Bispegade 23, Ribe ligger på Bispegade 23 i Esbjerg Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, der giver byen en skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små, let krogede, brolagte gader og slipper, der kun brydes af de brusende mølleløb, Ribe Å samt Torvet, hvor domkirken hæver sig over bygningerne. Den tofløjede hoveddør. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samlede sig på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å for at arbejde og handle. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring år 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige, katolske kirke. I middelalderen lå der både en kongeborg, Riberhus, hvor kun slotsbanken nu er tilbage, samt adskillige kirker og klostre.

Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage er Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster. Grundlaget for Ribes rige handelsliv var Ribe Å, der løber gennem byen. Den fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Skibene tog i stigende omfang turen rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning. Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-årene. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældst daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig domkirken og det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden rejste byen sig igen, hvoraf mange bygninger stadig står, blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet, samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl til gaden. Op gennem 1700- og 1800-årene udførtes en del om- og nybygninger oftest i en enkel og velproportioneret, klassicistisk stil. De klassicistiske facader præger flere gader, blandt andet Grønnegade og til dels Bispegade. De mindre gader og slipper er kendetegnet ved langhuse, boder og småhuse, der er tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb. Bispegade kan dateres helt tilbage til 1200-tallet, dog under navnet Sankt Hans Gade efter sognekirken og kirkegården, der lå sydligst i gaden. Den blev dog revet ned i 1558, hvor gaden kaldtes Bispegårdsgade efter den katolske bispegård, der lå i gaden. Efter reformationen fik gaden sit nuværende navn. Mange af bygningerne, der lå i gaden, forfaldt i løbet af 1600- og 1700-årene, hvorfor mange af bygningerne i gaden er opført efter denne periode. Bispegade 23 blev opført i 1854 for dyrlæge Grøn.

Beskrivelse

Bispegade 23 ligger på den østre side af den brolagte og smalle Bispegade i den sydlige del af Ribes gamle bydel. Forhuset er sammenbygget med et sidehus på den sydlige del af gårdsiden, og sidehuset er sammenbygget med et baghus. Bag baghuset er en have. Hverken sidehuset eller baghuset er omfattet af fredningen. Forhuset er grundmuret, fem fag langt og i en etage. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og afsluttes af et ubrudt, rødt, teglhængt heltag. I rygningen sidder en muret skorstenspibe med sokkel og krave. Mod gaden fremtræder facaden med murværk af røde sten i blokforbandt, der afsluttes af en hvidtet sparrenkopgesims. Gavlene er hvidkalkede, og gårdsiden er kalket okkergul og der afsluttes af en let profileret, hvidtet hovedgesims. Midt på facaden er en totrins trappe af granitnatursten, der fører op til en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue. Døren er malet mørkegrøn. De hvidmalede vinduer er nyere, torammede og tredelte. Mod gaden har vinduerne hvidmalede sålbænke med små konsoller. Mod gården har vinduerne en lang, gennemgående, hvidtet sålbænk. I begge gavle sidder to torammede vinduer.

I det indre er dele af en traditionel grundplan bevaret med en mindre forstue, der er flankeret af to stuer. Dertil er et badeværelse samt et værelse mod gården, hvori der er et ældre pengeskab samt en skjult trappe, der fører op til den udnyttede tageetage, hvor der er to værelser. Fra værelset mod gården er der via sidehuset adgang til køkkenet, der ligger i baghuset. Der er bevaret enkelte ældre døre med gerichter og ældre hængsler.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken langs den brolagte, let svungne Bispegade, hvor bygningen indgår som en integreret del af Bispegade og Ribes ældre bebyggelse og middelalderlige, gadestruktur, og dermed bidrager ejendommen væsentlig til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø i Ribes gamle bykerne. Hertil kommer grundens disponering med forhuset beliggende i skel til gaden med den langstrakte bagvedliggende grund med baghus, som er kendetegnende for Ribes bebyggelsesmønster og gadestruktur.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Bispegade 23 knytter sig i det ydre til forhusets som et grundmuret byhus af beskeden størrelse, der er karakteristisk for bebyggelsen i Ribes mindre gader med bygninger fra 1800 årene.Endvidere knyttes der kulturhistorisk værdi til den repræsentative gadeside med sparrenkopgesims, pudsede og konsolbårne sålbænke og den tofløjede fyldingsdør, der står i kontrast til den mere prunkløse gårdside. Hertil kommer de ubrudte tagflader, der vidner om loftetagens funktion til opbevaring samt skorstenen i rygningen, da ildsteder og ovne var eneste kilde til opvarmning og madlavning.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede, ældre grundplan med den lille forstue og stuer mod gaden. Endvidere har de bevarede ældre fyldingsdøre med de tidstypiske tre fyldinger med ens over- og underfylding i lavformat og midterfylding i højformat, ældre gangtøj og gerichter kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det klassicistiske udtryk, som er kendetegnet ved facadens klare og enkle formsprog med den regelmæssige faginddeling, der centrerer sig omkring hoveddøren samt det ubrudte tegltag, som tilsammen skaber en rolig og harmonisk facade. Sammen med de enkle, dekorative elementer, herunder hovedgesimsen og sålbænkene, giver facaden den ellers lidt beskedne bygning et værdigt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links