Venekærgård, Flemløse

Venekærgård er opført mellem 1810 og 1820. Stuehuset er ifølge ejer ombygget ret gennemgribende i 1970erne, hvor blandt andet størstedelen af stuehusets vinduer blev udskiftet. Stråtaget er løbende udskiftet indenfor de seneste år.

Venekærgård ligger i landsbyen Voldtofte på Sydfyn. Gården består af fire længer, alle i én etage, anlagt omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Stuehuset er fritliggende, mens de tre avlslænger er sammenbyggede, alle bygninger og den pigstensbelagte gårdsplads er fredet.

Det fritliggende stuehus udgør den vestlige længe i det firelængede anlæg. Stuehuset er opført i sortopstolpet bindingsværk med afvalmet, stråtækt tag, der har mønning og i rygningen tre hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladen mod gården ses to tagskægskviste, hver med et nyere, fladbuet vindue med to rammer og små ruder. Bygningen står på en sokkel, der er delvist støbt delvist af syldsten, og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker, både korte og lange skråbånd. Alle tavl er hvidkalkede. I gårdsiden er to nyere fyldingsdøre, hvoraf den ene er tofløjet, i havesiden en nyere havedør med småtopsprossede ruder og en ældre revledør, der fører ind til bryggerset. Bygningen har torammede vinduer med småtopsprossede ruder. Hovedparten af vinduerne er nyere men traditionelt udførte, dog med nyere hængsler. Der ses et ældre vindue i nordgavlens tagetage. Gårdsidens døre er brunmalede, mens havedøren er sortmalet. Vinduerne er blåmalede mod gården og gråmalede mod haven. Vinduerne i tagskægskvistene er hvidmalede.

I det indre er en ældre grundplan delvis bevaret med en bevaret bryggersdel i den sydlige ende og med tilhørende kamre i sydgavlen. køkken mod haven, i midten af bygningen er tværskillevæggen brudt så der her optræder en L-formet stue. Den gennemgående tværskillevæg er bevaret i den nordlige del med fin stue mod haven og forstue samt kammer mod gården og to kamre mod nordgavlen. Et ældre badeværelse vender mod haven, mens et nyere gæstetoilet i tilknytning til bryggerset vender mod gården. Ved den vestlige gavl er en stor gennemgående stue. Fra bryggerset er der opgang til tagetagen. Tagetagen er uudnyttet og her ses en delvis fornyet tagkonstruktion og undersiden af stråtaget.

Materialeholdningen i stuehuset er i store træk traditionel. Der er nyere bræddegulve i de fleste rum og i bryggerset er et nyere, traditionelt udført teglstensgulv. Der er pudsede vægge og ydervæggene er indvendigt isolerede. Lofterne er nyere brædde- eller pladebeklædte lofter mellem et synligt, ældre bjælkelag. I stuerne ses tillige ældre, velbevarede er papspændte lofter med pålagte profillister i dekorativt mønster. Disse lofter kaldes Voldtoftelofter. Størsteparten af de indvendige døre er ældre fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb. I bryggerset er bageovn, gruekedel og ildsted bevaret. Her ses tillige ældre bræddevægge med revledøre med ældre beslagværk. Gårdens øvrige tre længer er sammenbyggede og er alle opført i sortopstolpet bindingsværk med afvalmet, stråtækt tag med halmmønning. Bygningen står på en sokkel, der primært er udført af syldsten men med nogle støbte partier. Over soklen er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker og både korte og lange skråbånd. En del af laden i den sydlige længe er udført med gennemstukne bjælkeender. Alle tavl er hvidkalkede. Bygningerne har ældre, store revleporte, revledøre, luger og ældre støbejernsstaldvinduer, og der er bevaret mange ældre båndbeslag, hængsler og klinkefald. I den østlige længe er et gennemgående pigstensbelagt portrum med åbent til kip, hvor undersiden af stråtaget er synligt. Væggene er ligeledes af sortopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl. Portåbningen lukkes mod gaden af en ældre tofløjet revleport, der er sorttjæret.

Gårdrummet er pigstensbelagt, og der er rester af en ældre brønd. I det indre er nord- og den nordlige del af østlængen indrettet til garager, opbevaring og værksted, mens den sydlige del af østlængen og sydlængen rummer henholdsvis en tidligere hestestald og lade. Gulvene er fortrinsvis støbte eller har pigstensbelægning, væggene er overkalkede, og der er et simpelt, ældre bræddeloft med synligt ældre bjælkelag eller åbent til kip, hvor tagkonstruktionen er synlig. I den sydlige del af østlængen er der bevaret ældre staldinventar i form af hestebåse med krybber, høhække og kroge til seletøj. Hestestalden er indrettet med både foder- og mugegang, og de bærende stolper mellem båsene er drejede, således at de også fungerer som et dekorativt element i staldinteriøret. I denne del af østlængen samt i sydlængen ses en velbevaret sulekonstruktion.

Den miljømæssige værdi ved Venekærgård knytter sig til bygningernes placering i en mindre landsby på sydvestfyn, hvor den sammen med landsbyens øvrige ældre gårde og huse udgør et traditionelt og velbevaret kulturmiljø. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til gårdspladsens intakte pigstensbelægning og den store have, der underbygger den landlige idyl.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Venekærgård som et eksempel på en ældre, traditionel, firelænget gård med stråtækte længer bestående af et fritliggende stuehus med tre sammenbyggede avlslænger. Hierarkiet mellem længerne og dermed deres forskellige funktioner aflæses i bindingsværkets rigdom, den afvekslende vinduestype og -placering, dørenes udformning og af skorstenspiberne, hvorved stuehuset står klart frem som beboelsesdelen. Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det egnskarakteristiske bindingsværk, som er kendetegnet ved at være rigt uden at være prangende, hvilket bekræfter, at de fleste gårde på Fyn selv havde skov og derfor havde god adgang til bygningstømmer. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker, både lange og korte sidebånd, også kaldet stormbånd og halvranker. Særligt stormbånd blev anvendte i stor stil på Fyn. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag.

I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan med den delvis bevarede gennemgående tværskillevæg. Hertil kommer stuernes samlede placering i midten, mens køkken, bryggers, adgangen til tagetagen og køkken ligger samlet i den sydlige del og mod haven. Hertil kommer de mindre værelser i gavlene. Endvidere er de bevarede dele af stuehusets traditionelle materialeholdning i harmoni med det ydre udtryk og understøtter fornemmelsen af bygningens alder, herunder bevarede fyldingsdøre med ældre hængsler og greb, lofternes synlige bjælkelag og i særdeleshed de karakteristiske, papspændte Voldtoftelofter, der er et unikt, lokalt bygningstræk. I flere af de nyere, traditionelt udførte gulve, er stuehusets ældre ruminddeling endnu delvis aflæselig. Hertil kommer den uudnyttede tagetage, der vidner om denne etages oprindelige brug til opbevaring. I avlslængernes indre ses den kulturhistoriske værdi i den enkle rumdeling og den ældre materialeholdning med slidstærke overflader, der tydeligt viser de tidligere funktioner som stald og lade, herunder stengulve med grebning, bindingsværksvæggene og det bevarede staldinventar. Ydermere er det bevarede gennemgående portrum et vidnesbyrd om vigtigheden i at kunne transportere læssede vogne fra markerne til gårdspladsen. Hertil kommer den karakteristiske sulekonstruktion, som ses i øst- og sydlænge. Suletagene er de ældste tagkonstruktion på Fyn, og er kendetegnet ved de markante gennemgående suler, der forbindes af en gennemgående åsbjælke og af skråbånd. Der er flere steder anvendt krumvokset tømmer, der ansås for at være bedre til at opfange og fordele trykket.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den firelængede gårds traditionelle byggeskik og ensartede materialeholdning, der tilsammen skaber et særdeles helstøbt bygningsanlæg. Det taktfaste og tætte bindingsværk og den kontrastfulde farvesætning giver et levende og markant udtryk, der står særlig tydeligt i stuehusets tætte dokkefrise under vinduerne med hele to dokker i hvert fag. Hertil kommer bindingsværkets symmetriske opbygning omkring gavlene og stuehusets facader, hvis overordnede symmetri mod gården understreges af de to tagskægskviste. Stuehusets harmoniske udtryk knytter sig til den velproportionerede bygningskrop, den beherskede materialeholdning og det ubrudte, afvalmede tag. Hertil kommer det taktfaste, opstregede bindingsværk og den ensartede vinduestakt, der sammen med bindingsværkets dokker og løsholter underbygger den langstrakte bygningskrops anselige længde. Det rige og regelmæssige bindingsværk ses tillige i avlslængerne, der med sine mange bevarede bygningsdele og -detaljer som beslag, greb, porte og revledøre, styrker avlslængernes gennemført gedigne og prunkløse udtryk. Tilsammen er længernes proportionering, bindingsværket og den enkle farvesætning afgørende for at det samlede udtryk virker harmonisk og hvis sammenhængskraft understreges af de store, ubrudte tagflader.

I stuehusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de bevarede Voldtoftelofter, der stuerne et både fornemt og festligt udtryk. Hertil kommer bryggerset med det bevarede ildsted, gruekedel, teglgulv og de enkle kalkede bindingsværks- og bræddevægge, der understreger rummets rustikke og karske udtryk.

Læs videre om

• Apoteket, Assens
• Flemløse Kirkelade
• Risagergård, Glamsbjerg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen