Bebyggelsen på det fede sletteland var typisk fynsk bindingsværksbyggeri med fire stråtækte længer omkring en omtrent kvadratisk gårdsplads, fx den fredede Brillegård ved Skårup. I Vester Skerninge finder man en af landets største fredninger af en sammenhængende landsbybebyggelse i bindingsværk i form af seks fredede huse. Der er i det hele taget bevaret forholdsvis mange bindingsværksbygninger med stråtag i Svendborg Kommune, hvoraf de fleste er fra årene 1840‑80.
De fleste sydfynske godser holdt længe ved deres fæstegårde. Et par godser forsøgte dog at reformere land byggeriet ved at samle alle udlænger i én meget bred og høj længe. Det gjaldt baron Frederik Juel på Valdemars Slot, der i 1805 lod avlsgården Thaersminde og fire fæstegårde opføre efter holstensk for billede. To af disse, kaldet Holstensgårdene, er fortsat bevarede (Tang vejen 8 og 10 ved Lundby). Også gods ejer Jens Lange til Rødkilde forsøgte at forbedre landbyggeriet. Han udflyttede alle Ulbølles 29 gårde efter en storbrand i 1775 og opførte de nye bygninger blot med én stor ud længe. En enkelt, Jerntvedgård, er bevaret og fredet.
Kommunens landlige byggeskik efter ca. 1880 adskiller sig ikke væsentligt fra resten af landet. Der er gode eksempler på Bedre Byggeskikejendomme i det fredede stuehus til Skerninggård i Vester Skerninge fra 1916 og i statshusmandsbrug fra 1920’erne langs A9 syd for Bregninge. Den lokale Ejnar Mindedal Rasmussen var statens tilsynsførende arkitekt for Svendborg Amt fra 1922. Selv udarbejdede han bl.a. tegninger til Drejø Præstegård, syv almindelige gårde og tre huse efter den store brand på Drejø i 1942; funktionalistiske bygninger i rødt tegl.
