Landsbyen Årslev med middelalderkirke blev udskiftet i 1790’erne, men gårdene blev liggende i byen. Da Odense-Svendborg-banen åbnede i 1876, fik Årslev station på linjen. Stationen blev lagt lidt uden for landsbyen, og i de følgende årtier begyndte den første bebyggelse at vokse frem langs banen; Årslev var nu delt i to selvstændige dele. Byen fik et forsamlingshus i 1888 og et missionshus i 1909. Landbrug var den primære beskæftigelse i sognet, men i byen lå også industri som fx en stokke- og piskefabrik, et cementstøberi og et kalkbrænderi; derudover var der købmandshandel og gæstgiveri.
I årene efter 1920 skete der en stigning i ansatte inden for håndværk og industri; desuden var nogle få beskæftigede med gartneri. I perioden 1920‑70 skete der en markant vækst i antallet af udstykninger i området øst for banen, og efterhånden voksede Årslev sammen med Sønder Nærå i øst. Hvor der i 1940 var registreret 200 indbyggere i Årslev, lå tallet for de to bebyggelser tilsammen på 1.365 i 1965. Byudviklingen klumpede sig sammen tre steder i Årslev: øst for banen mod Sønder Nærå og mod nord langs banen, i området mellem kirken og jernbanen og endelig i et hjørne, der omkransedes af Ibjergvej, Svendborgvej og Overvejen.
I perioden 1966‑2007 var Årslev administrativt centrum i kommunen af samme navn. I begyndelsen af 00’erne blev der udlagt nye arealer til erhvervsliv, fordi byen oplevede en vækst, men der blev stillet krav om, at områderne skulle fremstå ordentligt og tage hensyn til det omliggende landskab. Boligområder blev udlagt med åben og lav bebyggelse. Indbyggertallet voksede fra 1970 og frem, fra 1.504 til 3.242 i 2006.
