Det centrale Østerby Havn med fiskeri- og lystbådehavn mod nord, 2016. Østerby Havnegade er en del af den landevej, der forbinder byen med Byrum og færgehavnen i Vesterø Havn.

.

Byen Østerby Havn har 272 indbyggere og et areal på 53 ha. Den ligger ca. 10 km nordøst for Byrum i et fladt og sandet landskab på nordsiden af Læsøs østvendte odde, der har fine badestrande. Denne strækning byder i modsætning til øens andre kyster på dybt vand (4 m) nær land. Området ligger isoleret i forhold til øens øvrige bebyggelser, men centralt placeret i forhold til fiskeri og skibsruter.

Det meste af øens fiskerflåde lander fangsten af bl.a. jomfruhummer i Østerby Havn. Erhvervsarealerne ved havnen domineres af fiskeindustri og værft med bedding. Her og langs landevejen til Byrum findes butikker og enkelte andre servicevirksomheder. Et parcel- og fritidshusområde afgrænses mod syd af plantet nåleskov.

Ved Gammel Østerby 2 km syd for havnen ligger kirken fra 1867, der afløste den i 1700-tallet tilsandede Hals Kirke.

Fra midten af 1900-tallet blev der opført mange sommerhuse omkring Østerby Havn. Et af de mest bemærkelsesværdige er opført 1985-87 på en stor naturgrund. Det er tegnet af arkitekt Hanne Kjærholm og er inspireret af den lokale byggetradition. Huset er formet som en lang, smal længe med et stort, næsten svævende tag med 50 graders hældning og tagskægget lavt over terræn båret af sorte telefonpæle.

Betydning af bynavnet Østerby Havn

Navnet Østerby er kendt fra 1630, hvor formen Østerbye optræder. I senere kilder findes former som Østerby (1651) og Østerbye (1662). Navnet er sammensat af retningsangivelsen østre og substantivet by, og det sigter således til byens beliggenhed på den østlige del af Læsø.

Mere om bynavne i kommunen

Videre læsning

Læs mere om byer i Læsø Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer

Eksterne links