Vesterbro Apotek, København

Vesterbro var oprindeligt navnet på den landevej, som førte ud ad København gennem Vesterport, der lå, hvor Rådhuspladsen i dag er. Vejen blev grundet den store trafik brolagt tidligt. Der har fra 1600-tallet været sparsom bebyggelse, mest i form af gårde og spredt handelsliv. Fra ca. år 1800 tiltog forlystelseslivet voldsomt, hvor den bynære del af forstadsområdet blev hjemsted for landets første egentlige teatre, menagerier og adskillige beværtninger. I 1850'erne blev Københavns befæstning nedlagt, og herefter blev mange af de marker og haver, som området mest bestod af, bebygget. På dette tidspunkt blev navnet Vesterbro betegnelsen for hele områdets bebyggelse. Vesterbrogade 72 er tegnet af P. C. Hagemann for apoteker Anders Madsen i 1853 som en af de første etageejendomme i bydelen. Hagemann døde dog før fuldførelsen af bygningen, hvorfor den blev fuldført af murermester C. C. Bønecke. Havehuset blev ligeledes opført i 1850'erne. I 1864 overtog sønnen, Hans Peter Madsen, apoteket, hvorfor den ældre apoteker flyttede fra første sal til tredje og Madsen den yngre flyttede ind på beletagen. Over det næste årti lod han førstesalen dekorere af kunstnerne Constantin Hansen og Georg Hilker, som i det foregående årti havde udsmykket vestibulen til Københavns Universitet. Laboratoriebygningen blev tegnet og opført af P. C. Bønecke i 1883.

Ejendommen, der består af et forhus med sidehus, havehuse og laboratoriebygning, indgår i Vesterbrogades række af klassicistiske og historicistiske borgerhuse. Med sidehuset og naboejendommen danner forhuset rammen om et gårdrum, der benyttes til parkering, mens der bag havehuset er udeservering til beværtningen i laboratoriebygningen. Forhuset er grundmuret i seks fag og består af en kælderetage, herover fire etager. Heltaget og sidehusets halvtag er beklædt med skifer. Facaden er kvaderpudset og hvidmalet, og er herudover kendetegnet ved en sokkel med sort bund, en kordongesims, et sålbænksbånd under første sals vinduer, omkring første og anden sals vinduer er vinduesindfatninger med pilastre, fordakninger og tandsnit, og der er sålbænke med konsoller under anden sals vinduer, en sålbænksgesims under tredjes sals vinduer med mæanderfrise og tandsnit samt en sparrenkopgesims under tagfoden. Centralt er stueetagens indgang med nye, dobbeltfløjede glasdøre. Indgangspartiet har kanellerede pilastre omkring samt kraftig fordakning, hvorpå der står en ældre metalskulptur af en ørn. I det yderste fag er en nyere, umalet, tofløjet fyldingsport med diagonel bossering og et nyere opsprosset overvindue. Der er pudset, profileret fladbueindfatning omkring porten. Bygningens vinduer er traditionelle korspostvinduer, som er ældre mod gaden. Forhusets tagflade er ubrudt bortset fra nogle mindre tagvinduer mod gården og to mindre skorstenspiber mod rygningen. I sidehusets tagflade er tre heltagskviste med lav trekantfronton og zinkflunker samt en skorstenspibe mod gavlen. Portrummet har asfaltbelægning og pudsede, hvidmalede vægge. Loftet er feltinddelt med stuk i form af æggestave, rosette og kantliste med tandsnit. I portrummets midte er store pilastre med kapitæler med æggestave og tandsnit. Under kantlisten er der malet en frise med løbende hund. Mod gården er en ældre, sortmalet, trefløjet fyldingsdør med ruder i øverste fyldinger og opsprosset overvindue. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med marmoreret indfatning. Til gårdsiden har forhuset tre fag, mens sidehuset er grundmuret i syv fag samt et smigfag. Murværket er pudset og gulmalet, og der er en høj, sortmalet sokkel. I smigfaget og midt i sidehuset er kældernedgange med nyere pladedøre, mens der i sidehusets næstsidste fag er indgang bagtrappe med en nyere fyldingsdør og overvindue. Vinduerne er som facadens, dog nyere. Under tagfoden er en retkantet hovedgesims. Over porten sidder et mindre relief af Fortuna, hvorunder står indskrevet: 17 M. J. S. L. G. 71, Lille Fortun. I det indre har for- og sidehuset bevaret den oprindelige grundplan på første og tredje sal med forstue bag hoveddøren, tre præsentable stuer mod gaden samt spisestue i smigfaget og værelse mod gården. I stueetagen er restauration med åbent plan i forhuset, mens der på anden sal er lægekonsultation, hvor der med brug af nyere skillevægge er lavet flere, mindre værelser og i værelset mod gården er gang samt murgennembrydning til naboejendommen. På alle etager er i sidehuset den oprindelige korridorgang med adgang til sekundære rum, herunder køkken, badeværelse, bagtrappe, soveværelser og pigeværelse. På første sal er bagerst i sidehuset to værelser på halve etager, hvor der øverst er indrettet et anretterkøkken og nederst er et bevaret pigeværelse. Interiøret i stueetagen og på anden sal i både for- og sidehus bærer præg af nyere aptering med nyere gulve og pudsede vægge samt pladedøre og nyere fyldingsdøre. Der er dog bevaret lysningspaneler og enkelte steder brystningspaneler. Interiøret på første og tredje sal i både for- og sidehus er generelt kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder brædde- og plankegulve, lysningspaneler, brystningspaneler mod gaden, oprindelige, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter. For alle etagerne over stueetagen gælder, at der er bevaret ildsteder, flere ældre støbejerns- og kakkelovne samt loftsstukkatur i form af rosetter og kantlister. På første sal er i forhuset gjort udpræget brug af ådring på paneler, døre og gerichter, ligesom de to vestlig stuer mod gaden har pompejansk udsmykning med arkitektonisk imitation, guirlander, friser og grottesker samt et maleri af Fortuna. På tredje sal er smigfagsstuen dekoreret med gyldenlæder, og i køkkenet er et ældre støbejernskomfur. Kælderetagen under forhuset og starten af sidehuset hører til stueetagens restauration og bærer præg af nyere overflader, bl.a. med støbt betongulv, mens der under den resterende del af sidehuset er cykelkælder og ubenyttede opbevaringslokaler. Hovedtrapperummet er kendetegnet ved den brede toløbstrappe med et værn af drejede balustre og en volutsvungen mægler samt tofløjede fyldingshoveddøre. Balustre og døre er ådret, og væggene har malede feltinddelinger med marmorering i forskellige farver og imiterede fliser samt frise med løbende hund under loftet, og på begge sider af reposerne er hoveddøren med marmorerede gerichter og stukguirlander over. Bagtrappen er en simpel toløbstrappe med en enkel mægler og værn bestående af balustre i rundstokke og en bejset håndliste, mens dørene er nyere pladedøre. Havehuset er i bindingsværk på en etage over ti fag. Bygningen har træværk malet i caput mortuum og gulmalede tavl, og det har skiferlagt heltag. Gadesiden har i midten en ældre, tofløjet revleport og til højre herfor en ældre, revledør. Mod den bagvedliggende laboratoriebygning er til venstre for portrummet et mindre, højtsiddende vindue og i bygningens højre side er en nyere, dobbeltfløjet fyldingsdør med ruder i samt opsprossede vinduer i de tilstødende fag. I portrummet er en ældre revledør til et depotrum. Alle bygningens sider har flere skrå- og stormbånd. Havehuset har i det indre i den østlige del bevaret en stald med brostensbelægning og hestebåse, og her er en trappe til loftet. Træværk, hængsler og tremmer er ældre. Der er mod gavlen en nyere murudbedring. I den vestlige del er mod gaden et depotrum, som ligeledes har manglende loftspuds, og mod laboratoriet en havestue. Her er betongulv og bræddebeklædte vægge og loft. Her er en del nyere træværk og manglende puds på ydervæggens bindingsværk. Loftet er uudnyttet og har det ældre kuskehummer bevaret. Laboratoriebygningen har gavlen mod forhuset. Bygningen er i gul blankstensmur med hamborgfuger og har to etager over kælder samt en tagetage, og den er i fem brede fag over hvilke er et bredt, ensidigt, skiferlagt, lavt mansardtag. Der er yderst en etfags sidebygning i en etage. Under førstesalens vinduer er en muret sålbænksgesims, og under tagfoden er en muret hovedgesims med sparrehoveder og æggestav. I hvert af de fem fag er et nyere, men traditionelt udført, støbejernsvindue. Under vinduerne er et dobbelt blændingsfelt, og over vinduerne er et buestik, som ender i brede, murede pilastre med kapitæler med æggestav. Rundt om gavlen fortsætter de yderste kapitæler, som hermed bliver en gesims, ligesom sålbænks- og hovedgesimsen fortsætter her. Hoveddøren er i gavlen mod gaden. Den er en nyere, tofløjet fyldingsdør, hvorover er dels en ældre hammer med påmalingen, Vesterbro Apotheks Laboratorium og dels et ældre, småsprosset overvindue med en nyere lampe over. I førstesal er et vindue og i tagetagen er en fransk altan med en ældre, tofløjet fyldingsdør. Til højre for hoveddøren er en ældre revledør til kælderen. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte, korspostvinduer. Alt træværket samt vinduerne er rødmalet. På bagsiden løber en nyere metaltrappe udenpå bygningen, og her er metaldør til første sal samt tagetagen. I tagfladerne er flere ældre tagvinduer samt to blankmurede, glatte skorstenspiber. Sidebygningen har lavt, rundbuet vindue med buestik over samt blændingsfelter, og sålbænksgesimsen fra laboratoriebygningen bliver her hovedgesims. På gavlen er en nyere metaltrappe, og på tagfladen er en tagterrasse. Laboratoriet er indrettet til beværtning. Bag hoveddøren er hovedtrappen, som er en treløbstrappe med værn af drejede balustre og en håndliste, som ender i en volutsvungen mægler over en mindre vangesnirkel. Badeværelser er på alle etager ved siden af trappen, mens der herudover er åbent plan med nyere overflader og inventar. Undtaget herfor er gulvet foran stueetagens pejs, som er lavet af fiskebenslagte ældre tegl. Der er pejs i stue- og tagetagen. Dele af kælderen har oprindeligt teglstensgulv, men er ellers kendetegnet ved nyere overflader.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets centrale placering på Vesterbrogade. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens ældre husrække, hvor de tidlige historicistiske huse danner kontekst for det senklassicistiske forhus. Placeringen i knækket på Vesterbrogade giver forhuset en visuelt prominent plads i gadeforløbet. På grund af ejendommens alder og originalitet står den som et unikt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der fastholder Vesterbrogades historiske karakter, samt med havehus og laboratorium fremstår som et særligt stemningsfuldt indslag i det byggede miljø. Hermed bidrager ejendommen til gadens og områdets særegne struktur og visuelle fremtræden. Til gårdsiden har ejendommen miljømæssig værdi, da for- og sidehus med deres konsekvente udtryk og materialer danner et traditionelt Københavnsk gårdmiljø, og da det bagvedliggende havehus og laboratorium er et særligt eksempel på dels et rekreativt rum og baggårdserhverv.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret senklassicistisk borgerhus med produktionsbygning samt havehus. Forhuset i Vesterbrogade 72 er en af de første grundmurede etageboligejendomme udenfor voldene. Tidens arkitekturstrømninger ses i det ydre i de senklassicistiske træk i det grundmurede forhus med skiferlagt tag, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med refendfugning, kordongesims, sålbænksbånd, vinduesindfatninger med pilastre, fordakninger og tandsnit, sålbænke med konsoller, sålbænksgesims med mæanderfrise, portindfatning og tandsnit samt en sparrenkopgesims. Stueetagens indgangsparti viser forhusets oprindelige funktion som apotek med kanellerede pilastre, overligger og ørneskulpturen, apotekets bomærke. Korspostvinduerne er ligeledes af kulturhistoriske værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden, ligesom gårdsidens korspostvinduer, om end de her er fornyet. Hertil kommer betoningen af de fornemme etager på første og anden ved vinduesindfatninger etc., som viser disse etagers prestige, ejendommens skorstenspiber, de ubrudte tagflader og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside. Sidehuset er malet og bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Over portgennemkørslen er et mindre relieffet af den Lille Fortun. Den henviser til navnet på den beværtning, som lå på stedet inden den nuværende ejendom. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er indrettet en lejlighed per etage forstue bag hoveddøren, tre præsentable stuer mod gaden, værelse mod gården og spisestue i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et funktionelt sidehus med en smal korridorgang, hvorfra der var adgang til køkken, bagtrappe og pigekammer. Af særlig kulturhistorisk værdi er det bevarede kammer i første sals halve etage mod gavlen. Den nyere indretning med badeværelse og større køkken i sidehuset giver beboerne moderne lejligheder, men fastholder fornemmelsen af sidehusets tidligere struktur og historie. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for- og sidehus har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og plankegulve, lysningspaneler, brystningspaneler mod gaden, oprindelige, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter. Af stor kulturhistorisk værdi er de bevarede ildsteder, støbejerns- og kakkelovne smat støbejernskomfur, da de vidner om datidens opvarmnings- og madlavningsmuligheder. Loftsstukkatur og forhusets udsmykning med ådring, marmorering, stukguirlander, pompejansk dekoration og gyldenlædertapet indskriver sig i senklassicismen og den tidlige historicisme ved sin kontrastfyldte farveholdning med fokus på de mørkere nuancer samt sin tilbageskuende karakter, da man her på eklektisk vis fortolker de dekorative idealer fra middelalderen og renæssancen. Dekorationen vidner ligeledes om ejendommens tid med et af landets rigeste apoteker i forhuset. Ejendommens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi, herunder særligt hovedtrappens hele udformning og detaljering med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udsmykning. Dernæst kommer den bevarede, men mere beskedne, bagtrappe i sidehuset, hvis udformning klart definerer den som sekundær og derfor er enklere af udtryk. Havehuset har i det yder kulturhistorisk værdi ved det skiferlagte tag og bindingsværksmurene med skrå- og stormbånd. Hertil kommer bygningens bevarede revleporte og –døre. I det indre er der dels kulturhistorisk værdi ved den bevarede planløsning med stald i den ene del og depotrum samt havestue i den anden, herover et uudnyttet loftsrum med kuskebolig og dels ved det bevarede træværk og stengulv i stalden. Havehusets bevarede plan og bygningsdetaljer vidner hermed om dets oprindelige funktioner, hvorved havehuset står som et sjældent bevaret monument over opførselstidens store grunde og grønne omgivelser. Laboratoriebygningen har i det yder kulturhistorisk værdi ved den gule blankstensmur med hamborgfuger og det skiferlagte mansardtag. Facaden vidner med sit dekorerede murværk om apotekets rigdom og indskriver hermed bygningen i tidens arkitektoniske formsprog. De store vinduer viser ligeledes, at bygningen er en produktionsbygning, hvor der var behov for stort lysindtag. Den tidstypiske udsmykning har dermed kulturhistorisk værdi, herunder sålbænksgesims, sparrenkopgesims og æggestav, blændingsfelter, buestik, pilastre og kapitæler med æggestav. Hertil kommer hoveddørens bemalede hammer, overvinduet, skorstenspiben og bygningens traditionelle støbejerns- og korspostvinduer. I det indre er der kulturhistorisk værdi ved planløsningens funktionsprægede åbne rum, de funktionelle ildsteder, trappens fine snedkerdetaljer og kælderens ældre teglstensgulv.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition med en klar betoning af de horisontale linjer i refendfugning, sokkel, gesimser, bånd, friser, vinduesoverliggere og sålbænke. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de malede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig elegance. Det samme gør sig gældende for det store trapperum, hvor trin, vanger og håndliste er tilpasset den svungne form og tillige danner en elegant ramme omkring det gennemgående durchsicht. Yderligere er der stor arkitektonisk værdi i beletagens væg- og loftmalerier i kraft af de mange motiver og den pompejanske farveskala. Motiverne og dekorationerne understøtter rummenes proportioner og former, hvilket særligt ses i dekorationerne i loft og omkring døre. Hertil kommer tredjesalens gyldelædertapet, som med sin mørke farveholdning giver smigfagsstuen et roligt, ophøjet og dannet udtryk. For havehuset knytter der sig arkitektonisk værdi til dets karakteristiske volumen og udformning, herunder bindingsværksmurene, havestuens åbne karakter og den centralt placerede portgennemkørsel. I det indre er der arkitektonisk værdi ved staldens brostensbelægning. I det ydre er der arkitektonisk værdi ved laboratoriebygningens store vinduespartier, udsmykning og fagenes rytme, da disse elementer giver bygningen en let og legende karakter og sammenhæng på tværs af facade og gavle. Facaden har en meget harmonisk komposition da dens gesimser og kapitælbånd giver laboratoriebygningen en horisontalitet, som bliver modsvaret af vertikaliteten i de store vinduer med blændingsfelter. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre dels til den fint forarbejdede trappe og dels til rummenes store volumen og lysindfald.

Læs videre om

• Dronningensgade 11, København
• Overgaden oven Vandet 20, København
• Sankt Annæ Plads 11, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen