Frederiksborg Slot - Slots- og Kulturstyrelsen

Fredningen af Frederiksborg Slot stammer tilbage fra de tidligste fredninger i 1918. Derfor er det samlede anlæg som sådan ikke beskyttet. Bygningsfredningen gælder kun de allerfornemste eller de fleste af de allerældste bygninger. Denne gennemgang beskriver alligevel det samlede anlæg, da anlægget danner ramme om forståelsen af slottets eksistens.

Tidslinje over Frederiksborg Slot
Af .

Området

Frederiksborg Slot ligger i Hillerød midt i Nordsjælland. Området er præget af store skove, Gribskov mod nord og Store Dyrehave mod sydøst, samt utallige søer, vandløb og kanaler. Når man nærmer sig Hillerød fra sydvest, vidner de fjerne spir på Fangetårnet og Klokketårnet om tilstedeværelsen af et særligt og pragtfuldt bygningsværk.

Slottet fordeler sig over tre holme i Slotssøen: Forreste Slotsholm, Mellemste Slotsholm og Slotsholmen. Holmene er forbundet af broer. På en skråning nord for slottet ligger Barokhaven. Mod vest findes det lille skovstykke ”Indelukket” og mod nordvest Lille Dyrehave; tilsammen udgør de den engelske landskabshave.

Forreste slotsholm

Den primære adgangsvej til Frederiksborg Slot er via Bybroen fra Slotsgade til Forreste Slotsholm. Forreste Slotsholm er formet som et bastionært anlæg omkranset af høje mure, opført af røde munkesten på kampestensfundamenter. Bybroen har meget lange brofæster. Et enkelt tøndehvælv sikrer vandets gennemstrømning. Broen er beklædt med granitkvadre, rækværket er af smedejern og vejbanen er brolagt.

Porten ind til Staldgaden på Forreste Slotsholm er prydet med en sandstensportal, Byporten, der er udsmykket med to Hermefigurer. Den første lille del af Staldgaden er drejet en smule mod øst, hvorefter gadeforløbet svinger tilbage for næsten igen at finde retningen fra Bybroen. Staldgaden er brolagt. De to parallelle staldbygninger i en etage langs Staldgaden er grundmurede i røde munkesten med højtsiddende vinduer og saddeltag, behængt med røde vingetegl. Herluf Trolles Tårn markerer sig som en høj toetagers bygning i Staldgadens begyndelse, ligeledes grundmuret i røde munkesten med saddeltag, behængt med røde vingetegl.

Staldgaden afsluttes med endnu en sandstensportal, Christian VI’s portal, der markerer afslutningen af Forreste Slotsholm og overgangen til S-broen.

Bag de to parallelle staldbygninger, i Forreste Slotsholms nordlige ende, findes henholdsvis Østre Runddel og Vestre Runddel. De to tårne har, trods deres fæstningspræg, kun været brugt til civile formål. Østre og Vestre Runddel beskrives nærmere i bilag 8.6

På forreste Slotsholm findes også den oprindelige ridebane, flere vognporte, den tidligere smedje og andre for slottet sekundære bygninger. Flere af bygningerne rummer stadig mere eller mindre intakte staldinteriører.

Mellemste slotsholm

Forreste Slotsholm forbindes til Mellemste Slotsholm af den karakteristiske svungne S-bro, der består af fire tøndehvælv i tegl. Broen er beklædt med granit og har rækværk i smedejern. S-broen forbinder på smukkeste vis aksen fra Staldgaden med pragtslottets hovedakse.

Broen møder Mellemste Slotsholm i et portrum, der fører gennem Fangetårnet. I portrummet findes lemme til de fangehuller, der har givet tårnet sit navn. Som resten af slottet står Fangetårnet i blank rød mur med vandrette sandstensbånd. Mod nord og syd er portåbningerne flankeret af rigt udsmykkede stenportaler.

Efter Fangetårnets portrum åbner Ydre Slotsgård sig, og man ser nu slottets overdådige pragt. Ydre Slotsgård er en brolagt symmetrisk plads, der er prydet med Neptunfontænen som fikspunkt i midten. Mod syd lukkes Ydre Slotsgård af høje forsvarsmure i røde munkesten, der forbinder Fangetårnet med henholdsvis Kancellihuset og Slotsherrens Hus. Mod nord afgrænses Ydre Slotsgård af en sandstensbalustrade, og bag den ses slottet.

Mod øst og mod vest ligger de to umiddelbart næsten identiske bygninger Kancellihuset og Slotsherrens Hus. Begge bygninger er, som de fleste af Christian IV’s bygninger på Frederiksborg, opført i nederlandsk renæssance med rødt murværk, vandrette sandstensbånd, sandstensindfattede vinduer og svungne gavle.

Bag Kancellihuset findes en skarpkantet græsklædt bastion, der efterhånden har fået karakter af en have, og bag Slotsherrens Hus findes et gårdrum med græs og bevoksning. Mod syd forbindes Slotsherrens Hus med Slotsherrens Kro af en høj forsvarsmur i røde munkesten. Mod ”vejen” lukkes gårdrummet af en lavere havemur også i røde teglsten. Hjørnet, hvor Slotsherrens Kro er placeret, har en klar bastionsform. Træbroen, der forbinder bastionen med et fremspring i den tidligere Amtmandshave, er kommet til i den romantiske periode.

Røde Bro forbinder byen og Mellemste Slotsholm. Broen er i sin nuværende udformning af nyere dato. Den har meget lange brofæster, der er beklædt med granitkvadre. Det midterste brofag er støbt i jernbeton og understøttet af betondragere.

Mellemste Slotsholm strækker sig videre op langs Slotsholmens vestside. Her findes Ringrendingsbanen, der defineres af en balustrade mod øst og Fadeburslængen og Thestuerne mod vest. Banen er brolagt, og ca. midt for Fadeburslængen er opstillet en fritstående sandstensportal, der er udsmykket med et fornemt slynget smedejernsgitter til ophængning af ringe. Mod nord afsluttes banen af Audienshuset med den pragtfulde sydportal, hvorigennem et portrum forbinder Møntportbroen med haven nord for slottet. Møntportbroen består af fem tøndehvælv af teglsten, der på ydersiden er beklædt med granit. Rækværket er af smedejern, og vejbanen er brolagt.

Fadeburslængen fremstår overvejende i røde teglsten. Taget er belagt med sortglaserede tagsten, og gavlene har kamtakker smykket med sandstenskugler.

Thestuerne er mod øst muret op i røde munkesten, mod vest er murværket pudset og kvaderfuget i cementmørtel og forsynet med store vinduer. Taget er belagt med kobber.

Den store have bag bygningsrækken har tydelig skarpkantet form af forsvarsanlæg med en bastion. I haven findes også Vaskehuset som er opført i bindingsværk med saddeltag tækket med røde vingetegl. Bygningen er i nyere tid noget hårdhændet restaureret.

Slotsholmen

Pragtslottets hovedakse fra Mellemste Slotsholm leder via Ydre Slotsgård over Slotsbroen frem til slottets port. For at markere, at man nu nærmer sig kongemagten, er der foran Slotsbroen opstillet to høje toskanske søjler med henholdsvis Julius Cæsar og Alexander den store.

Slotsbroen består af fire tøndehvælv af teglsten, funderet på granit og på ydersiden beklædt med sandsten. Brobanen er belagt med store granitfliser, og mod slottet afsluttes sandstensbalustradens postamenter af to løver. Broen er prydet med doriske trekvartsøjler og topsten med løvehoveder.

Selve slottet rejser sig direkte af Slotssøen, hvori facader og tårne spejler sig til alle sider. Det består af tre høje fløje og en lav terrassebygning, der slutter hovedslottet omkring Indre Slotsgård.

Broen møder slottet ved Slotsporten og den rigt udsmykkede hovedportal på Terrassebygningen. Portalen er til begge sider flankeret af et søjlegalleri, udsmykket med mandshøje guder anbragt i nicher.

Indre Slotsgård er fornemt udstyret med mønsterbrolægning. Midtfor ligger Kongefløjen med to trappetårne og det helt enestående stengalleri, Marmorgalleriet, der er rigt prydet med relieffer og statuer af klassiske guder. Udsmykningen på Terrassebygningen og Marmorgalleriet er begge en del af en nøje gennemtænkt allegori over de idealer og moralske værdier, som Christian IV’s kongedømme byggede på.

Under Marmorgalleriet nærmest Kirkefløjen ses endnu få farvespor på en vinduesindfatning med figurhoved. Vinduet er ikke blevet udsat for den ødelæggende varme under branden. Det er endnu muligt at se farvespor og farvegrund for guld på flere af slottets sandstensportaler.

Kirkefløjen, mod vest, er markeret med det høje klokketårn. Facadens vinduer afslører, at fløjen rummer Slotskirken og Riddersalen. Endvidere ses den pragtfuldt udskårne kirkedør, indrammet af Kirkeportalen. Mod øst findes Prinsessefløjen med trappetårn og den rigt udsmykkede køkkenbrønd.

Kirkefløjen og Prinsessefløjens gavle mod syd er forsynede med høje sandstenskarnapper, og slottets ydre hjørner mod henholdsvis sydøst og sydvest er befæstede af små ottekantede runddeller med blytage. Tilsvarende er de to yderhjørner mod nordøst og nordvest forsynet med to ottekantede høje tårne, henholdsvis Jægerbakketårnet og Mønttårnet, der begge har balkoner og karakteristiske slanke og åbne kobberspir.

Kongefløjens facade mod nord brydes på midten af en fremspringende firkantet bygning med fladt tag, Krydshuset, og på hver side af denne af en karnap i 1. sals niveau. Krydshuset er forbundet med Mønttårnet via den lave Kanongang.

Slottet er opført i rødt tegl med vandrette bånd og hjørnekvadre i sandsten. Der er sandstensindfatninger prydet med frontoner med figurhoveder omkring vinduerne og pragtfulde sandstensportaler omkring døråbningerne. Fløjene har svungne gavle med pinakler og store murede gavlkviste. Tag og spir er tækkede med kobber. Inspirationen fra den nederlandske renæssance er tydelig.

Alt er (næsten) opført efter tidens idealer, dvs. harmoni, regelmæssighed og regularitet. Det er karakteristisk for renæssancens grundplan, at bygningerne er disponeret stramt symmetrisk omkring en midterakse. Hvis man ser nærmere efter, er det påfaldende, at symmetrien på hovedslottet halter lidt. Kirkefløjen er f.eks. betydeligt bredere end Prinsessefløjen, og asymmetrien understreges af det dominerende kirketårn.

En anden lidt særpræget og asymmetrisk del af anlægget er Løngangen og Audienshuset, der forbinder Kongefløjens Mønttårn med Mellemste Slotsholms nordligste del. Løngangen står på fem murede tøndehvælv, der er funderet på granitkvadre. Over hvælvene er to smalle etager, der forbinder Slottet og Audienshuset. Audienshuset er en portbygning i to etager med pragtfulde sandstensportaler. Især den sydlige portal er rigt udsmykket med søjler, musikanter og et relief af Venus og Mars. Audienshuset og Løngangen er, i modsætning til resten af slottet, helt klædt i sandsten. Tagene er tækkede med kobber. I det indvendige findes henholdsvis Audiensgangen og Audienssalen, der er de bedst bevarede repræsentationsrum fra den ældre danske enevælde.

Lige nord for Slotsholmen ligger Dronningeøen, som er en lille græsklædt bastion der fuldender det bastionære anlæg, der omkranser hele slotsanlægget.

Haven

På en skråning nord for slottet ligger Barokhaven. Den er forbundet med slottet via alléen Rendelæggerbakken, der adskiller Barokhaven og den engelske landskabshave. Landskabshaven består af det lille skovstykke Indelukket samt Lille Dyrehave. Barokhaven er anlagt i terrasser, som falder i niveau ned mod Slotssøen. Den kendetegnes af stramme linjer og snorlige hække, fintklippede græsskråninger og formklippede taks og buksbom. I barokken arbejdede havearkitekterne bevidst med optisk bedrag, så haverne kom til at syne af mere. Flere steder snævrer stierne sig ind, så de ser ud, som om de er længere, end de er. I den gennemgående midterakse falder vandkaskader fra niveau til niveau, inden de ender i Slotssøen. På nederste niveau, parterret, ses fire kongelige monogrammer klippet i buksbom. På øverste niveau findes Ovale Dam omkranset af lindetræer.

I Indelukket og i Lille Dyrehave findes den romantiske have med slyngede stier, kanaler og småsøer, buskadser og skovagtig beplantning. Her efterligner man den vilde natur med nøje planlagte sigtelinjer og iscenesættelser. På Louise Ø i Ødammen findes således en miniature af et norsk herresæde. Husene udspringer af den romantiske havetradition og tjener alene formål som en landskabelig kulisse. Det store hus kaldes Svejtserhuset og er et blokhus med stråtag. Indvendigt er der ret fint forarbejdet aptering. Herudover findes et muret hus, kaldet Frederik d. 7’s Fiskehus, og en træhytte, der benævnes Køkkenbygningen. Begge har saddeltag, behængt med røde vingetegl.

I den romantiske have findes også Badstueslottet, der, som resten af slottet, er opført i rødt tegl med vandrette sandstensbånd. Der er sandstensindfatninger omkring vinduer og en sandstensportal omkring døråbningen nederst i trappetårnet. Arkitekturen er en blanding af middelalder og renæssance. Badstueslottet er grundmuret i røde munkesten med lyse sandstensbånd og udsmykninger, alt på en sokkel af granit. Saddeltaget er beklædt med skifer.

På Rendelæggerbakken ligger Rendelæggerhuset. Det er opført i bindingsværk, der er kalket over stok og sten. Saddeltaget er tækket med strå. Lige nord for Rendelæggerhuset ligger Slotsgartnerboligen, Lille Dyrehavegaard, der er et lille trelænget gårdanlæg. Bygningerne er murede, pudsede og kalkede. Saddeltagene er tækket med strå, og gavlene er beklædt med brædder. Bag Lille Dyrehavegaard findes havens driftsbygninger, der alle er af nyere dato.

I den Nordlige ende af Rendelæggerbakken ligger Havehuset, der oprindeligt var indrettet som bolig. Bygningen er opført i bindingsværk, og det halvvalmede tag er tækket med strå. Det er nu et lille traktørsted.

Bygningshistorie

Frederik II’s Frederiksborg

Ved et mageskifte i 1560 erhvervede Frederik II herregården Hillerødsholm fra søhelten Herluf Trolle og hans kone Birgitte Gøje. Som betaling fik Herluf Trolle Skovkloster ved Næstved, det nuværende Herlufholm. Hillerødsholm var et dobbelthus, dvs. det bestod af to parallelle fløje med fælles midterlangside og to selvstændige tage. Straks efter at Frederik II havde overtaget Hillerødsholm, blev navnet ændret til det noget mindre beskedne Frederiksborg.

Ved reformationen kom hele det kirkelige gods, altså knap halvdelen af Nordsjælland, under kronen. Kongen ejede således efterhånden det meste af landsdelen. I løbet af 1560’erne oprettedes Frederiksborg len med Frederiksborg Slot som det administrative centrum. Selve Frederiksborg havde næsten 800 tdr. land tilknyttet, mens hele lenet udgjorde 1.517 tdr. land. Landbruget var på den tid kongens vigtigste indtægtskilde, og den kongelige landbrugsbedrift var, som noget helt naturligt, en integreret del af slotskomplekset på Frederiksborg.

Kongen lod følgelig opføre en lang række sekundære bygninger på området. Efter mageskiftet var Herluf Trolle og Birgitte Gøje blevet boende på Frederiksborg, og Herluf Trolle forestod opførelsen af de nye bygninger i rollen som lensmand på stedet.

Østre og Vestre Runddel

Østre og Vestre Runddel på forreste slotsholm bærer endnu kongens valgsprog og deres opførelsesår 1562 skrevet med murankre Mein Hoffnung zu Gott allein. I Vestre Runddel lå skriverstuen, den Østre Runddel var til lensmandens disposition. Østre Runddel blev på Christian IV’s tid beboet af slotspræsten.

Herluf Trolles Tårn

Herluf Trolles Tårn, ligeledes på forreste slotsholm, stammer også fra 1562. Bygningen blev indrettet til latinskole i 1568. Hele anlægget stod hvidkalket, og fordelte sig, som nu, over tre holme – Forreste Slotsholm, Mellemste Slotsholm og selve Slotsholmen. De bygninger, vi har tilbage fra Frederik II’s tid, ligger for de flestes vedkommende på Forreste Slotsholm. Dog skal også nævnes Fadeburslængen og Thestuerne på Mellemste Slotsholm, samt Badstueslottet.

Fadeburslængen er opført omkring år 1580 og er dermed en af slotsområdets ældste bygninger. Bygningen blev forhøjet til de nuværende to etager på Christian IV’s tid. Thestuerne, i forlængelse af Fadeburslængen, har murværk mod øst, der sandsynligvis stammer fra Frederik II’s tid.

Badstueslottet

Badstueslottet, der nævnes første gang i kilderne i 1580, blev anlagt i haven nord for Indelukket. Det lå i passende afstand fra slottet og det officielle hofliv, og det var et sted, Frederik II ofte benyttede. Ud over badstue fungerede slottet også som lysthus, hvor kongen kunne være i fred sammen med familie og venner.

Frederik II og Dronning Sofie opholdt sig gerne på Frederiksborg. Kongens tilstedeværelse mærkedes snart, ikke blot ved byggeri på selve slottet, men ud over hele egnen. For at skaffe mere vand til slotssøen lod kongen bygge milelange kanaler fra mindre søer nord og sydøst for slottet. Der findes endnu spor efter dem. Der blev anlagt masser af skov til jagter, og for at lette kørslen til København blev der anlagt Kongeveje fra København til både Kronborg og til Frederiksborg.

Christian IV’s Frederiksborg

Den 12. april 1577 blev Christian IV født på Frederiksborg, og en ny epoke i slottets historie skulle snart tage sin begyndelse. I det 16. århundrede blev der bygget en lang række prestigeslotte rundt omkring i Europa som f.eks. Fontainebleau og Hampton Court. Efter reformationen var de kongelige residenser blevet samfundets politiske og sociale centrum, og med det fulgte, at administration og hof blev meget større end hidtil.

Udviklingen havde altså skabt et øget behov for større og mere repræsentative rammer, dertil kom de praktiske behov. Et kongeslot var et enormt apparat, der skulle betjene den kongelige familie, den afdeling af kancelliet, som Kongen altid havde med sig, og det skulle give plads til administration og et kæmpe opbud af øvrigt personale.

Da Christian IV overtog regeringsmagten i 1596, manglede han et civilt slot af europæisk standard. Det gamle Frederiksborg var jo i grunden ikke stort andet end en velvoksen herregård. Men det lå i passende afstand til det på den tid uhumske København, og der var gode muligheder for at ud- og ombygge. Der var foruden vand også masser af skov, hvor Kongen kunne gå på jagt. Alt i alt et sted med gode muligheder for at anlægge et prestigeslot.

Der er næppe nogen tvivl om, at det navnlig er den franske arkitektur, der har tjent som inspirationskilde for Christian IV’s Frederiksborg. I 1559 udgav den franske arkitekt Jacques Androuet du Cerceau en stor samling af idealplaner for slotte og herregårde. Det nye var, at man, ved at ændre hovedbygningens fjerde fløj til et lavt galleri skaffede lys og luft inde til den tidligere ofte trange og mørke slotsgård. Det var også nyt, at man lod tjenerskabets boliger og økonomibygninger være en integreret del af det samlede anlæg. Derved kunne der etableres en regelmæssig forgård, og hele slottets område blev endnu mere imponerende.

Arbejdet blev påbegyndt i 1602, men planlægningen må være påbegyndt før. Man har hævdet, at generalplanen var udtænkt af Hans van Steenwinckel den ældre, som for øvrigt døde allerede i 1602. Byggeriet blev for en stor dels vedkommende gennemført ved Jørgen Friborg, men til de sidste arbejder trådte Steenwinckel den yngre til.

Sparepenge

Som det første blev lysthuset Sparepenge nord for slotssøen opført. Bygningen havde med sit flade tag nærmest karakter af en italiensk villa, dog opført i den hjemlige tradition med røde mursten og vandrette sandstensbånd. Sparepenge lå nærmest pakket ind i slottets enorme ladegård. Sparepenge fik ikke en lang levetid. Allerede i 1720 blev lystslottet nedrevet for at give plads til Barokhaven.

Slottet

Sparepenge var kun optakten. I 1602 indgik Christian IV kontrakt med Jørgen Friborg om nedrivning af hele det gamle Frederiksborg, og samme år påbegyndtes opførelsen af det nye slot. Man begyndte fra nord med Kongefløjen. Derpå fulgte Kirkefløjen mod vest, hvis gavl bærer årstallet 1606, og endelig fulgte Prinsessefløjen mod øst der stod færdig i 1608. De tre fløje blev opført som tre særskilte huse uden indbyrdes forbindelse. Gavlenes placering slører denne lidt tilbageskuende byggeskik. I 1609 blev Kirkefløjen og Prinsessefløjen forbundet ved en lav portbygning.

Porten i midten af den lave terrassemur blev i 1609 forsynet med en rigt udsmykket portal med våbenskjolde. I 1619 blev der indgået kontrakt med Stenwinckel om at udsmykke terrassebygningen med søjler, buer og figurer.

I 1620 blev de to trappetårne på Kongefløjen i Indre Slotsgård forbundet af et monumentalt Marmorgalleri, der til erstatning for facadens oprindelige balkoner både kunne skabe åben forbindelse mellem slottets to sidefløje, og overvælde beskueren med pragtfulde figurer og udsmykning.

Det var Stenwinkels gamle læremester, Hendrick de Keysers værksted i Amsterdam, der stod for udførelsen af de skulpturelle arbejder, og Hendrick de Keysers dygtigste medarbejder, Geraert Lambertsz, skal have udført både figurer og relieffer. Hele Marmorgalleriet stod færdigopstillet i 1621.

Slottet har, set under ét, ifølge sine funktioner været delt op i tre hovedområder. Der var rum til repræsentation og det ceremonielle, der var kongens og hans families bolig og sidst, men ikke mindst, skulle der være plads til tjenestefolk og administrativt personale. I Kirkefløjen fandtes kirken og den store dansesal, i Kongefløjen var der bolig for Kongen og hans familie, og i Prinsessefløjen fandtes bl.a. køkkenet. Næste fase af byggeriet foregik på den Mellemste Slotsholm. Frederik II’s lille kirke og et antal bindingsværksbygninger blev nedrevet for at give plads til de to parallelle fløje, mod vest Slotsherrens Hus og mod øst Kancellihuset. Pladsen mellem de to bygninger blev anlagt med Gotlandske sandsten og kampesten i mønsterbrolægning. I midten blev opsat en pragtfuld fontæne, Neptunfontænen, skabt af den nederlandske kunstner Adriaen de Vries. De oprindelige figurer blev dog svensk krigsbytte i 1659.

Slotsherrens Hus

Arbejdet med Slotsherrens Hus blev påbegyndt i 1612, men bygningen stod først endeligt færdig i 1616. Den blev opført som bolig for Slotsherren. Foruden det nuværende hus omfattede byggeriet også opførelse af en staldbygning og en række udhuse, der bl.a. rummede det dengang brandfarlige køkken og bryggers.

Bag Slotsherrens hus ligger Slotsherrens Kro, der oprindeligt er opført som en vognport, formentlig med en lille stald. Bygningen er fra omkring 1600, men er stærkt ombygget.

Kancellihuset

Kancellihuset stod i det væsentlige færdigindrettet i 1620, hvor det sidste stukarbejde og malerarbejde fandt sted. Bygningen blev opført til brug for kancelliet, når kongen opholdt sig på slottet. Den hvælvede kælder blev brugt til opbevaring af viktualier, stueetagen var primært til kongens kancelli, og på 1. sal var der værelser til fremmede gesandter.

Løngangen og Audienshuset

Løngangen og Audienshuset blev opført i 1612-15, Selve Audienshuset blev opført over en eksisterende ældre portbygning, som stod i forbindelse med det nordlige hus langs Rendebanen, den bygning vi i dag kalder Thestuerne. I sommeren 1616 stod bygningerne færdige. De indvendige arbejder tog derefter yderligere nogle år og først 30. december 1618 blev billedskærerarbejderne i Audienssalens loft afleveret som det sidste.

Ringrendningsbanen

Foran Audienshuset, langs Fadeburslængen og Thestuerne anlagdes en Ringerendingsbane. Tværs over banen blev rejst en smukt udsmykket sandstensportal med et kunstfærdigt slynget smedejernsgitter udført af kunstsmeden Casper Fincke. I gitteret kunne ophænges en lille ring som dystende ryttere kunne forsøge at fange på en lanse. Bag Slotsherrens Hus opførtes et Judicererhus, hvorfra dommere kunne afgøre kappestriden.

Fangetårnet

Det sidste store bygningsarbejde på Frederiksborg var opførelsen af det store porttårn, eller Fangetårnet, som det hedder efter fangehullerne i kælderen. Tårnet er dateret 1618, men stod først helt færdigt i 1621.

Den oprindelige plan havde også omfattet nedrivning af bygningerne på Forreste Slotsholm. Vi ved ikke præcist, hvorfor arbejdet gik i stå, men Frederik II’s gamle bygninger står der endnu. Det gav et problem med at få den nye og den gamle akse til at mødes på en ordentlig måde. Problemet blev løst ved at opføre S-broen, der på smukkeste vis forbinder de to holme.

Mellemtiden

I godt hundrede år efter slottet stod færdigt, var Frederiksborg et af de slotte, kongerne brugte mest. Få dage efter underskrivelsen af Freden i Roskilde, modtog Frederik III sin fjende Carl X Gustav af Sverige ved en pragtfuld fest. I den efterfølgende krig 1658-60 blev slottet plyndret af svenskerne, men det blev siden genudstyret med inventar og malerier. Til denne periode hører også den nu forsvundne Hjortegruppe, der var et springvand placeret i Slotssøen nord for Dronningeøen. Springvandet var udført i forgyldt bly, og forestillede en hjort forfulgt af seks hunde.

Barokhaven

I begyndelsen af 1720’erne blev Barokhaven ved Frederiksborg anlagt af Frederik IV’s arkitekt og havekunstner, Johan Cornelius Krieger. Anlæggelsen betingede, at Sparepenge og Ladegården blev fjernet. Haven blev anlagt med central langsgående hovedakse og et kaskadeanlæg over tre terrasser, der startede i Ovale Dam og sluttede i Slotssøen. Mellem Ovale Dam og Hestesko Dam blev opført et kinesisk lysthus. Det nuværende Rendelæggerhus er havens ældste hus. Huset indeholder dele fra et tidligere hus, der blev opført i 1720 til fontænemesterens svend, rendelæggeren. Bygningen har oprindeligt ligget et andet sted på slottet, men blev flyttet til slotshaven som bolig for rendelæggeren i forbindelse med driften af Kriegers kaskade.

Haven og lysthuset eksisterede kun i godt 40 år. De sidste rester af kaskadeanlægget blev fjernet under Christian VII, sandsynligvis fordi haven var blevet gammeldags og vedligeholdelsen meget kostbar. Barokhavens overordnede struktur blev dog ikke ændret. Det har været for vanskeligt og forbundet med store omkostninger at fælde de mange lindealléer og ændre det karakteristiske terrasseformede terræn. I 1996 blev Barokhaven genskabt. Efter at Christian VI blev konge, gennemgik slottet i 1739-40 en grundig modernisering. Mange af de tidligere interiører fra renæssancen blev i den anledning ændret, så de passede i tidens smag. Interessen for slottet holdt dog ikke ved.

Efter opførelsen af Fredensborg, blev Frederiksborg kun sjældent brugt. Det fik karakter af museum, og besøgende kunne få adgang mod betaling. Forfaldet satte ind.

Frederik VII’s Frederiksborg

Slottet blev igen kongelig residens. I 1850 lod Frederik VII sig vie til grevinde Danner i Frederiksborg Slotskirke, og de foretrak at bo på slottet væk fra København. Frederik VII iværksatte derfor en række moderniseringer på hele slotsområdet. I Indelukket og Lille Dyrehave, vest for Barokhaven, anlagde Frederik VII i midten af 1800-tallet en landskabshave med slyngede stier, kanaler og søer. På den lille ø i Ødammen, Louise Ø, anlagde kongen en miniature af et norsk herresæde, hvor han kunne være i fred og fiske. Badstuedammen foran Badstueslottet blev skabt i samme periode.

Branden

Den 27. november 1859 kom kongen til slottet for at bo vinteren over. Det blev meget koldt, og der blev fyret godt i kaminen i oldsagsværelset. Måske var der ikke truffet de foranstaltninger, der var nødvendige for at gøre bygningerne egnede til at modtage et helt hof. I alt fald udbrød der brand natten til den 17. december, og det var nærmest umuligt at bekæmpe ilden, bl.a. fordi vandet frøs i brandslangerne. Resultat var, at det meste af slottets indre, taget, spirene og mindst to tredjedele af portrætsamlingen brændte. Audienshuset og Løngangen blev sparet. Kirken holdt i første omgang, men nogle dage senere styrtede flere af de store hvælv ned.

Genopbygningen

Der var ingen dækkende tegninger, der kunne bruges til rekonstruktion af det tabte. Nogle mente herefter, at alt af historisk værdi var gået tabt, og at slottet enten skulle nedrives eller henstå som ruin. En spontan landsindsamling med bidrag fra kongen og fra Rigsdagen, samt en ihærdig indsats fra arkitekt Ferdinand Meldahl, gjorde dog, at slottet blev genopført, og i 1864 stod slottets ydre færdigt.

I forbindelse med genopførelsen af slottet blev arealet mellem Kancellihuset og Slotsherrens Hus anvendt som afbindingsplads. Derfor var det nødvendigt at lukke for den offentlige adgang gennem slottet, mens arbejdet stod på. Dette rejste så stærke protester hos borgerne, at Mehldal så sig nødsaget til at skabe en anden vej gennem slottet. Desværre faldt valget på at fjerne Christian IV’s gamle Judicererhus bag Slotsherrens Hus. Herved blev der ganske vist skabt en vej, der forbinder byen med Rendelæggerbakken, men Ringrendingspladsen mistede sin sluttede karakter og blev en del af et vejforløb.

For midler fra et særligt Kunstflidslotteri, og for specielle pengegaver, blev de tidligere pragtrum, Kongens Bedekammer, Riddersalen og Rosen rekonstruerede ud fra malerier og fotos. Kirken blev genindviet i 1864, men da var Frederik VII lige død året før, og man savnede en funktion til slottet.

Det Nationalhistoriske Museum

Blandt de mange, der havde elsket det gamle Frederiksborg, var Carlsbergs grundlægger I.C. Jacobsen. Han bidrog i væsentlig grad til at slottets genopbygning og indretning. Det var da også brygger Jacobsen, der foreslog, at Frederiksborg blev gjort til museum for Danmarks historie.

Danmark havde i 1864 lidt et sviende nederlag til Preussen og Østrig, hvor landets areal var blevet reduceret med en tredjedel. For Jacobsen var genrejsningen af Frederiksborg ikke et spørgsmål om at genskabe en kongebolig, det var det nationale monument, der interesserede ham. Ideen var at forsyne slottet med et indhold og en indretning, der kunne styrke det nationale selvværd og slottets symbolværdi.

Danmarkshistoriens begivenheder skulle skildres i store malerier, og herudover skulle der vises portrætter af de personer, der havde spillet en rolle i rigets historie. Rummene skulle indrettes historisk, så de også var med til at beskrive de forskellige epoker og begivenheder. Pragtlofter fra Danmark, Sverige, Tyskland, England og Italien tjente som inspiration for indretningen.

Christian IX gav sit samtykke, og regeringen tog det forbehold, at staten ikke måtte få økonomiske forpligtelser ved ordningen. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg blev oprettet ved kgl. Reskript af 5. april 1878, og er i dag den anvendelse, der i helt overvejende grad fylder slotsanlægget.

Bygningsbeskrivelse

Slotsherrens Hus

Slotsherrens Hus er ligesom de øvrige af Christian IV’s slotsbygninger på Frederiksborg opført med forbillede i den nederlandske renæssance.

Huset er en grundmuret bygning på en sokkel af granitkvadre. Det røde murværk af munkesten er opdelt af vandrette sandstensbånd, og der er sandstensindfatninger omkring vinduer samt port- og døråbninger. De fleste af vinduesrammerne er af egetræ med sprosser. På bygningens midte mod gården er placeret et ottekantet tårn tækket med skifer og bly. Bygningen har svungne gavle.

I begge bygningens ender findes portrum prydet med enkle sandstensportaler og hjørnekvadre. Over den nordre portal mod Ydre Slotsgård findes en plade i sandsten med ordene:

Frederik II god og from

Hans nåde gjorde dette bytte,

At Hyllersholm under kronen kom

Og Herlof til Skovkloster flytte

M.D.L.X

Taget er behængt med mørke glaserede vingetegl, et valg der stammer fra Mehldals genopbygnings- og istandsættelsesarbejder efter branden.

Bygningen har fem murede gavlkviste, to mod Ydre Slotsgård og tre mod haven, ligeledes med svungne gavle og pinakler. Desuden ses små tagkviste i tagfladen og skorstene i tagryggen.

I kælderen er rum med tøndehvælv. Stueetagen er indrettet med gennemgående stuer, og enkelte af disse stuer er blevet opdelt i mindre rum for at give plads til funktioner som toiletter, garderobe og lignende.

Overraskende nok er tårnet ikke indrettet som trappetårn, hvilket ellers er almindeligt for renæssancens huse. I tårnet findes karnapværelser, der i dag er blevet integreret i de bagvedliggende rum. I det øverste tårnværelse ses endnu rester af den oprindelige renæssancedekoration. Etagerne forbindes af i alt tre ligeløbs-trapper, hvoraf to er af nyere dato.

På første sal kan man endnu aflæse den typiske renæssanceplan med en gennemgående stue i hver gavl. Disse er forbundet af en lang gang mod vest, mens der mod øst ligger en række mindre stuer.

Bygningshistorie

Arbejdet med Slotsherrens Hus blev påbegyndt i 1612, men bygningen stod først færdig i 1616. Den blev opført som bolig for slotsherren og rummede desuden værelser til højtstående hoffolk. Foruden det nuværende hus omfattede byggeriet også opførelse af en staldbygning og en række udhuse, der bl.a. rummede det dengang brandfarlige køkken og bryggers. Bygningerne dannede tilsammen et lille gårdrum på bagsiden af Slotsherrens Hus.

Taget var oprindelig beklædt med skifer, en beklædning, som blev beholdt helt frem til år 1800, hvor den ene side af taget blev omlægtet og tækket med tegl. Samme proces skete i 1806 med den anden side. Det fremgår ikke entydigt af regnskaberne, om det var røde tegl, som blev oplagt, men de eneste angivne leverancer af tagsten dette år og de foregående år er røde tegl.

I 1700-tallet blev Slotsherrens hus bolig, kontor og skriverstue for Amtmanden.

Gennem 1800-tallet var det primært indvendige restaureringsarbejder og moderniseringer, der fandt sted. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af det 19. århundrede udskiftes en del af de ældre vinduesrammer; de blev erstattet med nye mere tidsvarende ”engelske rammer” med hvidt glas (rammer med træsprosser). Adskillige af disse vinduer er stadig bevaret.

Løbende fornyelser af sandstensbånd, sandstensgesimser og sandstensportaler har ligeledes fundet sted igennem årene. De sortglaserede tegl blev formodentlig introduceret af Meldahl i 1880’erne og 1890’erne.

På 1. sal var der en overgang indrettet aftrædelsesværelser for kongen, så han kunne trække sig tilbage, når han kom på besøg efter hovedslottets brand i 1859.

I 1965-68 blev Slotsherrens Hus indrettet til brug for Det Nationalhistoriske Museum. I den anledning blev trapperne udskiftet med to nye og større. En del skillerum blev fjernet, så de oprindelige planer trådte tydeligere frem.

I forbindelse med ombygningen blev der i det store gennemgående rum i stueetagen lige nord for den sydligste dør registreret fornemme originale stuklofter fra husets opførelse. Det formodes, at stukken tog alvorligt skade ved ombygningen.

Kancellihuset

Kancellihusets er ligesom de øvrige af Christian IV’s slotsbygninger på Frederiksborg opført med forbillede i den nederlandske renæssance.

Huset er en grundmuret bygning placeret på en sokkel af granitkvadre. Det røde murværk af munkesten er opdelt af vandrette sandstensbånd, og der er sandstensindfatninger omkring vinduer samt port- og døråbninger. Vinduesrammerne er af egetræ med opsprosning. På bygningens midte mod gården er placeret et ottekantet trappetårn tækket med skifer og bly. Bygningen har svungne gavle prydet med pinakler. I bygningens sydlige ende findes et portrum, der i facaden er prydet med en enkel sandstensportal.

I taget ses fem murede gavlkviste, to mod gården og tre mod haven, ligeledes med svungne gavle og pinakler. Desuden ses små tagkviste i tagfladen og skorstene i tagryggen. Taget er behængt med mørke glaserede vingetegl.

I kælderen er rum med tøndehvælv. Stueetagen er indrettet med stuer og kabinetter, der i store træk er organiseret omkring et langsgående hovedskillerum. I et rum i bygningens sydlige halvdel ses de oprindelige stuklofter fra 1600-tallet. Tilsvarende stuklofter er konstateret i stueetagens nordvestlige del af bygningen under senere tiders nedforskallede lofter. Ligeledes findes der flere steder de oprindelige kaminer. På første sal fordeler rummene sig mod haven og i bygningens ender, mens der mod gården er lange gangforløb, som giver adgang til rummene mod gavlen og i bygningens ender.

Kancellihusets facade er ikke helt symmetrisk i forhold til inddelingen af vinduesfag og døre, som renæssancens idealer ellers foreskrev. En fuldstændig symmetri ses imidlertid heller ikke i hovedslottets facader, men netop den ”selvstændige og uortodokse” tilgang til reglerne er kendetegnende for Frederiksborg.

Bygningshistorie

Kancellihuset stod i det væsentlige færdigindrettet i 1620, hvor det sidste stukarbejde og malerarbejde fandt sted. Jørgen von Friborg var murermester, og Hans van Steenwinckel den yngre var bygmester. Bygningen blev opført til brug for kancelliet, når kongen opholdt sig på slottet. Den hvælvede kælder blev brugt til opbevaring af viktualier, stueetagen var primært til kongens kancelli, og på 1. sal var værelser til fremmede gesandter.

Christian VI iværksatte omkring 1740 en lang række til- og ombygninger på Frederiksborg, deriblandt ombygning af en del af Kancellihusets stueetage til køkken. Efter at Frederiksborg ikke længere så ofte blev brugt som kongebolig, var der ikke længere samme behov for plads til Kancelliet. Køkkenet blev forbundet til Prinsessefløjen af en lille overdækket træbro, som først blev fjernet i midten af 1800-tallet. På bastionen bag Kancellihuset blev anlagt en have. Førstesalen blev også ombygget; de store rum blev opdelt i mindre, og alt blev moderniseret, så det passede i tidens smag. Funktionen var derefter sandsynligvis bolig for slotsforvalteren.

På kort fra de følgende godt 100 år ses angivelse af flere større og mindre ud- og tilbygninger i haven bag Kancellihuset. Vi ved ikke meget om disse sekundære bygninger, men noget tyder på, at Ferdinand Mehldal har ladet dem fjerne i forbindelse med den store genopbygning efter branden i 1859.

Kancellihuset havde skifertag helt frem til 1804, hvorefter det blev udskiftet til røde vingetegl. Det nuværende udtryk med mørktglaserede tagtegl stammer fra tiden efter genopbygningen, hvor store dele af slottet blev renoveret.

Siden genopbygningen af hovedslottet har Kancellihuset været anvendt som bolig for ansatte på Det Nationalhistoriske Museum og som kontor og værkstedsfacilitet. I dag er anvendelsen bolig og kontorformål.

Fangetårnet

Det store porttårn, eller Fangetårnet som det hedder efter fangehullerne i kælderen, markerer begyndelsen på symmetriaksen gennem Christian IV’s pragtslot. På hver side af det tøndehvælvede portrum ses imponerende sandstensportaler. Mod syd er portalen udsmykket med våbenskjolde og løver, mod nord ses Christians IV’s monogram og to legemsstore figurer Diana og Apollo hugget i marmor.

De indbyrdes proportioner mellem tårn og spir er lidt overraskende, idet spiret næsten er dobbelt så højt som tårnet. Spiret er i dag beklædt med kobber.

Trods materialelighed med resten af slottet er Fangetårnet udført lidt i sin egen stil. Det røde murværk med de vandrette sandstensbånd er som resten af slottet, men sandstensportalernes udtryk går hen i retning af barokken. De er kraftigere i sit udtryk – mere voluminøse. Også brug af kuppelformen, eller vælske (Keltiske) hjælme, i forbindelse med spirets udformning, kan siges at høre til barokken.

Tårnet rummer stadig seks fangehuller. De er alle med murede hvælvinger og forsynet med separate nedgange fra lemme i portrummet. De afskærmes fra vejbanen af et smedejernsrækværk. Fra fangehullerne er der aftræk gennem de lufthuller, der kan iagttages hele vejen rundt i ydermuren. I tårnets portrum er opsat et fragment af en stentavle med inskription.

I dag er tårnetagen, den øverste etage i tårnet, samt fangekældrene ikke udnyttet af hensyn til brandfaren og opretholdelse af sikkerheden i almindelighed. De to egentlige opholdsetager benyttes til depot. Her findes en række relevante og spændende objekter, der knytter sig til slottets interiører og tidligere brug.

Historie

Det sidste store bygningsarbejde på Frederiksborg var opførelsen af det store porttårn. Fangetårnet er opført 1618-21 af murermester Jørgen Friborg og muligvis stenhuggermester Hermann Rollfink. Tårnet med dets markante 65 meter høje spir kom til at afslutte Christian IV’s modernisering af det oprindelige Frederiksborg.

Tårnet har oprindelig rummet en eller to boliger i de regulære etager, samt depotrum i øverste etage og i tagetagen. Slottets fangehuller var placerede i kælderen under portrummet. Rækværket i smedejern, der kom til i 1686, er stadig bevaret.

Portalernes dekorative enkeltheder har forbilleder i Steenwinckels lærermester Henrik de Keysers værker, og det er sandsynligt, at Hans Steenwinckel har tegnet de to portaler på syd- og nordsiden af tårnet. De to legemsstore figurer på nordportalen, Diana og Apollo, er dog antagelig udført af kunstneren Pietro Crivelli.

Porttårnets spir blev nedtaget og genrejst igen i begyndelsen 1730’erne, og herefter blev det tækket med kobber. Oprindeligt var det tækket med skifer og bly.

I årene 1856-57 stod billed- og stenhugger Jahn for betydelige fornyelser af sandstensarbejderne på Porttårnet. Udover partielle fornyelser af hovedgesims, frise og arkitrav, vindueskvadre m.m., som var ganske forvitret, restaurerede Jahn også de to portaler. På nordportalen blev Diana og Apollo forsynet med nye ben, hænder, draperier og andre stykker, og det øvrige, som kunne bevares, blev omarbejdet. På sydportalen blev løverne udstyret med nye bagben og haler, resten blev omarbejdet. Løverne er siden blev udskiftet med nyhuggede kopier.

Også tårnet og spiret blev underkastet en hovedreparation, som blev påbegyndt i 1855. De gamle kobberplader blev udskiftede, bræddeunderlaget fornyet og konstruktionen repareret. I 1882 konstaterede man, at skorstenen i midten af tårnet havde forskubbet sig, således at den nu lå tæt op ad tårnets tværkonstruktion. Meldahl anså brandfaren for overordentlig stor, hvis skorstenen blev benyttet, og siden 1883 har Fangetårnet derfor stået ubeboet.

Østre og Vestre Runddel

Østre og Vestre Runddel ligger i Forreste Slotsholms nordlige ende, hvor de, set fra nord, rejser sig direkte af slotssøen. Begge tårne er forbundet med mellembygninger ind mod Forreste Slotsholms midterakse og med ”fæstningsmure” ud mod slotsholmens hjørner.

De to Rundeller er opført af røde munkesten, prydet med gesimser og kordongesimser udført i Helsingborgsandsten. Vinduerne i stueetagen og på 1. sal er primært store og firrammede med træsprosser. I kældrene og i forbindelse med de interne spindeltrapper ses ligeledes små vinduer og glugger med en enkelt ramme.

Tagkonstruktionen udgøres af en karakteristisk kuppel med spir, der er tækket med bly. I tagfladen ses på hver runddel to små kviste og en rund skorsten. Begge tårne har hvælvet kælder, stueetage, 1. sal samt loftrum.

Bygningshistorie

Østre og Vestre Runddel anses for det tidligste byggeri, Frederik II igangsatte på sin nyerhvervede ejendom. De bærer endnu kongens valgsprog, Mein Hoffnung zu Gott allein, og opførelsesåret 1562 skrevet med murankre. Trods det tydelige fæstningspræg har de to tårne kun været brugt til civile formål. I Vestre Runddel lå skriverstuen, den Østre Runddel var til lensmandens disposition. Østre Runddel blev på Christian IV’s tid beboet af slotspræsten. I dag er begge tårne indrettet som dele af boliger. Tagene var så vidt vides også oprindeligt blytækkede. De fire-rammede vinduer med træsprosser er antagelig kommet til i slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet, hvor omfattende vinduesudskiftninger fandt sted overalt på slottet.

I 1860 gennemførte Meldahl en hovedistandsættelse af Østre Runddel. Skorstenspiben og det øverste af skorstensrøret blev genopmuret og udfuget med cement. De forvitrede dele af gesimserne blev nedtaget, og nye stykker blev indmuret, ligesom at de forvitrede sten på tårnmuren blev udskiftet med nye, og der blev efterfuget med cement. Tagkonstruktionen blev gået efter, og to nye tagkviste og en fløjstang blev opsat. Det formodes, at også Vestre Runddel blev murermæssigt gået efter på samme tidspunkt.

Herluf Trolles tårn

Herluf Trolles tårn er en grundmuret bygning i to etager. Bygningen er muret af røde munkesten. Mod gaden ses en sandstensgesims og arkitravlignende gesims mellem stueetagen og 1. sal. Gavlen er muret med strømskifter og er afsluttet med en kamtak ved kip og ved tagfødderne. Der er muret kurvehankebuede stik over vinduerne. Stue og 1. sal har firrammede vinduer, mens de to tagetager har vinduer med blot en ramme. Alle vinduesrammer er af egetræ med blyindfattede ruder. Taget er hængt med røde vingetegl.

Grundplanen er næsten kvadratisk. Kælderen har to rum, der strækker sig under halvdelen af bygningen. I stuen og på 1. sal fordeler rummene sig på begge sider af hovedskillerummet. I midten af bygningen ses endnu piber fra køkkenskorstenen, og på 1. sal ses en tilmuret kamin. Første loft er inddelt i tre rum, og andet loft udgøres af et rum.

Bygningshistorie

Herluf Trolles Tårn stammer fra 1562 og er dermed en af områdets ældste bygninger. Bygningen blev indrettet til latinskole i 1568. I dag anvendes den til bolig.

Bygningen har sit navn efter lensmanden Herluf Trolle. Trolle beholdt som tidligere nævnt sin gamle ejendom i forlening frem til 1562 og stod således som tilsynsførende på de arbejder, som Frederik 2. igangsatte på slottet kort efter mageskiftet, herunder også Herluf Trolles Tårn. Oprindeligt stod bygningen hvidkalket, og taget var tækket med skiffer eller bly. Kælderen under bygningen er angiveligt først kommet til i Christian IV’s tid; det samme gælder for skorstenen i midten af huset.

Bygningen blev i årene 1881-82 underkastet en større istandsættelse. Den søndre gavlmur blev ommuret, og den oprindelige skorsten ved gavlen blev delvis nedtaget og genopført. Facaden mod Staldgaden og mod Sprøjtehusgården blev ligeledes grundigt repareret. Den nordlige gavlmur skønnes i det væsentlige at være bevaret i sin oprindelige skikkelse.

Badstueslottet

Det følgende er en gengivelse af teksten Badstuen ved Frederiksborg skrevet i 1990 af Frederiksborgmuseet, ved Mette Bligaard og Slots- og Ejendomsstyrelsen, ved Uffe Kjerulf.

Badstueslottet er, som resten af slottet, opført i rødt tegl med vandrette sandstensbånd. Der er sandstensindfatninger omkring vinduer og en sandstensportal omkring døråbningen. Vinduesrammerne er af egetræ med blyindfattede ruder. Arkitekturen er en blanding af middelalder og renæssance. De flade trappegavle, som på Frederik II’s Fadeburslænge, og det mangekantede trappetårn er nærmest middelalder. Derimod må vinduesfrontoner og portalen siges at være renæssance.

Facaden mod Ødammen er husets hovedfacade. Her er indgangen, og det er her, man finder den rigeste udsmykning, nemlig vandrette sandstensgesimser mellem etagerne, trekantgavle med skulpturhoveder over vinduerne, og i trappetårnet den rigt udsmykkede sandstensportal med rigsvåbnet og bygherrens valgsprog: Mein Hoffnung zu Gott allein. Østsiden mod Badstuedammen er tydeligvis husets bagside. I stedet for trekantsgavle har vinduerne simple buestik, og på to af de tre udbygninger træder små hætteklædte ”hemmeligheder” frem. Bygningens tag er tækket med skifer.

Badstuen indeholder tretten rum. I stueetagen er der fire næsten lige store værelser, på første sal er en stor sal i midten, og på hver side af denne er der to mindre rum kaldet henholdsvis Kongens og Dronningens Gemak. Hertil kommer de små kabinetter i de tre udbygninger.

Huset opvarmes af i alt fire sandstenskaminer. Udover kaminerne hører stuklofterne til den mest interessante del af husets indretning, fordi de afspejler stilen i de lofter på hovedslottet, som gik til grunde ved slotsbranden i 1859. Mesteren for al stukarbejdet i Badstuen er billedhuggeren A. M. Jahn. Fyldningsdørene er af ubemalet eg og fyr og smykket af billedskærerarbejde, bl.a. med kongens monogram. Nøgleskilte, dørhåndtag og hængselbeslag er alle udformet i gammel stil.

Bygningshistorie

Badstueslottet blev første gang nævnt i kilderne i 1580. Det blev anlagt i haven nord for Indelukket i passende afstand fra slottet og det officielle hofliv. Dets bygmester, Hans Floris, var kommet til Danmark via Antwerpen for at arbejde med opførelsen af Kronborg, og Badstuens nederlandske aner fornægter sig da heller ikke. Badstuedammen blev først udgravet i midten af 1800-tallet. På et lille maleri fra 1838 i Frederiksborgmuseet ser man en eng med græssende køer og en malkepige der, hvor søen er nu.

Trappetårnets spir stammer fra midten af 1800-tallet. Oprindeligt har Badstuen haft en ottekantet tagrytter med en omløbende åben balkon, hvorfra man kunne nyde udsigten.

Badstuen var først og fremmest et lysthus, men som navnet antyder, havde bygningen en helt særlig funktion. I stueetagen var der indrettet et rum beregnet til badning. Vægge, loft og gulv i denne badstue var beklædt med tin, og rummet var forsynet med et tinbadekar og store kobberkedler til opvarmning af vand. Der var til- og afløb gennem blyrør. Desværre er intet af dette bevaret. Tinbeklædningen blev fjernet i 1794.

Det indre, som det fremtræder i dag, er resultatet af en gennemgribende hovedistandsættelse, der blev iværksat i midten af 1850’erne på Frederik VII’s initiativ. Nyindretningen, der først blev afsluttet i 1866, er bemærkelsesværdig, fordi kongen havde insisteret på, at alt skulle være i gammel stil. Arkitekten Ferdinand Meldahl ledede arbejdet samtidig med, at han var i fuld gang med at genopbygge hovedslottet. Væggenes beklædning af imiteret gyldenlæder er ikke oprindelig, men stammer fra midten af 1880’erne,by hvor der fra kongehuset var blevet klaget over, at damernes krinoliner blev snavset til af de hvidkalkede vægge i Badstuen.

Frederik VII nåede aldrig at tage Badstuen i brug. Efter hans død i 1863 blev huset benyttet lejlighedsvist af Christian IX og hans familie. Et minde om disse besøg er ruderne i Kongens gemak, hvor man bl.a. finder svigersønnen, Zar Alexander III af Ruslands kælenavn ”Sasha” indridset. Bygningen bruges stadigvæk en sjælden gang imellem til dronningens jagtfrokoster.

Kirken

Kirken er ikke kun det største rum, der næsten overlevede branden, det er også det mest overdådigt udstyrede. Kirken består af et langstrakt rum omkranset af et sandstensgalleri med søjler af marmor og alabast. Det er prydet med statuetter af apostle, evangelister og putti. I kapperne på de seks stjernehvælv svæver engle og frugtklaser. I kirkens sydgavl har vinduerne farvede glasmalerier.

Rummet er indrettet, så det kan opfylde en lang række funktionskrav, såvel liturgiske som praktiske, der gør sig gældende for den protestantiske kirke. Der er ikke noget særskilt kor, intet våbenhus og ingen sidekapeller, som man ellers finder det i katolske kirker. Ordets forkyndelse er det centrale, og kirkerummet er indrettet, så mange mennesker som muligt kan se og høre hvad der foregår på prædikestolen.

Altertavlen er fremstillet af ibenholt og prydet med bibelske motiver i sølvrelieffer. Prædikestolen er også af ibenholt med sølvfigurer, og man mener, at den kommer fra samme værksted som altertavlen.

Kongens lukkede stol til venstre for alteret er rigt udsmykket med figurer og intarsia-arbejder. Kongestolens vindue ud mod slotsgården er beskyttet af et overdådigt smedejernsgitter udført af Christian IV’s kunstsmed Caspar Fincke.

Kirken har intet mindre end tre orgler. Det ældste er Compeniusorglet, der blev opstillet i slotskirken samtidig med kirkens indvielse. Det andet orgel, Marcussenorglet, stammer fra tiden lige efter branden, og endelig findes Andersenorglet fra 1972, der er inspireret af det oprindelige renæssanceorgel.

Historie

Vi ved ikke præcist, hvornår og af hvem slotskirkens indre blev tegnet, men planerne må have foreligget i 1606, da man opmurede de underliggende kælderhvælv. På den anden side må planerne være yngre end dele af Kongefløjen, hvis vestlige vinduer ikke rigtig passer med kirkens. Meget tyder på, at projektet blev bestilt hos en udenlandsk arkitekt, der ikke helt kendte til forholdene; dette kunne forklare den lidt overraskende disponering af vestfacaden. Kirkerummet er tydeligt inspireret af det normgivende protestantiske fyrstekapel i Torgau.

I 1620 stod kirken færdig. Pragten var, og er, overvældende – som det sømmede sig for et fyrstekapel. En ledetråd til forståelsen af slotskirkens udsmykning og billedsprog er sammenligningen mellem Kristus og Christian, og forståelsen af kongen som Guds jordiske repræsentant. Udsmykningen rummer også både råd og formaninger til kongen om den rette kristne regeringsførelse.

Under enevælden (1660-1848) blev de danske konger kronet i Slotskirken, og siden 1693 har her været ridderkapel for Elefantordenen og Dannebrogordenen.

I 1855 blev vinduerne i kirkens sydgavl forsynet med farvede glasmalerier, som datidens mode foreskrev.

Selv om slotskirken har bevaret størstedelen af sit rige oprindelige inventar, slap rummet, som før nævnt, ikke helt uskadt for branden. Kirketårnets store kobberklædte spir faldt ind over den brændende dansesal, og et par dage senere gav hvælvene i kirkesalens nordende efter. Men hvælvene blev genopbygget og udsmykningen rekonstrueret.

Siden 1841 har kirken været brugt som almindelig sognekirke, men kongehuset anvender den stadig ved specielle lejligheder.

Kongens bedekammer

Under orglet i kirkens nordlige ende, findes kongens pragtfuldt udstyrede bedekammer. Rummet fremstår dunkelt, og det er relativt lille og med lav rumhøjde. Rummet er fuldpaneleret med rige intarsia-arbejder udført i ædle træsorter som ibenholt og muskattræ. I panelerne er der indfældet 23 malerier med bibelske motiver, der er udført af kunstneren Carl Bloch. I loftet findes endvidere nedhængende ornamenter i elfenben – de var på Christian IV’s tid udført i sølv.

Historie

Kongens Bedekammer blev opført i årene 1618-20. I midten af 1800-tallet havde bedekammeret ikke undergået væsentlige forandringer siden opførelsen, og rummet havde således undgået de moderniseringer, som Christian VI foranstaltede i 1730’erne. Bedekammeret gik desværre til under branden, og fremtræder i dag som en delvis fri rekonstruktion fra genopbygningen i 1860-64, der skete under ledelse af arkitekt Ferdinand Meldahl.

Ældre beskrivelser og billedgengivelser af Heinrich Hansen har dog muliggjort, at de oprindelige forhold kunne genskabes i hovedtræk, men mange detaljer gik tabt. Det gælder ikke mindst bedekammerets 23 malerier, der var udført på kobberplader. En del af dem stammede fra Rembrandts læremester Pieter Lastmann.

Dansesalen

Over det store kirkerum ligger Dansesalen. Den fylder med sine ca. 600 m2 hele Kirkefløjens 2. sal. Salen har et rigt bemalet træloft, der er inddelt i kassetter og udstyret med relieffer og udskårne farvelagte motiver. Overgangen mellem loft og vægge udgøres af en triglyffrise med billeder af fugle og pattedyr.

Væggene er beklædt med gobeliner, der har motiver fra Chr. IV’s kroning og Kalmarkrigen. Hertil kommer kongeportrætter i hel figur. På gulvet er marmor i mønster i rødt, sort og hvidt.

Mod østvæggen står Trompeterstolen, der er et pulpitur udført i ibenholt med sølvornamenter. Det var oprindelig beregnet til brug for musikerne. Mod syd findes en meget stor sort marmorkamin med dekorationer af forsølvet zink, der i farveholdning korresponderer med Trompeterstolen.

Historie

Som Kongens Bedekammer var Dansesalen et af de få interiører, der før branden stadig fremstod som et forholdsvist intakt renæssanceinteriør. Desværre blev salen fuldstændig raseret af branden.

Rummet blev rekonstrueret ud fra et forholdsvis spinkelt grundlag. Meldahl havde, ud over hvad det var muligt at finde i brandtomten, to malerier fra Heinrich Hansen, der i 1858 malede to studier af salens sydlige ende. Malerierneer dog i sig selv en rekonstruktion, da de er Heinrich Hansens skildring af rummet, som det burde have været ifølge kilderne.

Meldahl hævede loftet en halv meter for at forbedre rummets proportioner. Buerne over vinduerne blev i samme anledning tilsvarende også forhøjede.

Materialerne er heller ikke helt som de oprindelige. De store figurer i loftet er udført i Carton Pierre, et relativt let papirmateriale, der lader sig bearbejde som træ. I Trompeterstolen er ibenholt erstattet af malet fyr og lindetræ.

Christian IV’s store tapetserie med 26 scener fra Kalmarkrigen gik selvsagt også til under branden. I perioden 1900 til 1928 blev de nuværende gobeliner skabt på et værksted, der blev indrettet til formålet af Det Nationalhistoriske Museum.

Rosen

Rosen er navnet på den store ridderstue, der ligger i den vestlige ende af Kongefløjens stueetage. I rummet står fem marmorsøjler, fire i Rouge Royal og én i sort Noire de Dinant. De bærer loftets flade krydshvælv, der er rigt udsmykket med stuk.

Rosen har en mørk nedre zone med gyldenlædertapeter, døre i egetræ og en stor sort marmorkamin. Den øvre zone er domineret af den lyse hjortefrise og af hvælvingerne, rigt dekorerede med stuk. På gulvet er Gotlandske fliser.

Historie

Inden branden havde Rosen heller ikke undergået store ændringer siden renæssancen. Dog var hjortefrisen blevet nedhugget i 1778 for at give plads til elefantridderskjolde, og to hvælvingsfag var blevet adskilt fra det øvrige med en væg. Ud over fragmenter fra brandtomten var de vigtigste kilder til Rosens udseende inden branden tre små malerier af Heinrich Hansen og F. C. Lund. Heinrich Hansens malerier skildrer dog en oprindelig tænkt tilstand.

På væggene blev hjortefrisen genskabt med inspiration fra Hjortesalen på Gottorp Slot. Væggenes nederste del blev beklædt med imiteret gyldenlæder. De fire røde marmorsøjler blev genskabt, den sorte, der tidligere var blevet fjernet for at give plads til den omtalte skillevæg, blev fundet på slotsområdet og genopsat.

Audiensgangen og Audienssalen

Løngangen forbinder Mønttårnet med Audienshuset, og dermed er Audiensgangen bindeled mellem slottet og Audienssalen. Audiensgangen befinder sig på Løngangens øvre etage. Den er gennemlyst med store vinduespartier på begge langsider.

Audiensgangens loft er rigt udsmykket med stuk. Det flade loft er udfyldt med løvværk, bladkranse og frugtguirlander, samt to ottekantede kvadraturer og to ovaler med malerier. Bunden for stukudsmykningerne er malet lysblå.

På væggene findes paneler udført i eg og fyr. Over dørene ved gangens ender er modellerede draperier og putti, og på vægstykkerne over alle vinduerne er opsat værkstedsstøbte dekorationer. Gangen er dekoreret med i alt 36 malerier. Omkring alle billeder er monteret rigt udskårne rammer. Vinduerne består af bemalede egetræskarme og har indadgående egetræsrammer, udskiftet i sidste del af 1800-tallet. Gulvet er belagt med marmorfliser i to typer. En gråhvid Carrara med friser og bånd på tværs af gangen i rød marmor (Rossa Ingnata).

Audienssalen er Audienshusets eneste rum over portniveau. Der er store vinduespartier mod alle sider og i midten af salen findes en kuppel, der er dannet af fire høje og svagt buede hulkele. Henover de fire kuppelflader er rækker af kassetter vekslende med lodrette tykke modellerede bladstængler af laurbær. Centralt på kuppelfladerne findes vindueschambranler dekoreret med muslingeskaller, volutter, guirlander og putti. Kuplens stukdekoration afsluttes foroven af en vulst af egeblade, der danner rammen om et loftsmaleri. Midt i kuplen hænger Hjortekronen med 12 arme udført i træ og messing.

Det flade loft udgøres af to felter på hver side under kuplen. Disse respektive felter er hver opdelt i tre flader bestående af de to plafondmalerier adskilt af en fylding med påhæftede udskæringer.

Gesimsen langs alle vægge er af fyrretræ, bygget op af flere profilerede led. Loft og kuppel er udsmykket med i alt fem malerier, der tilsammen skaber en allegorisk indramning af Christian V’s livsværk og baggrund.

Audienssalen har fuldpanelerede vægge, primært udført i egetræ. Alle paneler er bemalede med marmorering. De to typer marmor, der er brugt som forlæg for salens marmoreringer, kommer tæt på den røde Rossa Ingnata og den grønne Vert Mere. Rammetræets forbillede skønnes at være Carrara. Vinduesrammer og vindueskarme blev senest udskiftet sidst i 1800-tallet af Meldahl.

Væggenes vigtigste dekorationselementer er ni malerier udført til salen af Jacob d’Agar. Malerierne fremstiller Christian V og hans familie som romerske heroer. Endelig er rummet prydet med 10 slagscener, der beskriver Christian V’s sejre i Den Skånske Krig. Over kongemalerierne hænger der i alt seks monogrammer, som er udført i billedskåret træ.

Fløjdørene, Danmarks næstældste eksisterende fløjdøre, er af egetræ. Der er malet (ådret) sorte årer på træet, som dog først er laseret med en rød jordfarve. Modsat fløjdørene er en åben kamin med vanger flankeret af søjler. Kaminen er kronet af ornamentik, urner og en stor portrætmedaljon, som holdes af en løve. Kaminen er for neden opbygget i sandsten, som er stafferet med en marmorering. Gulvet er belagt med samme type gråhvide Carrara marmorfliser som i gangen.

I salens sydøstlige hjørne findes en elevatorstol, der kan skjules under en lem i gulvet. Elevatoren går i en skakt, der forbinder stueetagen med Audienssalen.

Historie

I 1612 indgik Christian IV kontrakt med murermester Jørgen Friborg fra Slangerup om opførelse af Løngangen og Audienshuset. Opførelsen påbegyndes samme år med Lorenz van Steenwinckel som bygmester.

Selve Audienshuset blev bygget over en eksisterende ældre portbygning, som stod i forbindelse med det nordlige hus langs Rendebanen, den bygning vi i dag kalder Thestuerne. I sommeren 1616 stod bygningerne færdige, tækket med bly. De indvendige arbejder tog derefter yderligere nogle år, og først 30. december 1618 blev billedskærerarbejderne i Audienssalens loft afleveret.

Den 9. december 1665 blev Audienshuset og Audiensgangen ødelagt af brand. Ilden hærgede også Kongens Lønkammer i Runddelen og blev først stoppet inde i Sommerstuen. Alt træværket brændte, og den Søndre Kvistgavl blev så ødelagt, at den måtte fornyes. I 1669 stod bygningerne færdige, nu tækket med kobber. Herefter forestod det store indvendige udsmykningsarbejde, der blev forestået af Generalbygmester Lambert von Haven.

Tidligere var udsmykningen især blevet varetaget af kunstnere fra Nederlandene og Saxen, men nye arkitekturstrømninger var opstået siden Christian IV og Frederik II’s tid. Nu var det den Italienske barok, der var forbilledet.

I de udskårne malerirammer i Audiensgangen findes fine eksempler på baroktidens malerkunst, hvoraf nogle er indkøbt i Italien af Generalbygmester Lambert von Haven til udsmykning i Frederik III’s slotte. Ved indretningen af Audiensgangen blev de indkøbte malerier suppleret med malerier fra tidligere kongers samlinger. Sammenfaldende for de 24 malerier er, at målene er tilpassede enten ved tilstykning eller beskæring.

De fire malerier i hver ende af gangen forestiller de fire elementer. De er udført til stedet af Peder Andersen Nordmand. De oprindelige fire loftsmalerier af Magnus Berg, som forestillede Mars, Apollo, Minerva og Herkules, var også udført til stedet. Efter Frederiksborg Slots brand i 1859 blev to af loftmalerierne udskiftet med malerier af Oscar Mathiesen, der samtidig malede de to tilbageværende loftsmalerier op. De fire portrætter af Christian V’ s sønner, udført af Jacob d’Agar, er ophængt i gangen på et senere tidspunkt og er ikke en del af den oprindelige dekoration.

Stukloft og øvrige stukdekorationer i Audiensgangen er udført ca. 1683 af Hollænderen Jan Wilckens van Verelt under Hans van Steenwinkel den yngste.

Audienshuset havde i 1680’erne fået påbygget et trappetårn, der gav adgang fra Audienssalen til haven. Et nyere trappetårn fra 1730’erne blev fjernet i 1840. I 1692 blev den nuværende elevatorstol etableret.

Miljømæssige værdier

Frederiksborg Slot har formet sine omgivelser. Hillerød er vokset frem omkring slottet, og slottet er stadig et vigtigt omdrejningspunkt for byen. Fra byens torv er en markant udsigt til Slottets tre holme, og slottet, med sine haver, er et vigtigt rekreativt område for byen.

De tre holme er alle udformede som bastionære anlæg. Forreste Slotsholm er omkranset af mure, Mellemste Slotsholm har græsklædte bastioner, og Slotsholmen, hvorpå selve Slottet ligger, rejser sig direkte af slotssøen med forsvarstårne i alle hjørner. Den lille græsklædte Dronningeø nord for slottet fuldender det bastionære anlæg, der omkranser hele anlægget.

Den primære adgangsvej til Frederiksborg Slot er via Bybroen fra Slotsgade til Forreste Slotsholm. På vejen op gennem slottet markerer portaler og portrum overgange mellem pladser og gadeforløb.

Staldgaden på Forreste Slotsholm angiver hovedaksen fra Frederiks II’s gamle anlæg. Det store Fangetårn markerer starten på symmetriaksen gennem Christian IV’s pragtslot. De to akser forbindes af den svungne S-bro.

Efter Fangetårnets portrum åbner Ydre Slotsgård sig som en brolagt symmetrisk plads prydet med Neptunfontænen.

Pragtslottets hovedakse leder via Ydre Slotsgård over Slotsbroen frem til slottets port med en rigt udsmykket hovedportal på Terrassebygningen. Hovedportalen leder ind til et lavt portrum, hvorefter Indre Slotsgård åbner sig med al sin pragt.

Ringrendingsbanen forbinder via Audienshusets portrum og portaler slotsområdet med den markante dobbeltallé Rendelæggerbakken og haveanlæggene nord for slottet. Rendelæggerbakken adskiller Barokhaven og den engelske landskabshave, der består af det lille skovstykke Indelukket samt Lille Dyrehave. Barokhaven er anlagt i terrasser, som falder i niveau ned mod Slotssøen. Den kendetegnes af stramme linjer og snorlige hække, fintklippede græsskråninger og formklippede taks og buksbom. I den gennemgående midterakse falder vandkaskader fra niveau til niveau, inden de ender i Slotssøen. På nederste niveau, parterret, ses fire kongelige monogrammer klippet i buksbom. På øverste niveau findes Ovale Dam omkranset af lindetræer.

I Indelukket og i Lille Dyrehave findes den romantiske have med slyngede stier, kanaler og småsøer, buskadser og skovagtig beplantning. Her efterligner man den vilde natur med nøje planlagte sigtelinjer og iscenesættelser. På Louise Ø i Ødammen findes således en miniature af et norsk herresæde, og mellem Ødammen og Badstuedammen findes Frederiks II’s Badstueslot.

Kulturhistoriske værdier

Reformationen havde stor indirekte betydning for Frederiksborg. Dels bunder hele udbygningen af Frederiksborg i, at kronen overtog det kirkelige gods, dels havde reformationen medført, at de kongelige residenser var blevet samfundets politiske og sociale centrum, og med det fulgte, at administration og hof blev meget større end hidtil. Udviklingen havde altså skabt et øget behov for større og mere repræsentative rammer, hvad selve opførelsen af det magtfulde og overdådige slotsanlæg også vidner om.

Hele slotsanlægget er hierarkisk opbygget. I forløbet fra byen op mod hovedslottet forstærkes pragten og forventningerne gradvist. Triumftoget gennem slottet kulminerer i indre slotsgård med Marmorgalleriets gudeforsamling foran indgangen til slottet. Skulpturerne på Frederiksborg Slot er ikke alene skabt som dekorationer, de beretter om de idealer og moralske værdier, som Christian IV’s kongedømme byggede på, og de udtrykker den evige kosmiske orden, som kongemagten var en del af.

Slotsanlæggets er på alle tre holme udformet som bastioner, der er med til at understrege kongens magt og vælde. Slottets placering på bastioner og haveanlæggenes adskillelse fra slottet er klare træk fra renæssancen.

Slotskirken er, ud over sin overdådige pragt, særegen ved, at den blev indrettet, så den opfylder en lang række funktionskrav, der gør sig gældende for den protestantiske kirke. Der er ikke noget særskilt kor, intet våbenhus og ingen sidekapeller, som man ellers finder det i katolske kirker.

Der er næppe nogen tvivl om, at det navnlig er den franske arkitektur, der har tjent som inspirationskilde for disponeringen af Christian IV’s Frederiksborg. Det nye var, at man ved at ændre hovedbygningens fjerde fløj til et lavt galleri skaffede lys og luft i slotsgården. Det var også nyt, at man lod tjenerskabets boliger og økonomibygninger være en integreret del af det samlede anlæg. Derved kunne etableres en regelmæssig forgård, og slottets område blev endnu mere imponerende iscenesat.

Inspirationen fra den nederlandske renæssance er også tydelig, rød blank mur, vandrette sandstensbånd, rige sandstensudsmykninger samt svungne gavle. Alligevel ses også klare barokke træk rundt omkring, f.eks. i Fangetårnets spir, i figurernes udtryk på Marmorgalleriet og ikke mindst i Audiensgangen og Audienssalens pragtfulde interiører fra slutningen af 1600- tallet.

Efter Danmarks nederlag i 1864 var der behov for at styrke det nationale selvværd, og der var derfor en stigende interesse for at definere og markere, hvad der var dansk. Frederiksborg Slots stærke symbolværdi som nationalt monument var medvirkende til, at man valgte at genopføre slottet efter den ødelæggende brand i 1859, frem for at nedrive det helt, eller lade det henstå som ruin. Slottet blev genopført, så det i det ydre stort set svarer til det tabte. Det indre blev indrettet historicistisk med rum i en bredt opfattet renæssancestil. Rummene blev disponeret, så indretningen understøtter slottets nuværende funktion som ramme om Det Nationalhistoriske Museum.

Først fra midten af 1800-tallet defineres og udvikles restaurering som en selvstændig arkitekturdisciplin. Helt konkret var det den ulyksalige brand på Frederiksborg Slot, der satte gang i restaureringsbestræbelserne i Danmark. Genrejsningen af hovedslottet på Frederiksborg hører således til blandt de tidligste bevidste restaureringsarbejder i Danmark.

Arkitektoniske værdier

Frederiksborg Slot er stramt disponeret omkring en symmetriakse. Forreste Slotsholm er karakteriseret ved de høje mure omkring bastionerne og ved Staldgaden med sine relativt lukkede facader og en portal i hver ende, der angiver overgangen til henholdsvis Bybroen og S-broen. I gårdrummene bag Staldgaden findes bl.a. slottets ridebane og de karakteristiske rundeller med kuplede tage af bly. Bygningerne på Forreste Slotsholm har stor materialeegalitet. De er stort set alle opført af røde munkesten og udsmykket med gesimser i sandsten. Mange gavle har strømskifter og kamtakker ved kip og tagfod. Tagene er, på nær rundellerne, hængt med røde teglsten. De lave lukkede bygninger med relativt få udsmykninger vidner om Forreste Slotsholms oprindelige formål, stalde, smedje og lignende jordnære formål. I Kongestaden, Vognporten og i Tværstalden findes f.eks. stadig planer og interiører, der helt eller delvist beretter om de tidligere funktioner.

Mellemste Slotsholm er kendetegnet ved det markante Fangetårn med sit mægtige kobberklædt spir, mens og Ydre Slotsgård er defineret af de to parallelle bygninger, Slotsherrens Hus og Kancellihuset, balustraden mod slottet og fæstningsmuren på begge sider af Fangetårnet. Til anlægget hører også Ringrendingsbanen med sandstensportal og slynget smedejernsgitter. Banen er defineret af bygningerne Fadeburslængen og Thestuerne, og en balustrade mod slottet og voldgraven. Den afsluttes af det fornemme Audienshus, der er knyttet til hovedslottet.

På Mellemste Slotsholm skelnes tydeligt mellem forsider der vender ind mod Ydre Slotsgård eller Ringrendingsbanen og bagsider, der vender ud mod græs og træklædte bastioner. Bygningerne på Mellemste Slotsholm er stort set alle opført af røde munkesten og er udsmykket med gesimser i sandsten. De vigtigste bygninger har tage, der er hængt med mørke glaserede vingetegl. Slotsherrens Hus og Kancellihuset er udsmykket med sandstensdetaljer som vandrette sandstensbånd, sandstens-indfatninger, hjørnekvadre og svungne gavle. De fleste bygninger på Mellemste Slotsholm er i to etager, og de mange udsmykninger vidner om, at bygningerne oprindeligt dannede ramme om højtstående personer og administrative formål. Bygningernes planer og interiører rummer mange historiske spor og elementer, der beretter om bygningernes tidligere funktioner og rang.

Slottet, der er i alt fem etager højt, rejser sig direkte af Slotssøen som et trefløjet anlæg med en lav fjerde fløj, Terrassebygningen. Slottets hjørner befæstes af tårne. Indre Slotsgård domineres af det pragtfulde Marmorgalleri, tre trappetårne og det store Klokketårn. Materialeholdningen er som på Mellemste Slotsholm, blot er pragten her endnu mere imponerende. Detaljerigdommen er større og materialerne mere kostbare. Over vinduerne ses f.eks. frontoner med figurhoveder, og rigt udsmykkede sandstensportaler markerer døråbningerne. Tag og spir er tækkede med kobber. Det pragtfulde Marmorgalleri er udført af røde og sorte sten smykket med lyse figurer. Alt vidner om magt og kongens tilstedeværelse. På slottets vestlige side forbindes Slotsholmen med mellemste Slotsholm af Løngangen og Audienshuset, der er to etager høje, rigt udsmykkede, helt klædt i sandsten og tækket med kobber.

I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig især til kirken, Audiensgangen og Audienssalen da de, ud over at være helt enestående i deres pragt, også er originale interiører. Dog bærer de rekonstruerede rum; Rosen, Kongens Bedekammer og Dansesalen, også væsentlige arkitektoniske værdier. De historicistiske interiører bærer en væsentlig fortælling om identitet og behov for nationalt selvværd. Det er en fortælling, der stadig er aktuel i dag, og som knytter sig til slottets funktion som Nationalhistorisk Museum.

Badstueslottet i haven, der i det ydre er et velbevaret renæssancehus fra 1500-tallets slutning, er i det indre et enestående miljø fra midten af 1800- tallet. Helheden er unik, fordi bygningen i over 400 år har været anvendt til sit oprindelige primære formål: et kongeligt lysthus, hvor man under enkle former kunne gøre kortere ophold. Materialeholdningen er som bygningerne på Mellemste Slotsholm, blot er taget tækket med skifer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Slotte

Eksterne links