Vig Afholdshjem på Vig Hovedgade 27 blev bygget i 1896, her er det fotograferet i ca. år 1900. Vig Afholdsforening, stiftet i 1886, stod bag byggeriet. Grunden blev skænket foreningen af Peter Karlsen, som ses stående ved trappen. Stedet blev senere til afholdshotel, og fra 1918 var der også Biograftheater i bygningen. Bemærk, at der allerede på dette tidspunkt var gadebelysning i Vig.
.

Landsbyen Vig med kirke fra middelalderen blev udskiftet i 1788, hvor 11 af 17 gårde blev flyttet ud. Åbningen af Odsherreds Jernbane i 1899 og hermed Vig Station satte gang i udviklingen af en stationsby. Der kom håndværkere og handlende, og befolkningen fordobledes i de første årtier af 1900-tallet. Infrastrukturen blev udvidet med telefoncentral i år 1900, elværk i 1904, vandværk i 1906 og gangsti gennem hele byen i 1908. Der kom også en ny skole i 1905.

Byen fortsatte sin udvikling efter 1920, og befolkningen voksede fra 663 personer i 1921 til 887 i 1965. Ved folketællingen i 1930 levede 378 personer af håndværk og industri, handel og transport, mens kun 100 havde landbrug som erhverv. Velfærdsinstitutioner som teknisk skole (1929), alderdomshjem (1938), bibliotek (1939), børnehave (1966) og idrætshal (1968, indviet 1972) så dagens lys.

Ved indgangen til 1970’erne havde Vig 1.037 indbyggere, som voksede til 1.462 i 2006. Foreningen Vig Bio’s Venner overtog i 1985 den gamle biograf og gav den nyt liv, og Den Rytmiske Højskole åbnede i 1991. Ikke mindst Vig Festivalen, der havde sin første sæson i 1996, har været med til at tiltrække mange besøgende. Også områdets talrige sommerhusgæster benyttede byens butikker og skabte liv.

Videre læsning

Læs mere om Vig

Læs videre om

Se alle artikler om Byhistorie