Vingårdstræde 19, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Den klassicistiske facade var karakteriseret ved en tredeling med et fremhævet midtparti. Vandret deltes facaden af den profilerede cordongesims, for murfladen herunder skulle opfattes som en sokkel, hvilket ofte kom til udtryk i partiets kvader- eller refendfugning. Herover stod beletagens høje, slanke vinduer frit, mens mezzaninens lave vinduer trykkede sig helt op under gesimsen. Af overvældende betydning for helheden var facadernes ensartede murbehandling. Efter midten af 1700-årene begyndte der at dukke enkelte hvidkalkede huse op i byen og med årene blev den nye mode næsten enerådende. Vingårdstræde er en af Københavns meget gamle gader, og dens historie er efterhånden klarlagt. Indtil år 1600 gik Københavns befæstning langs dette areal over det senere Kongens Nytorv, hvor datidens Østerport stod for enden af Østergade. Navnet kommer fra kong Hans ejendom, som han anvendte som vingård, hvor der virkelig blev dyrket vindruer, for det fremgår af et brev fra 1510, hvor kong Hans rekvirerer en kurvfuld af de bedste druer fra sin vingård. Forhuset til Vingårdstræde 19 blev påbegyndt i 1796 af murermester Niels Hansen og fuldendt af murermester Hans Christian Schmidt. Bygningen blev moderniseret og byfornyet i 1970-1971. Her blev blandt andet det østre sidehus, der oprindelig opdelte det bagvedliggende gårdrum i to, kraftig forkortet til det nuværende ene fag. Hans Christian Schmidt (1765-1825) byggede også ejendommene Bremerholm 26 (1799-1800), Bremerholm 28/Dybensgade 14 (1797-1800), Nikolaj Plads 23 (1800) samt restaurerede kirketårnet på Nikolaj Kirke (1821-1823).

Forhuset er grundmuret, syv fag bredt og tre etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet to lejligheder i tagetagen. I fjerde fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med fire trin, og der er nedgang til en kælder i tredje og femte fag. Kælderetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er pudset. Over en lav sokkel er stuetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. Mellem anden og tredje etage er et fladt, tilbageliggende glat parti. Indgangen er markeret med en indfatning samt en konsolbåren fordakning, der er pudset i samme nuance som rosa nexøsandsten. Samtlige vinduer har konsolbårne sålbænke i samme type puds som hovedindgangens fordakning. Gesimsen under taget er en tandsnitgesims udformet som flade konsoller. Farveholdningen er lys grøngrå maling på murfladerne og gesims i farve som rosa nexøsandsten. Mod gården har forhuset i hver side to etfags sidehuse, der ikke er omfattet af fredningen. Murværket er pudset og gulmalet. Gesimsen består af tre enkle, retkantede led. Der er en nyere dør fra den gennemgående forstuegang, en nyere metaltrappe med seks trin fører ned til gårdrummet. Vinduerne mod gaden har fire rammer med to ruder i underrammerne. Vinduerne mod gården er lig dem mod gaden. Vinduerne har primært ældre karme og nye, traditionelt udførte rammer. Alle er hvidmalede. Indgangsdøren er en ældre, mørkeblåmalet fyldingsdør med pilasterlignende fyldinger. Døren mod gården er en nyere, hvidmalet fyldingsdør med fem fyldinger, hvoraf de to nederste og den øverste er udskiftet med glasruder. Både for- og bagdør har nyere greb. Taget er et heltag med røde vingetegl, mod gården dog dækket af skifer. I tagfladen mod gaden er fire fladbuede kviste med trefags vinduer. I stuen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage. Lejlighederne har en central fordelingsgang, der giver adgang til spisestue og køkken mod gården, et nyere, internt badeværelse og et opbevaringsrum. Fra gangen er der adgang til en tofags stue og et etfags kammer mod gaden. Kælderen har en enkel indretning med støbte gulve, pudsede vægge og glatte lofter. Trappen er en ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er glatte mod lysningen og drejede balustre samt en malet håndliste. Der er pudset under løbene, der er dekoreret med pudsede profiler. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen er moderne, glatte døre med moderne beslagværk og gerichter udført i kopi af et ældre forlæg. På første, anden og tredje etage er væggene pudsede og malede, mens der tillige ses nyere, lette skillevægge med vinduesbånd under loftet. Der er nyere fodpaneler udført efter ældre forlæg. Lofterne er glatpudsede. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, primært med traditionelle anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har to fyldinger med moderne hængsling og nye krykgreb af messing. Dørene med tilhørende gerichter er nyere og ligeledes udført efter ældre forlæg. Gulvene er udført med nyere parket. Dørene ned til erhvervslokalerne er nyere døre med store ruder af termoglas. Vinduerne i kælderen er mod gaden nyere helrudevinduer, mens de mod gården er nyere, traditionelt udførte torammede vinduer med to ruder i hver ramme.

Den miljømæssige værdi ved Vingårdstræde 19 knytter sig til bygningens beliggenhed i Vingårdstræde, hvor bygningen indgår i husrækken bestående af lignende bygninger fra samme periode. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden med de ensartede bygningshøjder, de ens facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner et stemningsfuldt gademiljø. Således er Vingårdstræde 19 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Vingårdstræde 19 knytter sig i det ydre til forhuset med den repræsentative facades klassicistiske udtryk med den glatpudsede facade, der inddeles vandret af cordongesimsen og det tilbagetrukne, glatte felt. Facaden afsluttes øverst den brede hovedgesims. Hertil kommer det fremhævede indgangsparti i midterfaget med konsolbåren fordakning. I kontrast hertil står den enkle gulmalede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Vingårdstræde 19 et godt eksempel på et Københavnsk beboelseshus opført kort efter Københavns brand i 1795. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stue og kabinet mod gaden, mens trapperum, køkken og spisestue vender mod gården. Der knytter sig også væsentlig kulturhistorisk værdi til forstuegangen og hovedtrappen, hvor særligt trappen med sin raffinerede udformning og de drejede balustre understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et særdeles repræsentativt rum, der som det første mødte den der trådte ind i bygningen.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens klassicistiske stilideal, der i tråd med datidens smag fremstår med et nedtonet, elegant udtryk. Således begrænser bygningens dekorative elementer sig til gesimser og sålbænke og ikke mindst indgangspartiet, der udgør det dekorative omdrejningspunkt i bygningens facade. Således fremstår Vingårdsstræde 19 som et vigtigt indslag i gadebilledet omkring Nikolaj Kirke.

Læs videre om

• Gråbrødretorv 13, København
• Købmagergade 13, København
• Studiestræde 13-13 A, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen