Varnæs Præstegård (Slots- og Kulturstyrelsen)

Præstegården har altid ligget, hvor den ligger i dag. Den ses første gang på Johannes Meiers håndtegnede kort fra 1641 som en stor trelænget gård. I dag er der kun to længer, foruden det fritliggende “Bachhus (bagehus). Hovedbygningen blev opført 1779 for præsten J.C. Klincker, mens længen med den tidligere forpagterbolig og stald er noget yngre. Beboelsen blev moderniseret i 1959 ved arkitekt Mogens Meyling. Et oprindeligt bulhus blev nedrevet engang i 1930'erne.

Varnæs Præstegård ligger i udkanten af landsbyen Varnæs, syd for Varnæs Kirke, og er omgivet af åbne marker. Præstegården består af et stuehus mod syd og en udlænge mod vest. Begge bygninger er opført i én etage, er grundmurede og hvidkalkede over sorttjærede kampestenssokler samt har muret gesims og afvalmede tage, der er tækket med strå og har mønning med kragetræer. I tagryggen har stuehuset tillige tre hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Stuehuset har adskillige murankre, hvoraf dem i gavlene er udformet som både tal og bogstaver, "1779", "JCK" og "MK". I gårdsiden findes to ældre, rødmalede fyldingsdøre den ene med buet overvindue og den anden er tofløjet. I havesiden findes to hvidmalede havedøre, en ældre og en nyere, der har en hvidmalet stalddør foran som skodde. Foran alle døre findes lave granittrapper. Bygningens vinduer er hovedsageligt ældre korspostvinduer, dog er enkelte torammede. Vestgavlens vinduer er endvidere nyere og udført med koblede rammer. Alle vinduer er hvidmalede, med småt opsprossede ruder og sålbænke i træ. I tagfladen findes en mindre kvist mod nord og to mod syd. I det indre er bevaret en ældre grundplan med badeværelse, køkken og entré mod gårdspladsen, mens værelser og stuer ligger mod haven. I stuerne og i de fleste værelser er bevaret ældre bræddegulve, bræddelofter med synligt bjælkelag samt døre med gerichter og bukkehornsbeslag. De ældre vinduer har indvendige forsatsrammer.

I den lille kælder mod øst og i entréen er bevaret ølandsflisegulve, mens der i bryggers, badeværelse og køkken er lagt nyere klinker, og her er ligeledes nyere interiørs. Loftet er uudnyttet og fremstår med en delvist nyere, delvist ældre konstruktion samt et nyt trægulv. Udlængen har midt i gårdsiden en ældre tofløjet dør, hvorover der findes et stort høgab med luge. I gårdsiden ses endvidere en nyere rundbuet revledør og en tofløjet revleport, begge med ældre beslag. Alle døre er rødmalede. Bygningens vinduer er i den sydlige del nyere, torammede vinduer med koblede rammer, mens de i den nordlige del er ældre støbejernsvinduer. Alle vinduer er hvidmalede.

I det indre er bevaret garage og stald i den nordlige del, mens den sydlige del har en nyere indretning med konfirmandstue, tekøkken, og toiletter. Her er nyere, men traditionelt udførte bræddegulve og lofter med fritliggende bjælker. Loftet er uudnyttet.

Den miljømæssige værdi relaterer sig til hvordan præstegården ligger i tæt forbindelse med Varnæs Kirke samt til deres fælles placering i udkanten af byen, hvor markerne støder helt op til præstegården. Den miljømæssige værdi forstærkes af de to store kastanjetræer, som danner en port, der på idyllisk og landlig vis byder velkommen til gårdspladsen. Fornemmelsen af det idylliske og rolige landskab styrkes tillige af den sydvestvendte præstegårdshave med ældre træer, en lille å og det fritliggende bagehus.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til præstegårdens intakte relation til kirken og landsbyen og er således en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Tillige fortæller den imponerende størrelse om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status, og vidner med dens isolerede beliggenhed med marker omkring, om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med større jordtilliggender. I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner næsten intakte, idet stuehuset med opsprossede vinduer, fine døre og mange skorstenspiber tydeligt adskiller sig fra udlængen med mindre åbninger, staldvinduer samt revleluger og porte, der tydeligt aftegner staldenes funktioner.

Hertil kommer værdien ved udformningen af murankrene, der på vestgavlen fastslår opførelsen i 1779, og på østgavlen med initialerne "JCK" og "MK", at bygherren var sognepræst Johann Christian Klincker og hans kone Marina Klincker. I det indre er der kulturhistorisk værdi ved stuehusets bevarede materialer og bygningsdetaljer, herunder døre med gerichter, beslag og greb samt loftsbjælker, idet de med enkelte barokke træk afspejler opførelsen i 1700-tallet. Endvidere knyttes værdi til de bevarede skorstene, da disse vidner om tidligere tiders opvarmnings-muligheder samt køkkenfunktioner. Hertil kommer den lille kælder mod øst, der stadig fungerer som fadebur, hvor der er bevarede ølandsfliser. Med til fortællingen om det tidligere køkken findes det fritliggende bagehus, der vidner om de tider, hvor det blev pålagt, at de store bageovne ikke måtte befinde sig inde i de stråtækkede længer.

Arkitektonisk fremtræder Varnæs Præstegård som et velbevaret og meget homogent anlæg. De hvidkalkede mure, stejle og store ubrudte tagflader, opsprossede vinduer samt rødmalede døre og porte samler de to bygninger visuelt og giver den traditionelle arkitektur et formfuldendt, ensartet udtryk. Desuden styrker den høje, sorte sokkel stuehusets proportionering og understreger det horisontale udtryk. Anlæggets detaljering er gennemgående enkel, og de særlige detaljer begrænser sig primært til fyldingsdørenes bemalinger. Omkring de små rektangulære fyldinger giver farveskiftet et forfinet udtryk til de ellers enkle døre. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede materialer og overflader, herunder særligt de brede, barokke døre med svungne fyldinger, brede gerichter og bukkehornsbeslag, der giver dem et elegant udtryk. Hertil kommer stuernes placering mod syd, der tildeler meget lys til rummene samt giver en direkte adgang til haven. Stuerne er højloftede og kan visuelt bære de mørke bemalede lofter, der sammen med takten af loftbjælker giver en særlig karakter til rummene. Gulvet i forstuen, der er lagt i det karakteristiske mønster med skiftevis rødlige og grålige ølandsfliser, har ligeledes en høj arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Fiskergade 3 A, Aabenraa
• Gildegade 5, Løjt Kirkeby
• Skibbrogade 3, Aabenraa

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen