Efter Reformationen i 1536 stod adelstanden sammen med en styrket kongemagt som sejrherre efter borgerkrigen Grevens Fejde 1534‑36. Gejstligheden havde mistet sin politiske indflydelse, og adelen var nu som eneste stand repræsenteret i Rigsrådet, der rådgav kongen. Samtidig kom de gode tider for landbruget fra 1500-tallets midte de adelige godsejere til gode, hvilket medførte en bølge af nye herregårdsbyggerier.
Et af de tidlige renæssancebyggerier var Ørbæklunde, der blev opført af Henrik Friis omkring 1560. Ligesom Rygård blev den udstyret med vægtergang, skydeskår og skoldehuller, hvilket også kendes fra andre herregårde fra perioden. Det vidner om en adel, der i midten af 1500-tallet fortsat havde en forestilling om herregårdene som forsvarsværker eller i det mindste yndede at fremstille sig som den krigerstand, de endnu var.
Ørbæklundes svungne, vælske gavle dekoreret med sandstensbånd fortæller imidlertid også – og måske først og fremmest – at herregården var adeligt pragtbyggeri. Det til trods for Ørbæklundes sandstenstavle med latinsk inskription fra 1593, der lyder, at huset ikke blev opført til »overdådighed eller pralende pomp«, men til erindring om Guds velgerninger. Ørbæklunde blev opført som et enkelthus i to et halvt stokværk i mørkerøde mursten. Mellem første og andet stokværk løber en svagt udkraget buefrise, der gentages foroven med en langt stærkere udkraget buefrise. Mod haven er opført tre firkantede tårne og mod gårdsiden et ottekantet trappetårn. Omkring 1650 blev to sidefløje opført, hvoraf kun østfløjen står tilbage. Samtidig blev et avlsanlæg opført, hvis hovedpart dog brændte i 1959.
Friisslægten besad Ørbæklunde indtil 1689. Siden 1782 har herregården været i familien Langes eje, og i dag driver Lars-Hågen Lange landbrug, skovdrift og jagtudlejning.
