På det rige Vestfyn fandtes omkring år 1800 store firlængede gårde med rigt bindingsværk, bl.a. med ekstra fyldtømmer. Eksempler herpå er Tjenergården i Brenderup (ca. år 1800), Kalvehave 4 i Husby (ca. 1850), Hybæk Vandmølle (1829‑32) og den forhenværende birkedommerbolig Kællingbjerg (ca. år 1800 og 1872). Husmandsstederne var tit bygget som små trefløjede anlæg med boligen i midten. Som på hele Vestfyn ses endnu i udlænger »suler«, dvs. højstolper, der bærer tagryggen. Det ældste eksempel, en gård fra Fjelsted, er fra 1500-tallet og befinder sig nu i Den Fynske Landsby i Odense.
Fra omkring 1830 blev nye grundmurede stuehuse bygget i klassicisme, efter 1864 i historicisme, ofte i form af »schweizerstil« med udskåret træværk i gavle og kviste. En af bygmestrene var Wilhelm Smith i Båring, der bl.a. stod bag Nellerodgård fra 1867. Et fint eksempel på Bedre Byggeskik er Tårupgård fra 1934 på Store Landevej 43 af arkitekt Hans Carl Andersen.
I 1800-tallet fik gårdene flere og flere tilbygninger, og efter år 1900 kom også store staldlader til, fx Asperup Hedegård fra 1922. Efter 1945 kom landbrugets bygningskonsulent Iver A. Hansen til at tegne mange nye gårde, bl.a. i forbindelse med genopførelsen af Gamborg efter en brand i 1961.
