Vang, Sulsted

Vang kendes fra middelalderens slutning, hvor den omkring 1490 var i Eskild Nielsen Banners (skiftede senere navn til Høg) besiddelse. Vang forblev i familien Høgs besiddelse i syv slægtsled, indtil 1752, bl.a. under Jens Høg, der gjorde sig bemærket ved at organisere modstand mod svenskerne under Torstenssonkrigen 1643-45, men som efter sigende en tid måtte søge tilflugt i et skjult rum bag hovedbygningens paneler. Den nuværende hovedbygning må tilskrives Severin Gleerup, der havde overtaget gården i 1780 efter at være opvokset på den nu nedrevne herregård Rødslet, og som efter alt at dømme lod barndomshjemmets være inspiration for nybyggeriet på Vang.

I de tre generationer, hvor familien Gleerup ejede Vang, blev stedet kendt for stor gæstfrihed. Det siges, at der altid stod 12 opredte senge parat til uanmeldte gæster, men under krigen i 1864 måtte gården mere dystert anvendes til indkvartering af det danske militær, herimellem den senere Kong Frederik VIII. Og som om det ikke var nok, måtte Vang efter tilbagetoget fra Dybbøl for en tid tjene som kvarter for opmarcherede tyske soldater. Vang blev solgt fra Gleerupslægten i 1899, og i de senere år har gården fungeret som stutteri af travheste af høj kvalitet alle hestene får efternavnet Vang.

Det middelalderlige Vangs udseende kendes ikke, og den bindingsværksgård i to stokværk, der opførtes i 1630erne, kendes kun fra et maleri på et skrin fra 1782, hvor bygningsmassen fremstår som en lidt rodet sammensætning af huse i forskellige højer. Opførelsen af den nuværende hovedbygning blev påbegyndt i 1788, efter at en brand forårsaget af et lynnedslag havde ødelagt den gamle gård, ligesom ladegården kort tid forinden ligeledes var brændt. Nybyggeriet kom til at bære præg af inspirationen fra bygherrens, Severin Gleerups, barndomshjem, Rødslet. Det kom bl.a. til udtryk i de to hovedbygningers kviste mod gårdsiden med deres svungne konturer. Inde i bygningen blev især midterfløjens spisesal genstand for udsmykning, og her findes endnu en del stukdekorationer, der menes at stamme fra husets opførelse. Mesteren for dette arbejde er ikke kendt, men stukarbejderne er udført i høj kvalitet, og det er sandsynligt, at de er udført af italienske stukarbejdere.

Avlsbygningerne er hovedsagligt opført i 1933 efter en brand. I 1960'erne blev der gennemført en gennemgribende renovering af bygningerne på Vang, og i dag fremstår hovedbygningen i sit ydre som ved opførelsen for godt 200 år siden.

Lidt nord for Aalborg, ved byen Vestbjerg, ligger Vang Hovedgår der er omgivet af vandgrave mod nord, syd og øst, og mod vest af et stort haveanlæg med udstrakt plæne med store solitære træer. Vandgraven er fredet som fortidsminde. Øst for hovedbygningen ligger et nyere avlsgårdsanlæg.

Den fredede hovedbygning udgøres af en trelænget, grundmuret og hvidkalket bygning der står på en sokkel af kampestenskvadre. Taget er et let opskalket heltag belagt med røde vingetegl. Sidefløjene har halvvalm. I rygningen findes i alt otte hvidtede skorstenspiber. Centralt på facaden er en gennemgående gavlkvist med let svungne gavle. Hovedindgangen udgøres af en tofløjet fyldingsdør med udskåret gericht, som nås via tre granittrin, og på hver sidefløj er ligeledes et tofløjet dørparti. Alle døre er rødmalede. Vinduerne er af korsposttypen og er alle hvidmalede. De er traditionelt udførte og af nyere dato. En muret gesims udgør den eneste dekoration på de enkle og taktfast opbyggede facader. Der er kælder under en del af bygningen. Gårdspladsen, og den stensatte bro der fører over voldgraven, har pigstensbelægning med bevarede hovfelter.

I det indre er bygningen generelt præget af en ældre planløsning, med stuer en suite i midterfløjens nordlige del, og et nyere indrettet køkken i den nordre sidefløj samt værelser og kontor i den søndre sidefløj. I midterfløjens nordvestlige hjørne er en spisestue med rigt dekorerede stukfelter på vægge og lofter, samt en udgang til haven. Herefter følger en række stuer en suite, som ender i en tapetbeklædt havestue, placeret bag hallen hvori også trappen til gavlkvistens værelser står. I hallen ses kraftige, rødmalede loftsbjælker. I stuerne er flere store åbne ildsteder. Gulvene er af massive planker, hvoraf flere er oprindelige, og der er brystpaneler samt bjælkelofter i stuerne. Hertil kommer et rum til venstre for hallen som har marmoreret stuk og synligt bindingsværk med gulkalkede tavl. Ved indgangspartierne er, i nyere tid, opstillet et vindfang med hvidmalede rammedøre med glasfelter.

For Vang er den miljømæssige kvalitet knyttet til hovedbygningens placering på voldstedet, der er omgivet af vandgrave og den mod vest beliggende have. Dette bidrager til oplevelsen af et historisk miljø og giver hovedbygningen et værdigt udtryk, der gradvist afsløres efterhånden som man bevæger sig op af den bugtede indkørsel fra syd. Her møder man først en dam, som udløber af voldgraven, og siden åbenbarer hovedbygningen sig mod vest, samt den markante avlsgård mod øst. Hertil kommer en allé, der løber mod øst imod avlsgården, og som understreger hovedbygningens symmetriakse gennem gavlkvisten.

Endelig findes miljømæssig værdi i det vidstrakte romantiske haveanlæg med den dybe plæne med fritstående træer og mindre trægrupperinger, der mod nordvest bliver til skov. Hertil kommer den brolagte gårdsplads, der ligeledes bidrager til det historiske miljø.

For Vang er den kulturhistoriske værdi knyttet til bygningens udformning, der vidner om stilidealet på opførelsestidspunktet, dog i en lokal fortolkning, der både er influeret af klassicismen, som var fremherskende på tiden, men som også er iblandet træk fra den sene barok. Dette kommer til udtryk i de svungne gavle, der opleves som bygningens hovedmotiv, og på fyldingernes udformning på yderdørene. Endvidere er bygningens placering på et voldsted med til at identificere bygningen som betydningsfuld, omend den landfaste forbindelse mod vest, til dels neutraliserer den forsvarsmæssige funktion af voldgravene.

I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de bevarede dele af den oprindelige planløsning, som viser at huset er planlagt til at rumme herskab og tyende. Dette ses blandt andet ved en bevaret paneldør i den søndre sidefløj, som giver adgang til loftet, hvor tjenestefolkene havde deres kamre. Dertil kommer dekorationerne af stuk, som i særligt forfinet og detaljeret grad findes i midterfløjens spisesal, og som må være udført af udenlandske, højt specialiserede håndværkere. Hertil kommer et rum med marmoreret stuk og loftroset, som tilsammen fortæller om datidens håndværksmæssige traditioner. Ydermere fortæller den kampestenssatte kælder med bevaret saltkar om livet på hovedgården med landbrug, tyende og herskab.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til hovedbygningens sluttede form, der er strengt symmetrisk opbygget omkring gavlkvisten med de svungne gavle, som udgør en kulmination af den ellers meget begrænsede dekoration. Foruden gavlkvisten, med urskive og en klokke, udgøres dekorationen kun af den enkle gesims samt ellipseformede udluftningshuller på midterfløjens gavlfelter.

Læs videre om

• Vang, Trap Danmark
• Borgmester Jørgen Olufsens Gård
• Enighedslund
• Refsnæs

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen