Brøndums Hotel, Skagen

Brøndums gård nævnes første gang i 1801, hvor en syd- og nordlænge fungerede som henholdsvis beboelse og stald, lade og vognremise. I 1802 blev sydlængen, der i 1891 fik navnet Brøndums Hotel, indrettet med værelser af købmand Chresten Degn, der på det tidspunkt ejede gården. Bygningen brændte i 1874, men der blev opført et nyt gæstgiveri på grunden. Sydlængen blev ombygget af arkitekten Ulrik Plesner i 1892, hvor også den toetages hotelbygning kom til. I 1898 blev vestlængen bygget, ligeledes af Ulrik Plesner. I 1954 og 1959 brændte dele af hotellet.

Brøndums Hotel er et fritliggende, firefløjede anlæg, der ligger midt i Skagen by, omkranset af mindre græsplæner med solitære træer, lave, hvidmalede stakitter og rødkalkede mure.

Brøndums Hotel består dels af fritliggende, dels af sammenhængende bygningsvolumener samlet omkring en fælles gård. De fredede bygninger, som alle er grundmurede og har afvalmede teglhængte og kantforskællede tage, er fra forskellige perioder, men bærer alle præg af de om- og tilbygninger, som arkitekten Ulrik Plesner foretog sidst i 1800-tallet.

Sydlængen består af to sammenbyggede, internt forbundne bygninger.

Den vestre del er en bred, toetages hjørnebygning i blank mur af røde sten afsluttet af en tandsnitsgesims af formsten. Bygningen et valmet tag af røde tegl og midt i rygningen sidder to murede skorstene. I taget rejser sig en bred gavlkvist til alle fire sider, hvoraf dem mod øst og vest er afvalmede. Kvistene har alle hvidkalkede gesimser og enkelte bånd og flunker er kalket røde. Længst mod vest ligger en verandaudbygning med store, opsprossede vinduer og en altan på taget. Bygningens vinduer har alle kurvehankbuede stik og hvidkalkede spejle samt hvidtede sålbænkgesimser og murfalse. Vinduerne er alle hvidmalede, underetagens er dannebrogsvinduer, mens overetagen og kvistenes vinduer er torammede uden sprosser.

I det indre findes i stueetagen et ældre trapperum der binder vest og sydfløjen sammen. Her er mørkbejdsede døre med glasfyldinger, trappe og panelbeklædning samt flere velbevarede stuer i sammenhæng med verandaen, der funger som spisesal. Førstesalen og tagetagen er indrettet med central korridorgang og værelser. Bygningen er på begge etager bygget sammen med den østre, lavere del af sydfløjen samt vestfløjen.

Den østlige del af sydlængen er en lang længe i én etage af gule sten over en grå sokkel og med hvidtet gesims. Denne længes gårdside og gavl mod øst er stænkpudsede og kalket i en dyb rød farve, med hvidtede murfalse. Bygningen har hvidmalede dannebrogsvinduer med fladbuet murstik. I tagfladen mod syd sidder to mindre og en større teglhængt taskekvist, mens der i den nordre tagflade sidder flere nyere tagvinduer. I rygningen sidder en muret og pudset skorsten med sokkel, bånd og krave. Interiøret er i stueetagen domineret af en ældre planløsning samt en ældre materialeholdning. I stuerne mod vest og syd er parketgulve og lofter med profilerede bjælker samt ældre bygningsdetaljer som døre og gerichter. I midten af længen findes et trapperum med en ældre, mørkbejdset trappe. Den østlige ende indeholder kontorer, lagerrum og et bryggers. Tagetagen er indrettet med central korridorgang og værelser.

Vestfløjen er en énetages bygning i blank mur af røde sten med afvalmet tag, to brede taskekviste i hver tagflade og to skorstene med sokkel og krave i rygningen. Bygningen har tandsnitsgesims og kurvehanksbuede stik over de hvidmalede, småsprossede krydspostvinduer, der sidder i hvidtede kurvehanksbuede false. I havesiden er flere af vinduerne torammede. Indvendigt er indrettet en lang spisesal mod vest og en lang gang samt toiletter mod øst. Herfra er adgang til køkkenet i bygningen mod nord. Interiøret er enkelt med bevarede døre og gerichter. Tagetagen er indrettet med en central korridorgang, værelser og badeværelser.

Mod nordvest ligger en ikke-fredet, nyere tilbygning af røde maskinsten med store, ikke opsprossde vinduer og tag af bølgeplader hvori der sidder en række udluftninger. Bygningen fungerer som køkken.

Nordfløjen består af to lave, forskudte og sammenbyggede bygninger med hvidtet gesims, som mod nord er delvist skjult bag den ikke-fredede tilbygning. Nordlængen, hvis østligste del har et længere udskud mod nord, står dels i blank rød mur af røde sten, dels berappet og kalket i en dyd rød nuance. Nordfløjens vinduer er hvidmalede, to- og trerammede med opsprossede partier. Flere af dørene er malet lysegrå og udført med opsprossede glas i den øverste del. I tagfladerne sidder få ældre tagvinduer og en skorsten med sokkel og krave. Fløjen var tidligere som hestestald, men fungerer aktuelt som forbindelsesgang og festsal, og er domineret af dels traditionelle, dels nyere overflader.

Den fritliggende østfløj har berappede og kalkede murflader i en dyb, rød farve samt en hvidtet, trestens bloktandsgesims. Bygningens vinduer er dannebrogsvinduer og torammede, opsprossede vinduer, som alle er hvidmalede med kurvehanksformet stik og hvidtet fals. Mod øst har bygningen to større, nyere porte og mod vest to par ældre døre. I tagfladerne sidder flere ældre tagvinduer samt i rygningen to hvidtede skorstene med sokkel og bånd af formsten. I det indre er fløjen kendetegnet ved ældre planløsning samt ældre overflader. Flere ældre trægulve, døre og gerichter foruden pudsede lofter er bevaret. Taget er understrøget.

Den miljømæssige værdi ved Brøndums Hotel relaterer sig til den centrale placering i Skagen, hvor de fire traditionelt udseende fløje, som er samlet omkring et næsten lukket gårdrum, danner et afgrænset og selvstændigt centrum i byen. Med de karakteristiske, foranliggende haver, enkeltstående træer samt lave, hvidmalede stakitter der følger det irregulære gadenet, bidrager det samlede anlæg til opretholdelsen af det tidstypiske og meget traditionelle, historisk dominerede kulturmiljø, som præger Skagen.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig overordnet til anlæggets markante, egnskarakteristiske træk i form af tagenes hvidtede kantforskælling og murfalse samt til den proceshistorie, som anlægget undergik i 1800-tallets sidste årtier. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til dels den fritliggende østre fløjs og dels den østre del af den sydlige fløjs enkle, traditionelle længearkitektur i én etage, som bortset fra hovedgesimserne står uudsmykkede i blank eller kalket mur. Hertil kommer de af Ulrik Plesner velbevarede, nybarokke til- og ombygninger, hvis tidstypiske træk især viser sig i den vestlige del af sydfløjen samt i vestfløjen, hvor det kraftfulde formsprog med de historiske reminiscenser og den dekorative murbehandling dominerer. Særlig markante er i denne forbindelse de småsprossede vinduer, de kurvehanksbuede stik, murfladernes rulskifter og formstensdetaljer, de voluminøse gavlkviste og taskekvistenes kraftige udhæng.

I fløjenes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre, delvist oprindelige planløsning med større, sammenhængende, repræsentative rum i stueplan, centralt placeret trapperum samt værelser på førstesalen og i tagetagen. Bygningen afspejler den mangeårige funktion som hotel, med de små, ældre værelser med bad på gangen, det mørkbejdsede trapperum og spisesalen med værker af Skagensmalerne. Tillige knyttes værdi til den tidligere hestestald i nordlængen, hvor båsene stadig kan aflæses. Hertil kommer den bevarede, ældre materialeholdning i gulve, døre, gerichter og lofter.

Arkitektonisk fremtræder Brøndums Hotel som et sammensat og knopskudt bygningskompleks, hvis fredede fløje bindes visuelt sammen af grundmuringen, kalkningen, de hvidmalede vinduer, hvidtede detaljer samt kantforskællede, røde tegltage med traditionelle skorstenspiber. De mange fløjes divergerende former, udtryk og forskydninger bidrager til indtrykket af et bygningskompleks, som har udviklet sig over tid, men samtidig har bevaret respekten for den lokale, traditionelle byggeskik. Arkitektonisk har nord-, øst- og den østlige del af sydfløjen en traditionel, afdæmpet og enkel fremtræden, hvor den tidligere praktiske funktion som beboelse og stald stadig lader sig aflæse. I modsætning hertil fremstår Plesners nygotiske toetages sydfløjsbygning fra 1892 og vestfløj fra 1898 som udpræget repræsentative, med et formsprog som både synes inspireret af den hjemlige bygningskunst og af den engelske tradition. De to fløje har med deres kraftfulde og samtidig djærve arkitektur et solidt, borgerligt udtryk over sig, som er domineret af voluminøse bygningskroppe med en udsøgt og detaljeret murbehandling. Hertil kommer sydfløjens fire høje og brede, symmetrisk placerede gavlkviste, som udover at give en meget levende tagflade tildeler bygningen et vertikalt modspil til murfladernes ellers horisontale orientering, og samtidig få denne bygning til at fungerer som et omdrejningspunkt for hele komplekser.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det tidstypiske, mørkbejdsede trapperum, der fremstår som en selvstændig lille æske samt de en suite beliggende stuer med farvesatte vægge og ældre døre og gerichter.

Læs videre om

• Gårdbogård
• Hakon Børresens Hus, Skagen
• Kommandantboligen

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen