Dialekten i kommunen adskilte sig fra andet fynsk, ved at der ikke blev brugt stød, men en del ord blev udtalt med stigende tone. Et andet sydfynsk træk var, at man sagde ba:w, la˛:w, ikke ba:, la˛: (bage, lange). Sproget i byen Svendborg er og var mere rigsmålsnært. I 1990’erne var der dog mange, også unge, svendborgensere uden videregående boglig uddannelse, der brugte fynske dialekttræk i deres dagligsprog. Der var kun få, der brugte stød, og over halvdelen udelod det bløde d og sagde jæ om sig selv. De sagde ikke dæ˛ jga˛w (dengang), men mange sagde ha˛ (han), og de udtalte langt o som ow og brugte samme lyse a i snak, pap, kaffe som i hat og kaste. Også datidsendelsen -et er udbredt, fx passet, sejlet (passede, sejlede), og det samme gælder ikke óg (ikke sandt). Sproget er således ret lokalpræget i forhold til byens størrelse og dens funktion som kultur- og uddannelsesmæssig hovedstad på Sydfyn.
