Faktaboks

Valdemar Foersom Hegndal
Født
2. februar 1916, Randers
Titel
Billedhugger
Virkested
Danmark

Biografi

Valdemar Foersom Hegndal blev uddannet billedskærer, før han søgte ind på Kunstakademiet i København. Træet har derfor i perioder været hans foretrukne materiale. De tidligste arbejder udførtes dog i ler, pastelina og cement. F.H.s værk kredser om menneskefiguren, som oftest den nøgne kvindeskikkelse. Målet er det skønne, det venlige og det harmoniske. I de tidligere værker stræbte han efter portrætlighed, men senere er det blevet kvindekroppens essens, der er det afgørende mål. Et hovedværk er lerrelieffet Pygmalion, 1960, som skildrer den græske billedhugger Pygmalions skabelse af den ideelle kvinde, Afrodite. Op gennem 1960erne udviklede F.H. et forfinet og stiliseret formsprog med mindelser om arkaisk skulptur. Det yndefulde accentueres af langstrakte lemmer. Denne stilisering når et klimaks i de såkaldte Ikaros-figurer fra 1960erne og frem, hvor Ikaros er minimeret til et enkelt opadstræbende vingemotiv. F.H. har en forkærlighed for arbejdet med bemalede skulpturer, f.eks. Ode til en græsk vase, der viser 6 legemsstore, guldbelagte menneskefigurer, inspireret af John Keats' digt. Den italienske Commedia dell'arte har ligeledes givet inspiration til polykrome træfigurer. Kirkeudsmykningerne bærer præg af den samme lethed og ynde som de verdslige værker. Siden F.H. fik sommerbolig i Vendsyssel i 1962 har han desuden været optaget af et impressionistisk inspireret lys- og farvemaleri med motivisk inspiration i Vendsyssels landskab.

Genealogi

Foersom Hegndal, Valdemar, *1916, billedhugger. *2.2.1916 i Randers. Forældre: Snedkerm. Valdemar Jens Søren H. og Petra Foersom. ~1° 31.7.1949 i Risskov med børnehavelærer Ilse Marie Mogensen, *31.7.1917 i Århus. Ægteskabet opl. 1952. ~2° 30.12.1953 i Vejlby med oversygeplejerske Eva Frideborg Höglander, *17.11.1921 i Skellefteå, Sverige, †18.11.1989 i Risskov, datter af tekstilarb. Karl Signar H. og Hilda Emerentia Linde.

Uddannelse

Udd. billedskærer; Gustav Bachmanns malersk., Århus 1936- 40; Harald Isensteins kunstsk. 1940; Kunstakad. Kbh. (Einar Utzon-Frank) 1942-50, grafiske sk. 1945.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links