Vingårdstræde 21, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Den klassicistiske facade var også karakteriseret ved en lodret tredeling med et fremspringende trefags midtparti, der foroven ofte havde en lav trekantfronton. Denne opdeling gik igen i næsten alle husene, hvorimod sidefagenes antal varierer efter grundbredderne, takten 2-3-2 var den almindeligst forekommende. Vandret deltes facaden af den profilerede cordongesims, for murfladen herunder skulle opfattes som en sokkel, hvilket kom til udtryk i partiets kvader- eller refendfugning. Herover stod beletagens høje, slanke vinduer frit, mens mezzaninens lave vinduer trykkede sig helt op under gesimsen. Af overvældende betydning for helheden var facadernes ensartede murbehandling. Efter midten af 1700-årene begyndte der at dukke enkelte hvidkalkede huse op i byen, og med årene blev den nye mode næsten enerådende. Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var de klassicistiske huse karakteriseret ved velproportionerede facader med pudset underfacade med en kvaderfugning, der danner stik over vinduer og port, som af og til blev modsvaret af en rundblænding for symmetriens skyld. Yderfagene blev accentueret ved konsolbårne frontoner over beletagens vinduer og flade murfelter mellem 2. og 3. etage. Hjørnehusene fik den karakteristiske skrå afskæring, der i så høj grad præger de klassicistiske kvarterer, hvor den dekorative udsmykning ofte blev begrænset til hjørnefaget, som på den måde virkede dobbelt markant. Enkelte af de større bygårde fik en mere monumental udformning med pilasterprydet midterparti. Efter 1800 blev borgerhusenes facader gradvist forenklet. De frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. De flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt, og tilbage stod det enkle, klare empirehus med vinduernes regelmæssige takt og det brede, ofte ornamenterede gesimsbånd mellem stuen og 1. etage, som eneste deling af murplanet. En del huse fik dog yderfagenes vinduespiller gjort bredere end de øvrige ligesom Harsdorff-tidens betoning af sideakserne. Vingårdstræde 21 er opført i 1797 for Dorothea Marie Basse, enke efter komissionær Hans Nikolaj Basse. Oprindelig var der nedgang til klæderen i smigfaget. Ejendommen blev byfornyet i 1967-1972, hvor blandt andet sidehuset, der oprindelig opdelte det bagvedliggende gårdrum i to, blev kraftig forkortet til de nuværende to fag. Restaurantens indretning er antagelig fra omkring 1880.

I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden til bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget og indgår derfor ikke i beskrivelsen eller værdisætningen: 1. th., 2.tv., 3.th., spidsloftet og kælderen under forhuset. Gården er et hjørnehus, der er syv fag mod Vingårdstræde og syv fag mod mod Nikolajgade og tre etager højt, hvoraf stueetagen er udsædvanlig høj. I midterfaget mod Vingårdstræde er indgangspartiet. Porten sidder i yderfaget mod Nikolajgade. Stueetagen og første sal mod Nikolajgade anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Der er indgang til en restauration i stueetagen i hjørnefaget og i yderfaget mod Vingårdstræde. Facaden er muret og pudset med let fremspringende yderfag og hjørnefag. Over en lav mørkegrå sokkel er stueetagen grovpudset med fremhævede fuger op til en glat cordongesims, herover er muren glatpudset. Indgangen i hjørnefaget er markeret med en hvidmalet, pudset og kvaderfuget indfatning med fordakning. Gesimsen under taget er en bred, trukket gesims. Farveholdningen er grå på underfacaden mens den øvre murflade er lysegrå og gesimsen er hvid. Mod gården er muren pudset og grå, mens gesimsen er hvid og består af tre retkantede led. Der er en dør fra den gennemgående forstuegang med et trin ned til gårdrummet. Vinduerne i anden og a etage mod gaden har fire rammer. Mod gården har vinduerne samme antal rammer og ruder som mod gaden. Stueetagens vinduer er alle høje, seksrammede, småsprossede vinduer, forsynet med hulpost og tilsvarende tværposte. Stueetagens vinduer er ældre, mens de øvrige vinduer har nyere og rammer, der er henholdsvis nyere og ældre karme. Alle vinduer er hvidmalede. Indgangsdørene er ældre, tofløjede fyldingsdøre med syv kvadratiske fyldinger i hver fløj, hvoraf to er malet mørkegrå, mens restaurantens dør er lysegrå. Døren mod gården er en ældre, blåmalet fyldingsdør med tre fyldinger. Porten er en trefløjet revleport med bosserede fyldinger og en dør i midterste fløj. Porten har en ældre hængsling. Portoverliggeren er glat. Herover er et rundbuet, trefags vinduesparti. Portrummet har et gulv med nyere fliser, og væggene er ligesom loftet glat og pudset. I portrummet er der gennem en nyere fyldingsdør med bosserede fyldinger og fast sidestykke adgang til den køkkentrappe, der hører til lejlighederne, der vender mod Nikolajgade. Der er nedgang til kælderen under det korte sidehus via en nyere, støbt trappe langs sidehusets væg. Taget er et heltag med røde vingetegl. I tagfladerne mod gården ses nyere udluftningsskorstene. I begge tagflader mod gaden ses fem nyere, traditionelt udførte kviste. Der er indgang til restauranten i stueetagen gennem døren i hjørnefaget. Indenfor er en cirkulær vestibule, der i hver side har adgang til toiletter og garderobefaciliteter. Restaurationslokalet breder sig på hver side af vestibulen og har vinduer mod henholdsvis Vingårdstræde og Nikolajgade. Den resterende del af stueetagen mod Nikolajgade optages af restaurationens køkken, mens der gennem en forbindelsesgang fra restaurationslokalet og bagom indgangen til lejlighedernes opgang er forbindelse til endnu er restaurationslokale, der vender mod Vingårdstræde. Alle lokaler i restauranten har en meget stor lofthøjde på op mod fem meter. Indenfor indgangsdøren mod Vingårdstræde fører en ottetrins trappe til en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til hovedtrappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage, heraf er dem til venstre de største. Lejlighederne har køkkener mod gården og badeværelse enten mod gården eller i lejlighederne til højre forlængelse af forstuen. Hertil kommer to kamre mod gården i de store lejligheder og en smigfagsstue i de mindre lejligheder. Mod gaden har de mindre lejligheder en trefagsstue og et etfags kabinet, mens de større lejligheder har en hjørnestue, to trefagsstuer, en tofagsstue og et kabinet. Kælderrummet under sidehuset har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede vægge, støbte gulve, lofter med synlige bjælker og gipsplader opsat imellem. Trappen er en treløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede mod lysningen. Den har slanke, kantede balustre i gitterværk, en malet håndliste og svungen mægler samt udgangstrin. Der er pudset under løbene. Trappen stammer sandsynligvis fra opførelsen. De fleste døre ud til trappen er nyere fyldingsdøre udført i kopi af ældre forlæg. Der ses dog også nye, glatte døre. Trin og reposer er beklædt med linoleum. Køkkentrappen i fløjen mod Nikolajgade er en ældre toløbstrappe med indstemte trin, men fornyet med træværk lagt ovenpå trinene. Trappen har en mægler og et svungent udgangstrin, gelænderet har kantede, bueberigede balustre og en malet håndliste. Restaurantens vestibule har et kuppelformet loft med klassiske stukprofiler, væggene har fremhævede vandrette fuger, og der er femfyldingsdøre med hængsling fra slutningen af 1800-tallet. Gulvene er delvis tæppebeklædte eller er nyere, mørke parketgulve, i de øvrige lokaler er der pudsede vægge og lofter, hvor lofterne er udsmykket med klassiske profiler eller med ottekantede kassetter og mæanderborte samt stukrosetter. Lysningerne er panelerede og der er simple brystningspaneler på de øvrige vægge. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne. På første og anden etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er lysningspaneler med riflede fyldinger, hvoraf nogle har cirkulære mønstre. Vægge og lofter er pudsede og malede. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne, en del med ældre anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har to eller fem fyldinger med nye bladhængsler, flere med krykgreb af messing. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals, ligesom dørene er nyere. Gulvene er fornyede og udført som parketgulve.

Den miljømæssige værdi ved Vingårdstræde 21 knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Nikolajgade og Vingårdstræde, hvor gadernes husrækker består af lignende bygninger fra samme periode. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden med de ens bygningshøjder, de mange steder med gennemgående gesimsbånd, de ensartede facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner et stemningsfuldt gademiljø. Således er Vingårdstræde 21 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Vingårdstræde 21 knytter sig i det ydre til hjørnehuset med den repræsentative facades klassicistiske udtryk med den fremhævede stueetage, der har fremtrukne fuger og kvaderfugning op til cordongesimsen og glatpudset murflade ud for de øvrige etager. Hertil kommer samtlige klassicistiske stilelementer, herunder cordongesims og den brede hovedgesims. Hertil kommer det fremhævede indgangsparti i hjørnefaget og de store, opsprossede vinduer i stueetagen, der tydeligt viser, at størstedelen af stueetagen har været indrettet til restaurant eller butik i over 100 år. I kontrast hertil står den enkle, gråmalede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod præsentabel i gadebilledet. Således er Vingårdstræde 21 et repræsentativt eksempel på et Københavnsk beboelseshus fra omkring år 1800. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stue og kabinetter mod gaden, trapperum, køkkener, bad, kabinet og køkkentrapper mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til de bevarede, oprindelige og ældre bygningsdele, herunder paneler, fyldingsdøre og køkkentrappen, der vidner om det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Der knytter sig også væsentlig kulturhistorisk værdi til indgangen og hovedtrappen, hvor særligt trappen med sin raffinerede udformning og balustrenes elegante gitterværk understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den der trådte ind i bygningen. Afslutningsvis knytter der sig kulturhistorisk værdi til restaurantens særegne planløsning, den usædvanlig store loftshøjde, kuplet loft og rig stukkatur, der tydligt vidner om lokalernes anvendelse som restaurant i mere end hundrede år.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens klassicistiske stilideal, der i tråd med datidens smag fremstår med et nedtonet, elegant udtryk. Således begrænser bygningens dekorative elementer sig til hjørnefagets fremhævede indgangsparti, der udgør det dekorative omdrejningspunkt i bygningens facade. Stueetagens store højde fremhæves endvidere af de store, taktfaste vinduespartier og får tyngde gennem de store, tofløjede døre mod Vingårdstræde. Således komme Vingårdstræde til at fremstår som et markant og vigtigt indslag i gadebilledet omkring Nikolaj Kirke. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de rummelige stuer, kabinetter og kamre samt de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer i panelering og døre, der vidner om klassicismens diskrete og gennemførte elegance. Den arkitektoniske værdi knytter sig i særlig grad til indgangen og trapperummet, hvor de elegant svungne trappeløb, de spinkle og fint drejede balustre får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til restaurationslokalerne, der med den cirkulære vestibule med kuplet loft og serveringslokalernes store lofthøjde og detaljerede stukkatur har et både herskabeligt og festligt udtryk.

Læs videre om

• Kronprinsessegade 20, København
• Overgaden oven Vandet 54, København
• Søtorvet 2, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen