Vestergade 24, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret, som det var sket efter branden i 1728. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Vestergade er en del af det ældste København. Omkring 1400-tallet blev dele af gaden kaldt for Smedegade. Gaden var i en lang periode ankomstvejen for de tilrejsende fra vest. Det var her bønderne kom ind gennem Vesterport, når de skulle afsætte deres varer på byens torve, eller købe ind hos de københavnske købmænd. Dette gav anledning til, at mange gæstgivergårde blev placeret i gaden, og Vestergade var i mange år byens hovedgade. Fra 1800-tallet var gaden også kendt som Københavns tobaksgade, hvor der kunne købes cigarer og pibetobak. Forhuset, Vestergade 24, blev opført i 1797 for værtshusholder Nicolaj Berthelsen. Under bombardementet i 1807 skete der enkelte skader på forhuset. I 1871 blev en oprindelig dækplade over kældernedgangen fjernet.

Forhuset er beliggende i Vestergades husrække og er på gårdsiden udført som en vinkelbygning med smigfag og et to fag kort sidehus. Herefter følger mod nord et langt sidehus. De tre sidehuse er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke beskrevet nærmere. Forhuset er fem fag langt, grundmuret og opført i tre etager over en høj kælder og har en frontkvist over det midterste fag. Facaden er pudset og hvidmalet med en lav granitsokkel, og bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt heltag ligesom frontkvisten er teglhængt. I tagrygningen ses en skorstenspibe. Mellem stueetagen og første sal er en kordongesims, der brydes i de to yderfag af et hvidmalet udhæng i sandsten, et såkaldt skur. Mellem første og anden sals tre midterste vinduer ses et kanneleret blændingsfelt, og øverst afsluttes facaden på hver side af frontkvisten af en sparrenkopgesims. Facadens har hovedsageligt ældre vinduer med hjørnebånd. Hovedparten er korspostvinduer med opdelte nedre rammer, dog er vinduerne i kælderen, i frontkvisten og i tagets to zinkklædte kviste torammede vinduer. I det østlige sidefag findes en nyere, tofløjet fyldingsdør med to trin foran. Over døren sidder et overvindue med dekorerede rammer. I det vestlige sidefag er en kældernedgang med en stejlt, skråtstillet revleluge foran. Både vinduer, hoveddør og luge er malet i en mørk grønbrun nuance. Gårdsiden er pudset og gulkalket og har en toleddet gesims. Over smigfaget er et bredt udhæng, der flugter med gesimsen på det korte sidehus. I forhusets tagflade ses to bræddebeklædte kviste med torammede vinduer. Gårdsidens vinduer er ældre og i samme farve som facadens, men varierer i udførelse. Der er både kors- og krydspostvinduer, hvoraf nogle har opdelte nedre rammer, mens andre har småtopsprossede ruder. I det østlige fag findes en nyere brunmalet dør, og i smigfaget er en støbt kældernedgang til en ældre brunmalet dør. Vestergade 24 er en del af Politikkens samlede koncern, og bygningen er derfor i det indre forbundet med både Vestergade 22, Vestergade 26 og hjørneejendommen mod Rådhuspladsen. Forhuset er indrettet med kontorer. Den ældre grundplan er i store træk bevaret med en gennemgående midtskillevæg og en central skorstenskerne. På alle etager ligger stuer en suite mod gaden, mens der mod gården er et mindre kammer, en smigfagsstue ind mod sidehuset og et gennemgående trapperum i sammenhæng med en gennemgående forstuegang i stueetagen. I det korte sidehus er et enkelt rum, en oprindelig skorstenskerne og en ældre køkkentrappe længst mod den norlige gavl. Både hoved- og køkkentrappe er enkle toløbstrapper med kantede balustre og afrundede håndlister. Trinene er af træ og beklædt med linoleum på oversiden, mens undersiden af løbene er pudsede. Der er en delvis traditionel materialeholdning med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter, og en delvis nyere materialeholdning med parketgulve, gipsvægge, nedhængte gipslofter og nyere glatte branddøre med glatte gerichter. I de fleste stuer er bevaret lysnings-, -hel og brystningspaneler, og i mange rum er ældre fyldingsdøre med profilerede gerichter, greb og hængsler. De ældre vinduer har håndsmedede anverfere og stormkroge samt traditionelle forsatsruder eller koblede rammer. I tagetagen er stort set alle overflader og bygningsdele nyere. Spidsloftet er udnyttet, og her ses en ældre tagkonstruktion. Bygningens kælder anvendes til opbevaring og har generelt nyere overflader. I kælderen er bevaret et stort åbent ildsted.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Store dele af Vestergade brændte ned ved bybrandene i 1728 og 1795 samt delvist efter bombardementet i 1807, men opbygningen af nye huse har alle gange respekteret den krumning gaden har haft siden middelalderen, således at den stadig kan opfattes. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og sidehus, der sammen med øvrige side- og baghuse ligger omkring et lukket gårdrum. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og Vestergade 24 er således med til at opretholde Københavns ældre bebyggelsesstrukturer.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at forhuset Vestergade 24 i sin proportionering, struktur og facadedetaljering er et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, der blev stillet til Københavns nye bygninger efter byens anden store brand hvor klassicismen var fremherskende. Kendetegnene for klassicismen er forhusets facade med kordongesimsen mellem stueetagen og første sal, blændingsfeltet mellem første og anden sal, sparrenkopgesimsen og frontkvisten samt de konsolbårne sandstensskure. Dog er det mere traditionelt, at et skur er placeret over en kældernedgang. Ydermere er korspostvinduerne med en enkelt vandret sprosse i de nederste rammer et kendetegn for perioden. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for klassicismen, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Datidens borgerlige bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiør, hvor en høj håndværksmæssig standard og grundplanen afspejler borgerskabets levevis i slutningen af 1700-tallet. Den oprindelige planløsning kendetegnes ved stueetagens gennemgående trapperum, samt lejlighedernes indretning med stuer placeret mod gaden og en smigfagsstue, der oprindeligt fungerede som spisestue, idet den lå tæt på køkkenet, som oprindeligt var placeret i sidehuset. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Eksempler på dette er stuernes lysnings- og helpaneler på ydervæggen, brystningspaneler på de øvrige vægge, de stukdekorerede lofter samt fyldingsdøre med gerichter og øvrige detaljer, der ligesom vinduers ældre anverfere og stormkroge ophøjer bygningens autenticitet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facaden med alle detaljer. Facaden fremstår velproportioneret grundet den faste takt af ensartede vinduer og den vandrette opdeling med kordongesimsen. Hertil kommer bygningens overordnede og næsten gennemførte symmetri, der ud over vinduerne skyldes de to skure, det kannelerede blændingsfelt samt frontkvisten med sparrenkopgesims på hver side. Det er tillige af arkitektonisk værdi, at vinduer og hoveddør er malet i en mørk nuance således at disse står i kontrast til murfladen. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes enkle og gulkalkede murværk med kontrastfuld farvesætning til vinduerne. I det indre er den arkitektoniske værdi hovedsageligt relateret til stuernes snedkerdetaljer, hvor helpaneler og lysningspaneler betoner ydermurene, mens brystningspaneler og loftsgesimser skaber en velproportioneret deling af rummene.

Læs videre om

• Kattesundet 10-10 A, København
• Nikolaj Plads 27, København
• Østerport Station, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen