod slutningen af 1700-tallet, stimuleret af kystbyernes øgede søfart og handel.

Sct. Mogens Gade blev i løbet af 1400- og 1500-tallet den vigtigste færdselsåre mod nord. Gadebredden er typisk for middelaldergaderne på omkring 8 meter og består af en 1-2 etagers høj randbebyggelse. Bygningerne ligger lige i gadelinjen, og der dannes hermed et smalt og lukket gaderum. Kig ind til forskellige brostensbelagte, grønne gårdrum og gadens inventar af lygtestandere og gamle skilte danner tilsammen indtrykket af en helstøbt, gammel købstadsgade.

Grunden til Sct. Mogens Gade 32 blev købt at bygmester og gipsemester Willads Stilling (1757-1831) i 1802, Viborgs mest fremtrædende bygmester i perioden. Stilling stod både for istandsættelser og nybygninger. Til sidstnævnte kategori hører en lille gruppe fine byhuse såsom Gamle Vagt, Ll. Sct. Hans Gade 20 fra 1805 og Stillings Gaard, Nytorv 6 fra 1813 og her Ursins Gaard fra ca. 1825.

På grunden lå en brændt ejendom, som Stilling nedrev for at kunne bygge forhuset og sidehuset. Forinden havde han købt det gamle, nord for domkirken beliggende Sankt Marie Kloster til nedrivning og brugte nu materialerne herfra til sine nybygninger, blandt andet også til gården i Sct. Mogens Gade. Sidehuset blev i 1811-1818 forlænget med tre fag bindingsværk og senere, i 1847-1857, forhøjet med en etage. Gavlstuen med den lille altan må stamme fra denne periode.

Det lille, ikke fredede baghus i bindingsværk kom formentlig til omkring 1894.

I 1918 bliver forhuset fredet. Fredningen bliver udvidet med sidehuset i 1983.

I 1987 bliver ejendommen istandsat og indrettet til det antal lejligheder, der findes i dag. Omkring 2006 gennemgik forhuset en gennemgribende facadeistandsættelse.

Ejendommens navn kommer fra en af dens kendteste ejere, stiftsprovst og historiker Martin Reinhardt Ursin (1795-1855), der i 1827 blev udnævnt til residerende kapellan ved Viborg domkirke og fra 1843 stiftsprovst i Viborg stift og provst for Viborg købstad med annekser. I 1849 udgav han Stiftsstaden Viborg, En topographisk, historisk og statistisk Beskrivelse. Ursin ejede gården fra 1834 til sin død i 1855. Det er således Martin Ursin, der i sidehuset får indrettet den fine sal med balkonen – måske som et arbejdsværelse til sig selv?

Ursins Gård ligger i husrækken i Sct. Mogens Gade, hvor forhuset markerer sig både med sin højde og dekorative facade. Det statelige forhus har ikke direkte adgang fra gaden, men en muret port fører ind til en stor, brolagt gård, hvorfra der er adgang til både forhuset og sidehuset samt et lille baghus, der dog ikke er fredet. Ejendommen er indrettet til otte boliger.

Det to etager høje forhus er grundmuret, pudset og gulkalket over en lav sokkel af granitkvadre. Den rigt dekorerede facade består af syv fag vinduer, hvor de tre midterste fag har et aflangt felt med guirlandeagtig dekoration mellem stueetagen og første etage, alt hvidkalket. De to yderste fag er særligt fremhævet ved en hvidkalket refendfuget stueetage, som fortsætter i tre kanellerede pilastre, der afsluttes under den store gesims under taget. Den stærkt udkragede, hvidkalkede gesims har sparrenkopper, og gesimsen er ført omkring hjørnet på facaden. Herover er det mod gaden højt opskalkede helvalmede tegltag, hvor to murede skorstenpiber med sokkel og udkragning er anbragt i rygningen. Forhusets gavle og bagside er uden dekorationer over en sorttjæret, høj sokkel, men dog pudset og kalket, ligesom den hvide gesims under taget er profileret, men her udført i træ. Hovedindgangsdøren til forhuset er en ældre tofløjet fyldingsdør med et overvindue. En granittrappe på fire trin med håndsmedet gelænder fører op til døren. Ved siden af trappen er en nedgang til kælderen, dækket af en skrå revleluge.

Vinduerne er ældre, men har fået fornyet beslåningen. Mod gaden er der korspostvinduer med to ruder i nederste ramme og drypnæse på tværposten samt en tynd (skifer)plade som sålbænk. Vinduerne sidder næsten i flugt med facadepudsen. Mod gården er vinduerne ligeledes ældre, men omhængslede; her dog med små ruder, fire i øverste rammer og seks i de nederste rammer. Forhusets gavle er uden vinduer.

Sammenbygget med forhusets gavl mod nord er en gulkalket mur i højde med første etage. Muren er afdækket med to rækker tegl og har en kurvehanksbuet portåbning, hvor vederlaget samt topstenen er markeret med et let fremspring, der yderligere er kalket hvidt. Muren er desuden forsynet med to runde blændinger, det sydligste med stjerneformet sprosseværk af støbejern.

Bag muren og sammenbygget med nordgavlen på forhuset er en grundmuret tilbygning i én etage. Bygningen er pudset, gulkalket over en sorttjæret sokkel og har en profileret, hvidkalket gesims op mod taget, der er et temmelig fladt og valmet tegltag. I bygningen er to vinduer samt en nyere dør med tre bosserede fyldinger og et todelt vindue øverst.

Lidt tilbagerykket fra forhusets sydgavl er et langt, to etager højt sidehus tilbygget. Sidehuset er grundmuret og tyndpudset samt gulkalket over en sortmalet sokkelmarkering. Muren afsluttes under taget med en treleddet, udkraget gesims, der er hvidkalket. Murværket er meget sammensat med spor efter et ældre buet dørhul, men er for de sidste (de østligste) fire fags vedkommende opbygget i bindingsværk, der er kalket over stok og sten. Det lave heltag har to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Taget har på sydsiden to GVO-vinduer, mens det på gårdsiden har tre tømmerkviste med trekantgavl og tagpaptag. Da grunden skråner en del, er gavlen mod øst i tre etager. Den er muret og står med røde tegl i blokforbandt op til overkanten af stueetagens vinduer. Herover er muren pudset og gulkalket. En række nye murankre holder gavl og bindingsværk sammen ved det søndre hjørne. Gavlens tag er helvalmet og der er lukket op mod tagrummet med en hvidmalet sugfjæl. Med indgang fra haven er to ældre fyldingsdøre fra perioden omkring år 1900. Vinduerne i gavlen er meget forskellige typer, men traditionelt udført og opdelt. Særpræget er dog overetagens vinduer, som er enrammede med otte ruder og med et halvcirkulært vindue, indrammet af tæt krydsende sprosser. Samme overvinduestype er sat over en tofløjet altandør med glas, som fører ud til en usædvanlig balkon. Balkonen er smal og bæres af to volutkonsoller af træ og har et spinkelt værn af jern.

I det indre er forhuset disponeret med en lejlighed på hver etage. Planløsningen er nyere, men følger den traditionelle rumopdeling, hvor sal (den store stue) og kabinetter (værelser) ligger mod gaden, mens forstuen, som i dette tilfælde ligger omtrent midt på gårdsiden, til højre fører ind til køkken mod gården og til venstre til trapperummet i hjørnet op mod sydgavlen. I trapperummet er en meget enkel toløbstrappe med kvadratiske balustre og sortmalet håndliste. Trappen kan være oprindelig, men er det næppe. I stueetagen er køkkenet trukket med ud i tilbygningen i gavlen, hvor der også er indrettet en bagindgang og et toilet. Der er også indbygget et toilet i den søndre gavl under hovedtrappen. På første etage er indretningen meget lig i stuen, dog er der plads til en stor forstue, hvorfra der er adgang til den store trefagssal ad dobbelte fløjdøre.

Interiørerne er præget af snedkerarbejder fra opførelsen: ældre, brede gulvbrædder er bevaret, vægpaneler med spejl langs væggene, (i stueetagen også lysningspaneler), dobbelte fløjdøre med en enkelt slagsliste og tre fyldinger, hvor den mellemste har riflet spejl og indstukne hængsler samt indfatninger fra perioden, den såkaldte Harsdorff-profil med en omløbende platte. Der findes også enkelte enfyldings og tofyldingsdøre, som dog er omhængslede. Vinduernes lod- og tværpost kan være oprindelig; lodposten har en glat forside med trekvartstaf på hjørnet, mens tværposten er profileret med et rundet profil. Lofterne er pudsede og har bevaret den oprindelige store og dybe loftgesims. Køkkener og baderum har ganske nye overflader. Tagrummet har bevaret en ældre tagkonstruktion, der dog er forstærket med lasker ud mod gadesidens styrtrumsmur. Der er blødt undertag. Kælderen under forhuset har et ældre gulv af røde tegl lagt på fladen og pudsede vægge. Der er efterisoleret op mod etagen mellem bjælkerne.

Sidehuset er indrettet således, at et trapperum omtrent midt på længen giver adgang til en lejlighed til hver side og til begge etager. Trappen er en nyere ligeløbstrappe af lakeret fyrretræ med indstemte trin og gelænder af rundstokke: Gulvet i trapperummet er nyere klinker. Lejlighederne på den øverste etage har ad en intern, nyere, lakeret trappe med åbne trin adgang til værelser i taget. Lejlighedernes udstyr er sammensat, idet en del stammer fra den nuværende opdeling af lejligheder i 1987, således er gulve, vægge og lofter, køkkener og bad fra denne periode, samt glatte døre og enkelte enrammede vinduer. Alligevel findes der også mange ældre døre, nogle ser ud til at være fra tidligt i 1800-årene, mens andre må være fra 1800-tallets midte: Vinduerne ser ud til at være fra 1900-tallets første del. I sidehusets gavl er en usædvanlig fornem stue indrettet. I gavlvæggen er dobbeltdøren ud til balkonen flankeret af de to vinduer med halvcirkulær overkant. Loftet i dette rum er trukket op i tagkonstruktionen i en stor hulkehl, der giver rummet en havesalsagtig karakter. Dørene ind til salen er dobbeltdøre med fem fyldinger med indstukne hængsler fra omkring 1850. Dørfløjene kan dog være ældre, nemlig fra 1700-tallets sidste del.

Tagværket over sidehuset er delvis fornyet med dobbelte plankespær. Kælderen under sidehuset har støbt gulv, pudsede vægge og puds mellem bjælkerne.

Den miljømæssige værdi for Ursins Gård ligger i det fritliggende og højtliggende bygningsanlægs placering langs med Sct. Mogens Gade over for Karnapgården. Forhuset er med sin markante højde, det store valmede tag, de rige dekorationer og den fremtrædende placering i gadebilledet med til at understøtte oplevelsen af Sct. Mogens Gades historiske bebyggelse.

Sammen med Karnapgården danner Ursins Gård et sigtepunkt i den lange, brolagte gade. Bygningen er derfor af overordentlig stor betydning for det historiske kulturmiljø på stedet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til gårdens disposition med forhus, sidehus (og senere tilkomne tværhus) samt den store gårdsplads og have bagtil.

Den kulturhistoriske værdi ved Ursins Gård knytter sig dels til forhuset som en prominent bolig for det bedrestillede borgerskab og dels til den samlede gård som en typisk bygård med beboelse og sekundære funktioner i sidehus og siden værksted i baghuset. Det fornemme og herskabelige kan aflæses i forhusets voluminøse størrelse, både i facadehøjden og det stejlt opskalkede tagflade mod gaden, men i særdeleshed i de dekorative bygningsdetaljer, herunder de pudsede, refendfugede yderpartier med pudsede pilastre og den klassisk inspirerede gesims under taget. Herved adskiller forhuset sig fra lavere og mere diskret udsmykkede facader. Etagerne er høje i forhuset og derfor er vinduerne mod gaden også forsynet med et stort rudeformat, mens der mod gården anvendes den mere almindelige – og billigere – rudestørrelse på opførelsestidspunktet. Den høje mur mod gaden er med til at understrege gårdens status med den brede, kurvehanksbuede åbning ind til det store, brolagte gårdrum.

Sidehusets underordnede funktion kan aflæses i det smallere bygningsvolumen og deraf lavere taghældning. Den lange bygnings historie fortælles af de mange spor i murværket, de mange forskellige murstensformater og ikke mindst af bindingsværket i bygningens østre ende. Her åbner længen sig ud mod haven og byen med balkonen og de to flankerende prydvinduer.

Der er kulturhistorisk værdi i kældrene, som var vigtige, kølige opbevaringsrum. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i forhusets ubrudte tagflader, da tagrummene næsten udelukkende blev anvendt til opbevaring og iblandt til værelser for tjenestefolk.

I det indre af forhuset knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre planløsning med en langsgående hovedskillevæg, der opdeler de fine stuer mod gaden fra de sekundære rum som forstuen og køkkener mod gården. Kontrasten imellem herskabets store bolig i forhuset med stuer en suite mod gaden og de mindre, sekundære rum i sidehuset er stadig aflæselig.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder skorstene, en- og tofløjede fyldingsdøre, hovedsagelig fra opførelsen med tre fyldinger og enkelt slagliste, indstukne hængsler, indfatninger fra perioden, vægpaneler, og i stueetagen lysningspaneler, de ældre bræddegulve og de pudsede lofters store og dybe loftgesimser. De ældre bygningsdele er et vigtigt vidnesbyrd om bygningens alder.

I det ydre har Ursins Gård arkitektonisk værdi, fordi det fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsanlæg med pudset murværk og stejle, teglhængte tagflader med markante skorstenspiber i rygningerne. Forhusets høje etager og store, valmede tagflade og den brede port mod gaden fremstår som en helhed og med en klædelig tyngde. Den pudsede udsmykning og farvesætningen er med til at tiltrække sig den forbipasserendes opmærksomhed. Dekorationerne tager afsæt i et klassisk formsprog, som dog bliver tolket og gengivet i en mindre detaljetung udgave. Mod gården er bygningernes detaljering sparsom; det var facaden, der skulle virke stærkt i gadebilledet. De ældre og traditionelt udførte vinduer og døre har stor indvirkning på den samlede arkitektoniske opfattelse, grundet deres ensartede bearbejdning og deres taktfaste placering.

Den herlige helvalmede gavl med balkonen på sidehuset er af stor arkitektonisk værdi.

I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de veldimensionerede rum og stuer i forhuset med de tilhørende interiører, der er proportioneret efter rummene. I sidehuset er det særligt det fine værelse ud til balkonen, der med sit kuplede loft er af stor arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Morvilles Gård
• Sankt Mogensgade 3
• Skolestræde 2, Viborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen