Anholt Fyr

Anholt Fyr
.

Anholt Fyr ligger på Ørkenvej 100-102 i Norddjurs Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Anholt Fyr er et af Damarks ældste fyr, oprettet i 1561 samtidig med Skagen Fyr. Det nuværende, cylinderformede anduvningsfyrtårn blev opført i årene 1785-1788 efter tegninger af arkitekten Ernst Peymann. Det murede tårn afløste et ca. 30 meter højt vippefyr med åben fyrkurv. Fyrtårnets åbne kulfyr blev overdækket med en lanterne i 1805, og i forbindelse med englandskrigene opførte den engelske besættelsesmagt i 1809-1814 et ottekantet fæstningsværk, Fort York, omkring fyret. Kransen omkring tårnet er resterne af garnisonens inderste kasematter.

Fyret fik i 1836 et lampefyr med 19 spejle og i 1842 blev det udstyret med roterende spejle. Tårnet blev forhøjet til de nuværende 42 meter i 1881 og fik samtidig en lanterne med moderne, roterende lysteknik i form af en Fresnellinse. I 1963 blev fyret fuldautomatiseret med acetylgasbrænder, som i 1996 blev udskiftet til solceller og glødelampe. Fresnellinsen opbevares aktuelt på Anholt museum. Den trapezformede fyrgård blev opført i 1826 som bolig for fyrmesteren og fyrpasserne.

Beskrivelse

Anholt Fyr og fyrmesterbolig ligger på den nordøstlige spids af Anholt. Fyret står tæt ved vandkanten, mens fyrmesterboligen ligger syd herfor, skærmet af klitter og lav bevoksning. Anholt fyr er et ca. 42 meter højt anduvningsfyr opført som et grundmuret, cirkulært tårn med en muret krans forneden og en karakteristisk lanterne på toppen. Fyret står på et trapezformet glacis, der ikke er omfattet af fredningen. Kransen, der er en del af kasematterne til et tidligere fæstningsværk, er ligeledes cirkulært og har flere mindre vinduesåbninger samt et tag belagt med tagpap. Selve fyrtårnet er kendetegnet ved mindre, sandstensindfattede vinduer med ældre opsprossede rammer samt en øvre del med murede pilastre. Herover står lanternen. Værn og lanterne er udført i jern, messing og kobber, mens fyrtårnets gesimser er i sandsten og granit.

I det indre er kasematterne kendetegnet ved støbte og brolagte gulve, kraftige mure og tøndehvælvede lofter. Døren ind til selve fyrtårnet har en indfatning i nexøsandsten med vederlags- og slutsten. I fyrtårnet løber trappen, der ligeledes er i nexøsandsten, mellem ydermuren og den hule, indre skakt, som oprindeligt blev brugt til at hejse kul op. Døren ind til skakten er i stueetagen en ældre, tofløjet, pålagt revledør med oprindelig beslåning og hængsling. Over døren sidder en inskription i sandsten med teksten iantsen anno 1788. Den øverste del af tårnet er påbygget i 1881 og gulvene er her af brædder og teglsten, mens trapperne op til lanternen er i støbejern. I selve lanternen er bevaret fæstet for Fresnellinsen fra Barbier & Fenestre, dog er selve linsen fjernet. Fyrmesterboligen er et trapezformet gårdanlæg, der består af fem forbundne længer, en forplads, en gårdsplads og en have, der alle er forbundet af mure. Murene er grundmurede med sparenicher og afsluttes af vingeteglsten.

Der er hovedadgang til gården fra vest gennem en traditionelt udført revleport. I murene findes desuden flere traditionelt udførte relvedøre med ældre beslåning samt mod syd et tilbygget hønsehus, som ikke er omfattet af fredningen. Forpladsen er belagt med betonfliser, mens gennemkørslen og gårdspladsen er belagt med teglsten på højkant. På gårdspladsen findes det oprindelige brøndhul. Længerne er alle grundmurede med en retkantet hovedgesims og opskalkede tage beklædt med spån. I tagfladerne sidder en enkelt kvist og en række nyere ovenlysvinduer.

I rygningerne sidder et enkelt rytterlys og flere traditionelle skorstene med sokkel, krave og meget store vindhætter. Både mure og længer har sorte sokler og brændte fuger. Længernes vinduer er mestendels firrammede og opsprossede med enkeltlagsglas af varierende alder og detaljering, dog findes der blandt disse flere ældre og muligvis oprindelige vinduer med samtidige hjørnebånd, hængsler og glas. Dørene er dels traditionelt udførte revledøre, dels ældre, tofløjede fyldingsdøre.

Den nordlige fløj rummer fyrmesterboligen, et køkken, et bryggers, en mindre kælder og har på den østvendte gavl en traditionelt udført havestue med udgang til den muromkransede have. Den sydlige fløj rummer to separate fyrpasserboliger med tilhørende køkkener og udgange til haverne mod syd, som ikke er omfattet af fredningen. Den vestlige længe, der forbinder den nordlige og den sydlige fløj, rummer en central vogngennemkørsel, en garage mod syd med bindingsværk som muligvis stammer fra en tidligere bebyggelse på stedet, samt dele af en tjenestebolig mod nord.

I det indre har alle længerne bevaret en meget stor del af den oprindelige planløsning og rumfordeling med et gennemgående hovedskillerum, forstuer med adgang til tagetagen og køkkenerne, der alle er placeret mod nord, samt større stuer mod syd. Flere af vinduerne har forsatsrammer. Alle skorstenskernerne er bevaret og tilsluttet brændeovne, og der er bevaret en række ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve samt fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og gerichter. Tagetagerne er alle delvist udnyttet til beboelse og i enkelte af rummene i det sydlige fløj ses øksetilhuggede loftsbrædder. Trapperne til tagetagerne er ældre og traditionelt udførte ligeløbstrapper. I det indre er fyrmesterens bolig i den nordlige fløj desuden kendetegnet ved en standsmæssig detaljering i form af bræddebeklædte og fuldt panelerede vægge. Længerne har ingen indlagt el eller andre varmekilder end brændeovnene, og badet er et kar der står i bryggerset og fyldes med vand, der pumpes fra brønden og varmes i en nyere gruekedel. I køkkenerne pumpes vandet også frem. Der er opført et traditionelt das nord for gården.

Miljømæssig værdi

Anholt Fyr og fyrmesterboligs miljømæssige værdi knytter sig til den for Danmark unikke, isolerede og solitære beliggenhed på Anholts nordøstligste spids, hvor bygningerne ligger som de eneste arkitektoniske pejlemærker i flere kilometers omkreds. Fyret og fyrmesterboligen danner sammen med stierne, hønsehus, das og sporene efter de dyrkede haver et mindre, men meget helstøbt kulturmiljø omkring den historiske fyrfunktion.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til det samlede anlæg bestående af fyrtårnet og fyrmesterboligen, der med sin størrelse og funktioner dels vidner om fyrfunktionens væsentlige, nationale betydning, dels vidner om nødvendigheden af at være en selvforsynende enhed. Fyrtårnets kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til tårnet som et af landets højeste og ældste, grundmurede anduvningsfyr samt til de tidligere kasematter med særdeles kraftige mure og brolagt gulv, der fortæller historien om den engelske okkupation i begyndelsen af 1800-tallet. I den ældste del af fyret relaterer den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til den bevarede, oprindelige grundplan og den tidstypiske anvendelse af nexøsandsten til hovedgesims, vinduesindfatninger, dørindfatninger og trappetrin, samt til inskriptionen Iansen anno 1788. Hertil kommer de ældre vinduer med håndsmedet beslåning og kraftige, indmurede hængsler til revleportene.

I den yngre, tilbyggede overdel relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de murede pilastre og den karakteristiske brug af granit til gesims og gulv, samt til den tidstypiske anvendelse af støbejern, messing og kobber til lanternen, værnet, vandspy og de indre trapper samt fæstet for den tidligere Fresnellinse fra Barbier & Fenestre.

Fyrmesterboligens kulturhistoriske værdi knytter sig til den oprindelige helhed bestående af fem længer, forplads, teglstensbelagt gårdsplads med brønd og tilhørende have, omkranset af mure med sparenicher, enkelte revledøre og port mod vest. I længernes ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig ydermere til de traditionelt udførte, grundmurede bygninger med brændte fuger, retkantet hovedgesims og opskalkede tagflader med skorstenspiber i rygningen samt store, firerammede og opsprossede vinduer. Mange af vinduerne er ældre og flere er sandsynligvis oprindelige med bevaret håndsmedet beslåning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den synlige, funktionelle og hierarkiske forskel på den nordlige, den sydlige og den vestlige fløj: Den nordlige fløj var fyrmesterens bolig, hvilket ses i havestuens placering på gavlen og gårdspladsens færre døre, mens den sydlige fløj med sine to boligenheder og udgange til haven var fyrpassernes boliger. Den vestlige længe fungerer som garage, hvilket den brede port vidner om, og rummer desuden dele af en mindre tjenestebolig der er forbundet til den nordlige længe. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de næsten intakte, oprindelige planløsninger i de fem længer med langsgående hovedskillerum og køkkenerne placeret mod nord, samt til det markante hierarki mellem den større og mere elegant udstyrede fyrmesterbolig mod nord, den mindre tjenestebolig mod vest og så de to fyrpasserboliger i den sydvendte fløj. I fyrmesterens bolig ses fyrmesterens sociale status og økonomiske formåen i boligens størrelse samt i stuerne med brystningspaneler og fuldt panelerede vægge eller bræddebeklædte vægge. En gennemgående forstuegang, hvorfra der er adgang til tagetagen, adskiller fyrmesterens bolig fra den mindre tjenestebolig, der ligger i direkte forlængelse af køkkenet. I den sydlige fløj ligger den kulturhistoriske værdi i de to bevarede boligenheder med separate udgange til gårdspladsen og den sydvendte have, samt i den bevarede stald længst mod vest.

Den kulturhistoriske værdi er endvidere knyttet til de mange oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, som er bevaret, herunder bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler, profilerede gerichter og ældre lofter, der alle vidner om bygningens alder og oprindelige udtryk. Hertil kommer alle skorstenskernerne, der vidner om opdelingen i flere boligenheder, og om at ovnene var den eneste mulige kilde til opvarmning og madlavning. Det bevarede bindingsværk i garagen har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet det sandsynligvis stammer fra en tidligere bebyggelse på stedet.

Arkitektonisk værdi

Fyrtårnets arkitektoniske værdi knytter sig til det solide, monolitiske udtryk med den brede, kraftfulde krans og de små vinduesåbninger med de markante indfatninger, der følger trappens forløb. Tårnet er udpræget rationelt og nøgternt i sit udtryk, og bærer samtidig tydeligt præg af forhøjelsen i 1881, hvor pilastermotivet og granitgesimsen dominerer. Der knytter sig ligeledes arkitektonisk værdi til kontrasten mellem tårnets tunge murværk og den elegante, prismatisk opsprossede lanterne med klokkeformet kobbertag. Hertil kommer den detaljerede bearbejdning af de nødvendige, funktionelle detaljer, så som tagets nedløbsrør der følger lanternens opsprosning og de dertil beregnede, nedhuggede riller, som findes i omgangens granitgulv.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i den oprindelige del af tårnet til den enkle grundform med tøndehvælvet loft, dybe, koniske vindueslysninger og trappen i sandsten, der snor sig mellem ydermuren og den hule, murede kerne. Fyrmesterboligens arkitektoniske værdi knytter sig til den særegne og sjældent sete trapezform med de fem længer, forplads, gårdsplads og have, der fysisk og visuelt bindes sammen af de hvide mure. Oplevelsen af trapezformen er særlig tydelig på gårdspladsen, hvor formsproget giver en næsten perspektivisk virkning til oplevelsen af rummet. Udtrykket er både i det ydre og i de indre gårdrum udpræget symmetrisk og sluttet, domineret af den enkle farvesætning med sort sokkel, hvide murflader, vinduer i lys grønjord og træfarvede tagflader. I forhold til en traditionel, firlænget gård, giver trapezformen endvidere et fra haven og forpladsen imponerende aksefast kig gennem hele anlægget.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links