Øregaard i Hellerup blev opført 1806‑08 som sommerbolig for grosserer og skibsreder Johannes Søbøtker og hans familie. Søbøtker var født på Sankt Croix, det daværende Dansk Vestindien, som fjerde generation i en slægt af plantageejere og embedsmænd i den danske koloni. Han blev uddannet i København og fik tidligt succes i kraft af sit store handelstalent. I 1804 blev han kompagnon i Københavns næststørste rederi, C.W. Duntzfelt & Co. Han fik også egne skibe i søen med firmaet Søbøtker og Co. og tjente sine penge på den lukrative handel med råsukker fra Dansk Vestindien.
Søbøtker blev, som mange af tidens mænd inden for handel og søfart, en velhavende repræsentant for det borgerskab, der blev 1800-tallets toneangivende kraft. De rigeste fik råd til luksus og tilegnede sig mange vaner, som adelen hidtil havde haft for sig selv. Et passende landsted uden for København, hvor familien boede om sommeren, blev et væsentligt led i velhavernes levevis. I 1806 købte Søbøtker bondegården Øregaard med tilhørende jord for at opføre en herskabelig sommerbolig i magelig afstand til hovedstaden.
En af tidens førende arkitekter, franske Joseph Ramée, tegnede den nye bygning, som stod færdig i 1808. Den blev opført nær den oprindelige bondegård, som blev liggende, så landstedet kunne være selvforsynende og dermed til både lyst og nytte. Ramée var eksponent for den franske revolutionsarkitektur, som rensede arkitekturens formsprog og søgte efter geometriens enkle former i en ny klassicistisk stil.
Med opførelsen af Øregaard bragte Ramée den elegante franske klassicisme til Danmark. Hovedbygningen er sparsomt dekoreret, og den har en tydelig rumgeometri, elegante proportioner med de klart formede, centralt orienterede bygningskroppe. Der er brugt enkle, men omhyggeligt valgte materialer til huset, der har grønt kobbertag, lyse mure, mørkgrønne vinduer og enkle detaljer i rosa sandsten. Skodderne og verandaen mod øst er tilføjet senere, formentlig efter en brand i 1826. Samtidig blev tagfoden ændret, så den i dag fremstår med en synlig tagrende, mens den oprindelig var omkranset af en attika-gesims, som ses på en tegning af H.G.F. Holm.
Interiøret i havestuen viser, at huset blev dekoreret og indrettet efter tidens nyeste mode. Stilen kaldes directoire og er kendetegnet af en både enkel og sofistikeret udsmykning af vægflader, ovnnicher og træværk. Den oprindelige dekoration med skabelontryk på væggene blev rekonstrueret i 2017, så man i dag endnu tydeligere kan fornemme rummenes udtryk i deres helhed.
Ramée udformede også Øregaards parkanlæg i den nye landskabshavetype, den romantiske have, med slyngede stier og en kurvet sø med enkeltstående træer i en afvekslende beplantning.
Efter statsbankerotten i 1813 kom handelsfirmaet i vanskeligheder, selv om Søbøtker klarede sig langt bedre end mange af kollegerne fra den gamle handelsstand. I 1821 måtte Øregaard sælges. Før salget var Søbøtker i 1820 rejst tilbage til Caribien, hvor han fik en karriere som embedsmand i den danske koloni, og han var i sin egenskab af vicegeneralguvernør til stede, da Peter von Scholten officielt afskaffede slaveriet i 1848.
I resten af 1800-tallet var Øregaard fortsat centrum for borgerskabets fredfyldte sommerliv; nu for familier som Hambro og Ohlsen. I 1917 solgte Albertine Ohlsen, der stod i spidsen for gartnerivirksomheden J.E. Ohlsens Enke, Øregaard til Gentofte Kommune med ønsket om, at hovedbygningen og parken blev bevaret. Begge dele blev fredet, mens landbrugsarealerne og strandengene blev udstykket med forståelse for Øregaards egenart; bl.a. blev Hambros Allé placeret ud for husets midtakse, så der stadig var udsigt til Øresund.
