Villa Krogen ligger på Frisvadvej 44 i Varde Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Opført for skolebestyrer Nicolaus Brix af hans svoger, arkitekten Martin Nyrop.

Beskrivelse

Villaen er en rødstensbygning med rødt heltag af tegl. Den består af en nærmest kvadratisk bygningsblok med et lavt sidehus, der fra det nordvestre hjørne løber mod vest med et svagt knæk mod syd og derved danner den krog, der har givet villaen navn. Bygningen er karakteristisk ved sine store hvidmalede sprossevinduer med blå- og hvidmalede skodder til underrammerne, ved den store afstand mellem vinduernes overkant og den smalle, hvidkalkede frise under taget, ved de sortmalede bræddeklædte trekantgavle samt ved sortmalede vindskeder og husbrande, der er udskåret og dekoreret med hvide og blå ornamenter i karakteristisk Nyrop-stil. Indvendig er huset i stueetagen med forstue og tre stuer i selve hovedbygningen og køkken, bryggers med kælder samt udhusrum i sidehuset. Forstuen har trappe og døre malet i livlige rødbrune og lysegrå farver, der virker oprindelige. Stuerne har alle bevaret de oprindelige døre og paneler, der i spisestuen fremtræder med oprindelig ådring. Overalt messinghåndtag. Køkkenet er indrettet i 1950'erne. Det tidligere spisekammer er nu indrettet til badeværelse. I overetagen er der indrettet en række mindre rum, hvoraf flere, herunder et badeværelse, dog ikke synes at være oprindelige. Vedligeholdelsestilstand: I det væsentlige god, dog er der rådangreb ved sidehusets gavl, og der er vandskader på et af lofterne fra badeværelset på 1. sal.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links