Vestergrave 48 ligger på Vestergrave 48 i Randers Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Den nuværende bygning blev ifølge portoverliggeren opført i 1649, efter en stor brand, der hærgede Storegade/Vestergrave-kvarteret i 1639, hvor 12 gårde blev ødelagt.

Muligvis er gårdsidens højstolpekonstruktion genanvendt fra et tidligere hus, idet denne konstruktionsmetode stammer fra 1500-tallet, i modsætning til den fremkragede gadeside, som er typisk for 1600-tallet.

Forhuset har tidligere haft en forlængelse mod øst, og den nuværende østgavl er senere opsat med anvendelse af en del genanvendt tømmer. Ved en rekonstruktion af gadesidens oprindelige opbygning viser tømmeret i overetagen, at der ikke har været plads til vinduer, højst lemme ind til en pakhusetage. Kun underetagen har været anvendt til beboelse. Den barokke hoveddør er isat senere, formentlig i første halvdel af 1700-tallet.Bygningen har i de sidste mange år været anvendt til antikvitetsforretning af den tidligere indehaver Buchwald, som overdrog ejendommen til Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Randers Kommune i januar 1999, men som stadig boede og drev forretning i bygningen indtil september 2003.

Beskrivelse

Forhuset ligger i den sydlige del af Randers middelalderlige bykerne. Mod vest er forhuset sammenbygget med nabobygningen, mens den østre gavl er synlig. Bag forhuset er et delvist pigstensbelagt gårdrum.

Forhuset er en to stokværk høj og otte fag lang bindings-værksbygning med et rødt, teglhængt heltag. Gavltrekanten mod øst er beklædt med sorte, lodretstillede brædder og er afsluttet af sorte vindskeder, og i tagrygningen ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel. I tagfladen mod gården er en pultkvist, der flugter med gårdsiden, og mod øst fortsætter tagfladen ud i et lille teglhængt halvtag, hvorunder der er en to fag bred svalegang. Forhuset står på en høj, sorttjæret sokkel, som dels er af kampesten og dels er pudset, bindingsværket er gråt opstolpet mod gaden, mens de øvrige sider er sort opstolpede, og tavlene er kalket hvide. Gadesidens øvre stokværk er fremkraget på svungne knægte og det øverste bjælkelag er gennemstukket med dobbelte nagler. Øverst afsluttes gadesiden af en profileret trægesims. Gårdsiden er en højstolpekonstruktion, hvor det øverste bjælkelag er gennemstukket med synlig fornagling ligesom gadesiden, og gårdsiden afsluttes øverst af en skråtstillet sugfjæl. Mod gaden fører en smal granittrappe op til en ældre hoveddør, som består af en tofløjet barokdør med profileret indfatning. Ved siden af hoveddøren er to ældre, opsprossede butiksvinduer af støbejern, de øvrige vinduer mod gaden er ældre, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. De to vestligste fag udgøres af et portrum, der mod gaden lukkes af en ældre, tofløjet, kurvehanksbuet revleport og herover er en portoverligger med forgyldte udskæringer. Portrummet er pigstensbelagt med høje kampestenssokler, vægge med synligt bindingsværk og pudset loft. På gårdsiden er der to simple trætrapper med et simpelt smedet værn, der hver fører op til en traditionelt udført revlehalvdør. En nyere ligeløbstrappe fører op til svalegangen, der er opført i sortmalet tømmer. Fra første sal er der adgang til boligen ad en nyere revledør. Under svalegangen findes en overdækket kældernedgang med ældre, skråtstillede revleluger. Vinduerne er ældre, torammede og smårudede vinduer. Både trapper, værn, døre og luge er malet sort, mens vinduerne er malet grønne.

Vestergrave 48 er indrettet med et erhvervslejemål i stueetagen og en bolig på første sal, mens tagrummet er uudnyttet. En ældre grundplan er bevaret med en lille forstue, hvorfra en ældre ligeløbstrappe fører op til første sal. Mod gaden er to stuer og mod gården to stuer og et toilet. På første sal er en stor, gennemlyst stue med køkkenfunktionen placeret mod gården, et værelse mod gaden og en gang samt et badeværelse mod gården. Fra gangen fører en ældre, smal toløbstrappe op til tagetagen. Bygningen har en traditionel materialeholdning med nyere bræddegulve, pudsede vægge, der i brystningshøjde er efterisoleret bag nyere, simple bræddepaneler. Der er ældre bræddeskillevægge og ældre synlige bjælker med indvendige kopbånd og ældre loftbrædder. Der er ud over de ældre trapper bevaret ældre fyldingsdøre og gerichter. Vinduerne er forsynet med forsatsvinduer eller optoglas. Tagetagen har et bræddegulv af både ældre og nyere brædder, mange af spærene er udskiftet med nye, skorstenen er fritstående og taget forsynet med fast undertag af brædder og pap. Under den skråtstillede kælderluge fører en granittrappe ned til kælderrummet, der har støbt gulv, ydervægge med synlige kampesten, synligt skorstensfundament og synlig tømmerkonstruktion med en bevaret skillevæg udført som en bulvægskonstruktion.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i Randers middelalderlige bykerne, hvor bygningen i kraft af sin højde og sit rige bindingsværk bidrager til det historiske bymiljø, der yderligere understreges af den smalle gades krumning. Vestergraves forløb vidner om, at her var middelalderbyens afgrænsning mod engarealerne og Gudenåen, og navnet Vestergrave refererer til stedets funktion som voldgrav i den befæstede by, som i anden halvdel af 1500-tallet blev inddraget til byen og bebygget med store købmandsgårde på sydsiden af gaden.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved det bagvedliggende gårdrum, hvis pigstensbelægning understreger gårdsidens karakteristiske fremtræden med udvendige trætrapper direkte op til stuetagen, overdækket kældernedgang og en svalegang, der på traditionel vis giver adgang til første sal.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et eksempel på den tætte bys karakteristika med forhus, portgennemkørsel, gårdrum og baghus fra perioden før den tætte by sprængte sine rammer. Forhuset er et velbevaret eksempel på den tidligere nære sammenhæng mellem bolig og arbejdsplads, hvor der på traditionel vis var butik i stueetagen og bolig på første sal.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved bygningens opførelse som et toetages bindingsværkshus med fremkraget og knægtbårent øvre stokværk mod gaden, som er en bygningstype, der er karakteristisk for Randers historiske bykerne. Det tidstypiske, fremkragede øvre stokværk båret af udskårne, konvekse knægte med skelfront, profilerede bjælkeender og overgangsrem samt fodrem med pyntelige udskæringer er alle variationer over de traditionelle former kendt i Randers. Samtidig er dette bygningsdetaljer, som er kendetegnende for renæssancen. Hertil kommer de dobbelte dokker under vinduerne og de gennemstukne bjælkeender med bevarede dobbeltnagler.

Det etageinddelte bindingsværk vandt allerede indpas i slutningen af 1500-tallet, og konstruktionsmåden hang nøje sammen med den udvendige svalegang, som konstruktivt var afhængig af, at bjælkelaget uhindret kunne forlænges ud foran facadeplanet. Dette kan ses på gårdsiden, hvor den overdækkede svalegang er bevaret og som på traditionel vis gav adgang til bygningens øvre stokværk. Hertil kommer gårdsidens højstolpekonstruktion, der er en ældre konstruktionsmetode end det etageinddelte bindingsværk mod gaden. Dette indikerer, at gårdsidens bindingsværk er genanvendt fra den forrige bygning, der lå på grunden, idet gårdsidens fyldtømmer har været sat om og fornaglingerne for løsholterne ikke svarer overens med løsholternes faktiske placering. Den enkle gårdside står dermed i kontrast til den herskabelige facade, som skulle manifestere ejerens velstand udadtil. Bygningen har oprindeligt været længere end den fremstår i dag, hvilket fremgår af fornaglingerne i østsidens hjørnestolper samt af den bræddebeklædte overgavl.

Stilmæssigt ligger bindingsværkets blomstring i renæssancen og den Lutherske glæde ved skriftens ord afspejlede sig i flittig brug af skriftsteder på hammertræ over døre og porte. Dette er også gældende i Vestergrave 48, hvor porthammeren bærer teksten Herren forfremmer alle dem hannemicke forglemmer årstallet 1649, der bevidner bygningens opførelsesår, samt flere forskellige initialer. I renæssancen var det billedskæreren, som udførte snitværket på knægtene og overgangsremmene. Denne håndværker, der før reformationen havde rigeligt arbejde i kirker og klostre, fik efter reformationen de bedrestillede borgeres bindingsværkshuse at udvise sin kunnen på.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved, at vinduesrammerne er hængslet på lodposten, hvilket var den traditionelle måde at hængsle rammerne på ind til 1700-tallet, hvor det blev almindeligt at hængsle dem i sidekarmene. Hertil kommer den tofløjede hoveddør med svungen, profileret portal, som har stilmæssige træk fra barokken og er kommet til i første halvdel af 1700-tallet. De høje, opsprossede støbejernsvinduer er et vidnesbyrd om, at der på et senere tidspunkt er blevet indrettet en butik i stueetagen. I anden halvdel af 1800-tallet blev det almindeligt at fremstille vinduer af støbejern, der havde den fordel, at man hermed kunne udføre større vinduer med mere spinkle sprosser samt udføre vinduer med dekorationer. Desuden var støbegodset robust og krævede ikke megen vedligeholdelse.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre grundplan, som tydeligst kommer til udtryk i stueetagen med den lille forstue og stuerne placeret en suite mod gaden i sammenhæng med stuerne beliggende mod gårdrummet. Hertil kommer, at den langsgående hovedskillevæg i stueetagen er ubrudt og sammenbygget med den store skorsten, som går hele vejen ned igennem bygningen, samt at tværskillevæggene på traditionel vis udgøres af simple bræddeskillevægge. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder de indvendige, svungne kopbånd, de brede tofyldingsdøre, hvoraf en enkelt er forsynet med en oval rude, de profilerede gerichter, vinduernes runde lodposter, de listedækkede lofter og endelig den smalle toløbstrappe fra omkring 1900 og den senbarokke ligeløbstrappe med svungen forkant. Den barokke trappe stammer ikke fra bygningens opførelsestidspunkt, men er derimod en trappe der er kommet til senere – eventuelt på samme tidspunkt som hoveddøren. I renæssancen var den udvendige trappe op til svalegangen den øvre etages eneste adgangsvej, en etage der oprindeligt blev brugt som lagerrum.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved at tagetagen på traditionel vis er uudnyttet og fremstår som et uopvarmet rum anvendt til opbevaring, som var måden man tidligere anvendte disse mørke loftrum på. Hertil kommer kælderen med det store kampestensmurede skorstensmassiv i midten, som sammen med den kraftige skorstenspibe påviser, hvorledes man oprindeligt opvarmede bygningen samt lavede mad i et køkkenildsted. Hertil kommer tømmerkonstruktionen under den langsgående hovedskillevæg, hvor der er bevaret lodrette false og vandrette brædder, som udgør vægkonstruktionen, der også kendes fra ældre bulhuse.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det velproportionerede, toetages bygningsvolumen, der træder i karakter via facadernes taktfaste og righoldige bindingsværk samt det stejle heltag med en markant skorstenspibe i rygningen. Bygningen har et forholdsvist simpelt materialevalg i opstolpet tømmer, hvidkalkede tavl og røde tegl, men den righoldige bindingsværkskonstruktion, der mod gaden er fremkraget og forsynet med udskæringer, giver sammen med porthammeren og den detaljerige, barokke hoveddør bygningen et herskabeligt udtryk. Hertil kommer støbejernsvinduerne, hvis spinkle sprosser og slyngornamentik øverst giver dem et elegant udtryk.

Endvidere kommer kontrasten mellem facaden og gårdsiden, der fremstår konstruktivt, nøgternt opbygget. Den overdækkede svalegang samt revlehalvdørene, den overdækkede kældernedgang og de smårudede vinduer understreger gårdsidens sekundære karakter.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemgående traditionelle materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge, bræddevægge og synlige bjælker med loftbrædder, der giver en samstemmende oplevelse af bygningens ydre og indre. Hertil kommer portrummets oprindelige fremtræden med pigstensbelægning, kampestenssokkel og synlige bindingsværks-vægge, der underbygger bygningens helstøbte fremtoning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links