Aalborg Kloster er i dag en selvejende institution, der tilbyder kvinder over 50 år og mænd over 60 år boliger under betryggende forhold. Der udlejes 27 seniorboliger i bygningerne. Der lægges vægt på at beboerne indgår i en form for ældrefællesskab. For at komme i betragtning til en bolig må interesserede skrive sig på institutionens venteliste.
Helligåndsklosteret i Aalborg, byens tredje og yngste middelalderkloster, blev oprettet i 1451. Men allerede i 1431 havde Maren Hemmings oprettet et Helligåndshus og hospital på nogle jorder, som hun havde arvet efter sine forældre i Sankt Peders Sogn, op til den indre, vestlige bybefæstning ved Vesterå. Aalborg by skænkede den nye stiftelse endnu en grund, og her voksede det senere kloster frem, der blev det første Helligåndskloster i Danmark.
Finansieret af donationer fra borgere, adelige og kongelige varetog klosteret pleje af byens syge og fattige. Desuden var Helligåndsordenen særligt engageret i modtagelse og opfostring af hittebørn. Folk udefra kunne købe sig sjælemesser og gravpladser i klosterkirken samt få kost og logi i klosteret som pensionærer. Helligåndsklosteret i Aalborg samlede sig herigennem en del indtægtsgivende bøndergods, især i Hornum Herred. Dertil fik man tiendeindtægterne af to sognekirker i Vendsyssel – i Saltum og Skagen – som klosteret til gengæld skulle sørge for duelige præster til. Dette kneb tilsyneladende, idet de to menigheder i 1490 inviterede gråbrødre fra Aalborg og sortebrødre fra Viborg til at prædike for sig.
Helligåndsklostre havde deres egne præster, men de fleste ordensmedlemmer var plejere; i 1455 talte klosteret i Aalborg fem præster, otte lægbrødre og 23 kvindelige sygeplejere under ledelse af en prior og en priorinde. Som supplement til indkomsten havde Helligåndsordenen ret til at udsende tiggere, ligesom den var involveret i den tiltagende afladshandel.
Alt dette fik en brat ende i forbindelse med Reformationen. I 1530 blev klosteret i første omgang lukket af Axel Gøye, der lod de syge og fattige flytte til Gråbrødreklosteret. Selv om både klosterfolk og hospitalslemmer kunne vende tilbage i 1533, blev Helligåndsklosteret endeligt nedlagt året efter. Hospitalsbygningerne fortsatte dog som stiftelsen Aalborg Hospital, fra 1954 under navnet Aalborg Kloster.
I perioden ca. 1554‑1848 husede det gamle kloster tillige Aalborg Katedralskole. Klosterkirken blev en kort overgang anvendt som sognekirke, men menes nedrevet i 1600-tallet. Resten af klosteranlægget står derimod endnu som et af Danmarks bedst bevarede middelalderklostre – og angiveligt et af de bedst bevarede Helligåndsklostre nord for Alperne.
Klosteranlægget blev opført som et dobbeltkloster, som var for både munke og nonner. Komplekset bestod af bygninger i gule munkesten omkring to lukkede klostergårde, kaldet Brødregården og Søstregården. De mange fløje blev opført i mindst otte byggefaser mellem 1431 og 1530, hvor klosteret blev nedlagt.
Klosterkirken lå sydligst i Brødregården. Den oprindelig etskibede kirkebygning blev antagelig opført allerede i Helligåndshusets tid og blev formentlig senere udvidet med et eller to sideskibe. Det meste af kirken blev nedrevet efter 1580, mens koret og et øst for dette stående tårn – muligvis opført før 1450 – først forsvandt i 1809.
Tværfløjen, der adskilte de to klostergårde, rummede sandsynligvis priorstuen og munkenes refektorium, og i klosterets lange vestfløj lå hospitalsstuen. Til Helligåndshuset og klosteret hørte en søndre kirkegård beliggende syd for kirken og sandsynligvis også en nordre kirkegård i Brødregården. Efter Reformationen blev klosteret som nævnt omdannet til Aalborg Hospital, og i 1554 fik latinskolen til huse i brødrenes tidligere østfløj. Her findes i munkenes kapitelsal fine kalkmalerier fra årene 1512‑20 med bl.a. en forførende heks og biskop Erik Kaas’ våben. Klosterkomplekset blev restaureret omkring år 1900.
