Ålborg Hospital, Helligåndsklosteret, Aalborg

I 1431 blev anlægget grundlagt, som Helligåndshus, da Maren Hemmings skænkede et grundstykke til opførelse af et hus til pleje af syge og ældre. Helligåndshuset brændte allerede 3 år efter, men man tog hurtigt fat på en genopbygning, og i den forbindelse gav paven sin tilladelse til indhentning af indtægter fra udstedelse af aflad. Huset kom i 1451 ind under Helligåndsordenen i Rom og blev nu drevet som et egentligt kloster med både en ledende prior, søstre og brødre, der levede adskilt omkring klostrets to gårde.

Klosteret modtog mange og store donationer, og det blev præget af en stor byggeaktivitet helt frem til reformationen, hvor ordenslivet blev bragt til ophør, og stedet for en tid mistede sin ret til at pleje og behandle. Denne rettighed fik stedet dog tilbage 3 år senere og blev omdøbt til Aalborg hospital. I 1554 blev den sydlige østfløj taget i brug som Katedralskole og fungerede sådan frem til 1847. I dag benyttes Helligåndsklostret til ældreboliger, og der findes 25 lejligheder i komplekset plus to boliger til et portnerpar og et forstanderpar. Kirkerummet hører under Aalborg Domkirke og anvendes stadig til kirkelige handlinger.

Klosteret ligger i dag lidt klemt mellem en del høje nyere byggerier, som dækker for store dele af facaderne, og gør det svært at få et overblik over bebyggelsen udefra. Men inde i de to klostergårde, er oplevelsen helt anderledes. Her fremstår bebyggelsen intakt og skærmet i forhold til den omgivende moderne by og det giver en idé om, hvor imponerende klosteret har taget sig ud i middelalderen.

Bygningerne er opført i tiden fra grundlæggelsen i 1431 til reformationen i 1536, hvor komplekset stod fuldt udbygget med to klostergårde – en brødregård (den sydlige gård), en søstergård (den nordlige gård) og en klosterkirke. Anlægget fremstår i dag som resultatet af en kompliceret bygningshistorie, der har været præget af en række omfattende ombygninger og restaureringer.

Vestfløjen er opført i flere byggefaser startende fra midten af 1400-tallet. Kælderen mod syd har tjent som køkken og forrådskammer, men derudover lader vestfløjens oprindelige formål sig vanskeligt spore, ikke mindst fordi en voldsom restaurering af hele klosterkomplekset i 1880erne udviskede mange af sporene efter tidligere anvendelser. Vestfløjens facaderne blev således skalmuret, og vindueshullerne blev ændret og anbragt mere regelmæssigt. Dertil blev soklen ændret med nye maskinhuggede granitsten. Vestfløjens nordgavl fik dog lov at stå urørt og bærer derfor stadig fine gotiske blændinger og kamtakker. Gårdrummet deles af en tværfløj, der formodentligt stammer fra Helligåndshusets tid, altså før 1451, og som dermed oprindeligt har ligget som en selvstændig bygning, indtil sammenbygningen med vestfløjen.

Portfløjen (østfløjens nordlige del) er formentlig opført i tiden mellem 1450 og 1500-tallets begyndelse. I 1907 blev en større renovering forestået af Hack Kampmann, der fandt det nødvendigt at nedrive alt andet end ydervæggene. Med udgangspunkt i gamle opmålinger og aftegninger af vindueshuller, har det siden kunne påvises, at bygningen sandsynligvis rummede sovesale, kapitalsal og spisesal for søstrene.

Skolefløjen (østfløjens sydlige del) er opført i starten af 1500-tallet. Oprindeligt blev 1. sal brugt til sovesal for munkene, men fra 1554 og frem til 1847 blev denne bygning brugt til katedralskole. Bygningen gennemgik ligeledes en større renovering omkring 1904 under Hack Kampmanns ledelse, der lod vestfacaden præge af et kompromis, hvor underetagens middelalderlige vindueshuller blev genskabt, mens man på 1. salen valgte at bibeholde de nyere, større vinduer. Skolefløjen rummer klostrets kapitelsal, hvis hvælvede loft bærer kalkmalerier, der efter alt at dømme er udført i tiden 1512-20, idet den da fungerende biskop Erik Kaas våben indgår i udsmykningen.

Mellem de to bygninger portbygningen og skolefløjen findes en lille forbindelsesbygning. Denne lille bindingsværksbygning i 1. sals højde på anlæggets østside blev opført, da klosterfunktionen ophørte, og det blev tilladt at færdes mellem søster- og broderklosteret.

Da klosteret var fuldt udbygget, fandtes der også en sydfløj, bestående af klostrets kirke, som afgrænsede klosterhaven mod syd. Kirken blev dog nedrevet i midten af 1600-tallet (en del af koret stod frem til midten af 1800-tallet), og i dag passerer man kirkens gamle placering, når man bevæger sig ned gennem Latinergyden til Gravensgade. Herefter, ligeledes ved 1600-tallets midte, blev den sydlige ende af vestfløjen indrettet til kirkelige formål, og i 1681 blev der udvidet mod syd med en lille korbygning. Den trekantede apsis blev tilbygget i 1897.

Ved C.W. Obels Plads i midten af Aalborg, ligger Ålborg Hospital, Helligåndsklosteret, i dag kaldet Aalborg Kloster, som er et markant anlæg bestående af syv fløje og et udhus med tilhørende gårdrum, haverum og forplads.

Bygningerne udgøres i det væsentlige af fem grundmurede fløje i to stokværk med facader i blank mur af gule sten over en granitsat sokkel, kamtakkede gavle med høje smalle blændinger og opskalket heltag belagt med røde vingetegl. I rygningerne sidder karakteristiske skorstene med hvælvkappe. Bygningerne er udlagt omkring to gårdrum, og adgang sker via en portgennemkørsel i den nordre del af den østlige længe, som også rummer kontorer med mere.

Den nordre længe rummer beboelse, og fælleserum i kælderen. Den vestlige længes nordlige del rummer beboelse og fælles spiserum samt gæsteværelser, og i den sydlige del en nyistandsat kirke med en tresidet apsis. Den søndre del af østfløjen rummer en krydshvælvet munkegang, og kapitelsalen med kalkmalerier i loftet. I tværfløjen, centralt i anlægget, findes refektoriet, som er et stort krydshvælvet rum med to murede søjler og et åbent ildsted. Ved siden af ligger priorens hus, et krydshvælvet rum med en søjle og ildsted. Bortset fra rummene der direkte relaterer sig til klosterfunktionen, bærer de øvrige bygninger i det indre generelt præg af nyere tids tilpasning til anlæggets nuværende hovedfunktion, beboelse. Dog er adskillige ældre og oprindelige bygningsdele og detaljer bevaret, og de nyere elementer er af en sådan kvalitet, både i udformning og håndværksmæssig udførelse, at de føjer sig til husets øvrige gedigne karakter.

Foruden de fem oprindelige længer findes to senere opførte bygninger, som ligger udenfor klosterets middelalderlige kompleks. Dels en grundmuret bygning fra 1867, opført i vinkel af gule sten med skiferbelagt heltag og øst for denne, med gavl mod C.W. Obels Plads, en pudset længe i to stokværk med heltag af røde tegl. I tagfladen sidder to kviste. I det indre er begge bygninger indrettet til ældreboliger. Vest på grunden er endvidere et lavt muret og rødkalket længehus med halvvalmet tegltag. Denne bygning er i det indre præget af en nyere indretning og rummer et museum.

Den miljømæssige værdi ved Aalborg Kloster er knyttet til den miljømæssige betydning det samlede anlæg har for den historiske bykerne i Aalborg, hvor den tilbagetrukne, men synlige portfløj og den senere plejefløj er synlig fra C.W. Obels Plads, og herigennem er med til at sætte en historisk stemning omkring torvet, tillige med de andre meget gamle huse. Desuden er klosterets markante kamtakkede gavle og udstrakte røde tagflader synlige fra Gammel Torv og omkring Aalborg Post og Telegraf, hvor Aalborg Kloster var medvirkende til at Post og Telegrafbygningen blev disponeret på grunden som den gjorde, med en lavere del mod klosteret. Dette for at opnå en arkitektonisk ligevægt med klostermurens aftrappede forløb langs Latinergyden og Adelgade, hvor den medvirker til at nedtone skalaen fra de bastante bygninger til de intime brolagte gaderum langs Latinergyden.

Hertil kommer væsentlige miljømæssige værdier i anlægget selv, hvor de mange bygninger danner intime og stemningsskabende rum med vidt forskellig karakter. Fra C.W. Obels Plads kommer man først til et smalt brolagt gaderum, som giver et aksefast kig gennem portfløjen til søstregården, og foran portfløjen breder rummet sig ud til begge sider, og danner en lille brolagt plads med små klippede træer foran plejefløjen mod nord, og mod syd et haverum, med plæne og et cirkulært springvand i granit. Gennem portfløjen kommer man til et brolagt rektangulært gårdrum, der spidser til mod vest. Her opleves, som det eneste sted i anlægget, klosterets bygninger i en historisk kontekst uden synlig indblanding fra den omkringliggende, moderne by. Syd herfor ligger den tidligere brødregård, der i dag er omdannet til et haverum, der åbner sig mod syd, hvor det afgrænses af klostermuren. Rummet er symmetrisk opdelt af en centralt havegang, og mod syd er træer og en rundgang med pergola.

Endelig er mod vest et grønt haverum med en brolagt sti langs vestfløjen og en plæne med bevoksning og små terrasser omkranset af hække. Endvidere skaber de tætliggende bygninger flere, mere uformelle, rum imellem sig, som bidrager til fornemmelsen af et stort og mægtigt anlæg, som med tiden er blevet klemt inde af den omkringliggende by.

Den kulturhistoriske værdi er knyttet til det samlede klosteranlægs store betydning for oplevelsen af den historiske bykerne i Aalborg. Bygningerne er blandt de ældste i byen, og trods flere større restaureringer giver de et autentisk indtryk af et stort grundmuret bygningsanlæg fra før reformationen. Aalborg Klosters skæbne og udvikling er således tæt forbundet til hele Danmark, og Europas, udvikling siden middelalderen, med anlæggets oprindelse som helligåndshus, en institution som varetog pleje af samfundets fattige og svage, og således påtog sig et socialt ansvar finansieret af velstillede borgere, i dette tilfælde Maren Hemmings, som skænkede byggegrunden. I samtiden oprettedes i Europa adskillige religiøse ordener, og med dem klostre, som helligåndshuset kort efter opførelsen blev omdannet til. Dette fik betydning for den videre udvikling af bygningsmassen, opdelingen i separate søstre- og brødreafdelinger med tilhørende adskilte gårde, og opførelsen af en nu nedrevet kirke. Også med oprettelsen af katedralskolen i østfløjen, en funktion den bevarede igennem knap 300 år, har anlægget også spillet en rolle for byens uddannelsesvæsen.

Det samlede anlæg er også udtryk for skiftende tiders restaureringsholdninger, og vidner om den vidt forskellige tilgang man har haft til historiske bygninger, som i dette tilfælde har gennemgået meget store ombygninger såvel i det indre som ydre. Endelig er der stor kulturhistorisk værdi i det samlede anlægs fysiske gestalt, idet hele anlægget vidner om byggeskik, materialeholdning og håndsværksmæssige traditioner fra den sene middelalder og frem.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det samlede bygningsanlæg med længernes klare hovedform og homogene materialitet, der giver et roligt, solidt og værdigt udtryk. Herunder de taktfaste facader, som trods varierende formater og typer skaber en udtryksfuld helhed. De lange murede facader fremstår enkle på afstand, men tæt på afslører de en stor grad af detaljering, eksempelvis i søstregården hvor nordfløjen har gotiske spidsbuede vinduesnicher forneden, og i første stokværk er nicherne underdelt af et todelt rundbuemotiv som videreføres i runde blændinger mellem vinduerne. Vinduesindfatninger er yderligere dekoreret ved at der skiftes mellem gule og røde sten, et motiv som gentages på den aftrappede gesims under tagfoden.

Vestfløjen med det imposante indgangsparti har mere enkle indfatninger omkring de fladbuede vinduer, mens tværfløjen har rektangulære vinduer, og endelig har portfløjen små blyindfattede ruder i første stokværk. Interessant er det, at flere af disse motiver stammer fra Hack Kampmanns gennemgribende restaurering omkring 1904, og de er således ikke nødvendigvis udtryk for hvordan husene er opført, men en fortolkning af hvordan de har udviklet sig gennem tiderne. Flere motiver genfindes på de to senere opførte fløje øst for portfløjen, herunder den todelte rundbuefrise fra nordfløjen. Endvidere fremstår de karakteristiske skorstene med murede hvælvkapper som ikoner for bebyggelsen. Ydermere bidrager de spidsbuede blændinger på gavlene til at give bygningerne en opadstræbende karakter, der afbalancerer deres lange horisontale udstrækning og understreger husenes tætte forbindelse til det gejstlige.

I den nyeste fløj, plejefløjen mod øst, ses desuden detaljer som er typiske for Hack Kampmann, i brugen af granitsøjler imellem vinduer og ved indvendige trapper hvor trinene har synlig underside af granit. Disse træk går igen i Distriktstoldkammeret og Aalborg Post og Telegraf, ligeledes af Hack Kampmann.

Læs videre om

• Brix'es Gård
• Gammeltorv 10
• Hamborggården

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen