”Honesto inter labores otio sacrum”
”Helliget fortjent hvile mellem arbejdet”
Citatet oven for henviser til den sætning, der på latin ses over hoveddøren til Bernstorff Slot. Stedets bygherre, udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, opførte det som et fristed. J.H.E. Bernstorff var en af de mange tyske adelige, der i den ældre enevælde fik store embeder i den danske statsadministration. Som udenrigsminister og gehejmestatsminister med prædikatet excellence kunne Bernstorff ikke nøjes med palæet i Bredgade, der endnu bærer hans navn, men måtte også have et landsted i nærheden af byen.
Byggeriet blev påbegyndt i 1759. For Bernstorff, der var fascineret af Frankrig og alt fransk, lå valget af den franske arkitekt N.H. Jardin lige for. Det nye hus blev placeret midt i den nye have, og på et sæt projekttegninger er de forskellige udsigter skrevet ind, så de har haft en vigtig betydning.
Haven har Jardin valgt at udforme i samme senbarokke stil, som han også anvendte ved udformningen af Fredensborg Slotshave.
Bernstorff Slot blev opført i to etager over høj kælder med valmtag, som blev belagt med sortglaserede tagsten. Over gesimsen var der en balustrade med vaser, og et ovalt fremspring kronedes af en kuppel, der senere blev erstattet af den nuværende højere kuppel med tambur. De hvide mure stod i hvidt, mens sokkel, trapper og udsmykningsdetaljer var i rød bornholmsk sandsten. Facadernes klassiske elementer er begrænset til refendfugning på midt- og sidepartierne, sålbænke og konsoller under vinduerne samt hoved- og havedørenes rigere indramninger. De tæt sammenstillede vinduer midt på gavlfacaderne er meget ukonventionelle.
Jardins åbne tilgang til opgaven ses især i bygningens plan. Rokokoens bibel udi lystejendomme var J.-F. Blondels De la distribution des Maisons de Plaisance… (1737-38), der fik stor betydning for den finere bygningskunst herhjemme. Rummene skulle ikke som før bare ligge på række, de skulle have forbindelser på kryds og tværs. Som det havde været kutyme i mere end 100 år, var værelserne fordelt med to parallelle suiter mod hhv. gård- og haveside. Lige så traditionel er placeringen i tværaksen med vestibule og havesal i forlængelse af hinanden. Havesalens ovale fremspring var decideret gammeldags i sin idé. Der er typiske småtrapper til tyendet, men de er skudt ud i bygningens gavlender, således at den centrale beboede del fremstår klar og overskuelig. Tidens teoretikere anbefalede at lægge hovedtrappen til højre for vestibulen, da man naturligt vender sig den vej. Husherrens værelser blev lagt mod haven, en gæstesuite blev lagt ud mod gården. Spisesalen blev placeret til højre for vestibulen og hovedtrappen, hvor tjenerskabet kunne dække op og rydde af uden at skulle gennem beboelsesrummene. Førstesalen blev indrettet med en lang gang, der midt på vider sig ud, hvor ovalsalonens konstruktion medfører et spring i den langsgående skillevæg.
Arvingerne solgte bygningen i 1810, og herefter gik den i en årrække fra hånd til hånd. 1838 blev den solgt til nedrivning, hvilket dog blev forhindret af prins Christian (VIII) Frederik ved at garantere ejeren 6.000 rd. til istandsættelse. Den forkøbsret, prinsen dermed skaffede sig, fik betydning allerede i 1842, hvor Christian VIII købte bygningen for 100.000 rd. Kongen var kendt for sin store kunstforstand, og han ville ikke, at dette hovedværk i dansk arkitektur skulle forsvinde.
Med kongens køb blev Bernstorff et slot. Huset blev nu ombygget af hofbygmester J. Hansen Koch. Den gamle balustrade (der vistnok var af træ) blev fjernet. Det samme gjorde den skotrende, der lå inden for hovedgesimsen; taget har altså tidligere haft en helt anden karakter. Dets oprindelige udstrækning ses på loftet, hvor de store flunker ved kvistvinduerne angiver, hvor taget oprindeligt har været. De gamle spær sidder således til dels endnu inde under det nyere, der er trukket ud over gesimsen. Det var først ved Kochs ombygning, at der kom værelser på mezzaninen, og herved kom kvistvinduerne til at sidde ret højt, hvilket, kombineret med de store flunker, gør værelserne noget mørke. Den oprindelige kuppel blev fjernet, og i stedet forhøjede man det ovale fremsprings mur, således at den fremstår som en tambur, der dukker op over hovedgesimsen. Den nye højere kuppel fik kobberbeklædning, hvor den gamle kun havde fortinnet blik.
I det indre skete der ikke de store forandringer, udover at der kom loftsværelser. Dog nævnes det af Charles Christensen i 1944 at ”Alle Steder er der indvendigt ved Vinduerne Lysningspanel, der kan slaas sammen og lukke for Aabningerne. I øvrigt gaar alle Rammerne indad som franske Vinduer – uden faste lodrette Poste. Paa Lysningspanelet i Stueetagen er de fleste Steder meget smukke forgyldte Bronce-Skydere med de fineste Ornamenter, udført i Frankrig.” Hverken lysningspaneler, der kan foldes til siden eller de dertil hørendende franske forgyldte bronze-skydere findes mere. Disse er formentlig nedtaget i forbindelse med monteringen af forsatsvinduer. Christian VIII tilbragte gerne en del af sommeren på slottet, men efter hans død i 1848 blev det ikke meget brugt – en periode var det tilmed udlejet til den engelske gesandt.
Efter enevældens afskaffelse i 1849 blev slottet ligesom de andre kongelige slotte og haver statseje. I 1854 blev det overladt til tronfølgeren, prins Christian (IX) som sommerbolig. Også efter tronbestigelsen i 1863 blev slottet anvendt sideløbende med Fredensborg, selv når der var besøg af kongeparrets store børneflok fra ind- og udland. Haven ville man bevare som et stykke sjællandsk natur med græsklædte sletter omgivet af skov. Omkring 1880 havde man føjet to sidefløje til Charlottenlund Slot, og i 1887 havde man planer om en tilsvarende udvidelse af Bernstorff. Meldahls projekt hertil blev dog ikke til noget, da den kongelige familie var imod det. I 1888 købte dronning Louise den præfabrikerede svenske villa på den store industriudstilling i København.
Efter Christian IX’s død i 1906 fik dennes yngste søn, prins Valdemar, efter forældrenes ønske, slottet overladt i sin levetid. Ved prinsens død i januar 1939 blev Bernstorff rammen om kurser for de større byers luftværnsmandskab. I selve slottet blev der indrettet korpskontor, belægningsstuer, køkken og infirmeri. Luftværnsskolen fik lov at fortsætte under hele den tyske besættelse, men efter krigen blev stedet befalingsmandsskole for civilforsvaret. Civilforsvaret blev i 1993 lagt sammen med Statens Brandinspektion til Beredskabsstyrelsen, og slottet blev nu hjemsted for Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse. Da styrelsen i 2004 blev lagt under Forsvarsministeriet, flyttedes skolen væk. Slots- og Ejendomsstyrelsen, nu Slots- og Kulturstyrelsen, har derefter udlejet slottet til konferencer, selskaber og restaurant.