Charlottenborgs Udstillingsbygning ligger på Nyhavn 2 i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse. Frederik III satte soldater til at udgrave en kanal, da han ønskede at forbinde havneløbet med Kongens Nytorv, der stod færdig i 1670. Efter Frederik III's død i 1670 overtog Christian V projektet og befalede, at grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 sløjfedes dæmningen ud til havnen og kanalen fyldtes med vand. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen, Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Oprindeligt dannede bygningerne i Nyhavn ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. Højre side kaldtes "Slottets side" efter Charlottenborg, der opførtes 1672-83. Den anden kanalgade kaldtes "Byens side", fordi den oprindelig var i stadens eje. Gennem 1700- og 1800-tallet var Nyhavn dog først og fremmest den travle søhandelsgade. Endnu op til 1940'erne havde adskillige både, der sendte gods fra København til provinsen, deres faste kajplads her. Charlottenborg Udstillingsbygning er opført i årene 1881-83 af Ferdinand Meldahl (1827-1908) og Albert Jensen (1847-1913). Af kilder til projektets udvikling fremgår det ret utvetydigt, at Meldahl (der tilmed var direktør for kunstakademiet) var den ledende i samarbejdet mellem de to arkitekter. Ifølge Meldahl selv, der skriver ganske oplysende om tilblivelsen (om end naturligvis med en involveret persons synsvinkel) var facaderne og det "architektoniske Indre overladt til Albert Jensen". Men hvorvidt denne overhovedet har haft nogen afgørende indflydelse på planerne er uvist, ligesom Jensens studierejser til europæiske museumsbyggerier i 1870'erne også kan have foregået med visse direktiver fra den ældre mester. Forud for opførelsen var gået flere årtiers bestræbelser på at skaffe kunstakademiet rimelige udstillingsforhold, og samtidig ønskede staten at skabe en fast ramme om udstillingen af Den Kgl. Malerisamlings bedste værker. Erfaringerne fra Christiansborgs brand i 1794, hvor malerisamlingen kom i fare, og branden på Frederiksborg Slot i 1859 skærpede tillige planerne om et egentligt Kunstmuseum, hvilket synes at have kollideret med akademiets egne bestræbelser på at få et udstillingssted. I arkitektkredse omkring akademiet arbejdedes der intenst med forsøgsprojekter i tilknytning til Charlottenborg, bl.a. af arkitekterne Chr. Hansen, V. Dahlerup, L. Fenger og Hans J. Holm. Med overdragelsen af Afstøbningssamlingen fra Prinsens Palæ i 1875 blev ønsket om en kombineret udstillings- og samlingsbygning aktuelt. Kultusministeriet, idet de vurderede Fengers og Holms forslag, var ikke tilfredse og udbad sig ændringsforslag, og dermed blev akademidirektøren, Ferdinand Meldahl, selv direkte involveret i arbejdet med skitseprojekterne. Efter flere forslag fra Meldahl og Albert Jensen, endte man i 1878 med et projekt meget lig det opførte anlæg. Det trefløjede anlæg placeredes i resterne af den tidligere Botaniske Have umiddelbart bag Charlottenborg – et grundstykke, der i 1870 var blevet skænket af kongen til akademiet. I bygningerne har der siden 1883 været præsenteret samtidskunst i de rammer, der er opført til formålet. Udstillingsbygningens funktioner som salon, ramme om akademielevernes udstillinger og som samlingssted for flere kendte danske kunstnersammenslutninger har vekslet gennem årene, men grundlæggende er bygningernes hovedfunktion uændret. Kunsthal Charlottenborg, der nu har til huse i bygningerne, er et af de største udstillingssteder for dansk og international samtidskunst i Europa. Udstillingsprogrammet suppleres aktuelt med en række aktiviteter som artist talks, performances, koncerter og filmvisninger. Kunsthal Charlottenborg har en særlig tilknytning til Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som det er en del af. Kunsthallen samarbejder tæt med Billedkunstskolernes administration om dens aktiviteter, ligesom kunsthallen præsenterer den årlige udstilling for afgangseleverne fra Billedkunstskolerne. Kunsthal Charlottenborg er desuden den eneste statsstøttede kunsthal i København. Danmarks Kunstbibliotek har også en væsentlig forhistorie i anlægget. I den sydlige sidefløj indrettedes allerede ved opførelsen en typisk 1800-tals bibliotekssal, som antageligt er den eneste i Danmark, der fortsat benyttes af den institution, til hvilken den blev bygget. I Udstillingsbygningens øvrige stueetage blev Akademiets afstøbningssamling opstillet. Fra omkring 1904 blev stueetagen udparcelleret til forskellige formål. Den renæssanceinspirerede, tidligere udstillingshal med det flerfarvede flisegulv og det karakteristiske, dobbeltstillede triumfbuemotiv (i dag en del af Danmarks Kunstbibliotek) blev herved opsplittet, buerne muret til og lyset lukket ude. Ved en ombygning i 2004 blev centralhallen ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Væggene fik deres oprindelige okkerfarver tilbage, gulvet blev restaureret og førhen lukkede bueslag genåbnet. Den reetablerede centralhal fungerer nu som Bibliotekets udlån, lounge, arbejdspladser og nærmagasin. Herfra er der direkte adgang til den gamle studiesal, som ikke er blevet berørt af ombygningen, men som ved en nænsom indretning er ført tilbage til en mere oprindelig skikkelse. Haven syd for Charlottenborg Udstillingsbygning, kendt som Billedhuggerhaven, udgør en rest af en tidligere botanisk have, der lå på stedet mellem 1778 og 1877, og som var anlagt på grundlag af slotshaven, der hørte til Charlottenborg Slot. Den botaniske have hørte da under Københavns Universitet, og under navnet Botanisk Have flyttedes den videre til sin nuværende placering i 1874, da voldene var blevet sløjfet, og kunstakademiet brugte nu i stedet det meste af havearealet til at opføre sin udstillingsbygning. Siden dengang har det tilbageværende haverum fungeret som billedhuggerhave i umiddelbar tilknytning til Billedhuggerskolen i Den Gule Længe.

Beskrivelse

Charlottenborgs Udstillingsbygning er beliggende bagved og i aksial forlængelse af Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv og vender med sin nordside ud til Nyhavn. Udover udstillingsbygningen omfatter fredningen det trekantede havestykke syd for denne, kaldet Billedhuggerhaven, samt havemuren, der afskærmer grunden ud mod Heibergsgade. Charlottenborg Udstillingsbygning indeholder Kunsthal Charlottenborg samt Danmarks Kunstbiblioteks hovedafdeling med tilhørende studiesal. Charlottenborg Udstillingsbygning omfatter et grundmuret, trefløjet og toetagers anlæg, der består af en lang hovedfløj med to siderisalitter ud mod Heibergsgade samt en vestvendt risalit og en sydvendt ende-risalit, hvortil kommer to sidefløje, der sammen med hovedfløjen favner en ankomstgård mellem udstillingsbygningen og slottet. Sidefløjen mod Nyhavn ligger i forlængelse af slottets nordfløj og er forbundet med denne via en trebuet mur med central portindgang, således at anlægget mod Nyhavn nærmest forlænges fra slot til udstillingsbygning. I murens bueåbninger er der gitterværk og -port, murpillerne har gesimser, der bærer rundbuede indfatninger med slutsten, og øverst ses en gesims med zinkinddækket fordakning af muren. Den anden sidefløj i anlægget flugter med slottets sydfløj, hvilket medfører, at hovedfløjens sydligste del kommer til at udgøre en endefløj. Endelig er hovedfløjen mod ankomstgården udformet med et centralt, let fremspringende parti, hvori hovedindgangen til udstillingsbygningen findes. Ankomstgården mellem udstillingsbygningen og slottet er belagt med chaussésten i viftemønstre, og den centrale akse er markeret af tre rækker af bordursten, der leder op til hovedindgangen. Udstillingsbygningen er opført i røde mursten og hviler på en høj sokkel i fint tilhugne granitkvadre og afsluttet foroven af en profileret sandsten. Øverst afsluttes facaderne, gavlene og de øvrige bygningssider hele vejen rundt af et bredt, profileret bånd med en overliggende, kraftig hovedgesims af kalk-sandsten med tandsnit, æggestav og udsmykkede konsoller. Bygningerne bærer helvalmede heltage behængt med skifer, og hele den øverste del af hovedfløjens tag samt dele af sidefløjenes tage udgøres af opsprossede glaspartier til ovenlys. Hovedfløjens store ovenlysparti er indrammet af en rundgang forsynet med et jerngelænder. Herudover ses enkelte, flerledede skorstenspiber i blank rødstensmur samt et antal ventilationskanaler i tagfladerne. Udstillingsbygningens blanke rødstensmure er, med undtagelse af gavlene og risalitterne, udformet med let forsænkede partier i forhold til murflugten. I disse er vinduerne indrammet af rigt udsmykkede og todelte indfatninger af formsten med røde tegl yderst og gule tegl inderst. I stueetagen er der retkantede vinduesåbninger, mens der på første sal er rundbuede vinduesåbninger, der er udformet med to pilastre bærende et bueslag. Både stueetagens og førstesalens indfatninger er øverst prydede af slutsten med palmettemotiv. Under vinduerne er sålbænke i skifer, og umiddelbart over hver af stueetagens indfatninger og under førstesalens indfatninger sidder der profilerede gesimser i sandsten. I murfladerne mellem vinduesåbningerne findes portrætmedaljoner forestillende danske kunstnere samt medaljoner, der viser attributter for arkitektur og de bildende kunster, maleri og skulptur. Dertil kommer to mindre medaljoner over hver af førstesalens buede indfatninger, og overkanterne af de forsænkede murpartier er alle udført med dekorative formsten. Vinduerne er enten de oprindelige eller udført i kopi efter disse. Der er tale om sortmalede jernrammevinduer med jernsprosser med femten ruder i hver af de store rammer. Hvor sprosserne krydser, er disse forsynet med små rosetter. Hovedindgangen, der som nævnt findes i hovedfløjens centrale og fremhævede parti mod gården, sidder i en rigt udsmykket sandstensportal, der bærer en ligeledes rigt udformet balkon. Portalen har form af en triumfbue med udsmykkede pilastre med høje baser og gesimsprydede kapitæler, og disse dele indrammer et felt med et rundbuet indgangsparti, der selv består af pilastre, der bærer en bueindfatning med en rigt udformet slutsten med volut- og hovedmotiv. Udsmykningen på indgangspartiet består herudover af diverse kranse, rosetter og bladværk. I indgangspartiet er et nyere, tredelt dørparti i glas, over hvilken en overligger med gyldne bogstaver ses (KUNSTUDSTILLING), hvorover der er et nyere, ét-rudet og halvrundt overvindue. Balkonen over portalen oppebæres af tre, kraftige og udsmykkede konsoller, der bærer en gesims med forkrøppede hjørner. Balkonens gelænder har kraftige stolper, udformet med blændingsfelter, i hjørnerne er disse tillige vaseprydede, og gelænderet har skulpturelt udformede balustre samt en kraftig gesims øverst. Det integrerede vindues- og dørparti, der giver adgang til balkonen, har en indfatning helt i gule formsten. Døren er en traditionelt udført, enkeltfløjet dør med faste sidepartier, alle med fyldinger nederst og glas øverst. I hovedfløjen mod gården findes der, udover hovedindgangen, to indgangspartier placeret nærmest sidefløjene samt yderligere ét gårdvendt indgangsparti midt i nordfløjen. Over sokkelniveau er disse udstyret med indfatninger udformet som de tilsvarende vinduesindfatninger i stueetagen. Indgangspartierne har ældre, tofløjede døre i lakeret træ med fyldingsfelter nederst og vinduer øverst. Over vinduerne udfyldes åbningerne af ni-rudede jernvinduer i stil med de store vinduer og med tilsvarende indfatning. Ud over disse indgangspartier er der i sidefløjenes gavle mod vest hver en portal med profileret indfatninger, blændingsfelt og tandsnitprydet fordakning. Foran den sydlige af gavldørene ligger tre granittrin. Dørene er begge oprindelige, høje, tofløjede og udsmykkede fyldingsdøre i lakeret træ med tilsvarende karmtræ og overliggende faste fyldingspartier. Med undtagelse af hovedindgangens nyere dørparti har dørene ældre greb i messing. Over hver af gavldørenes portaler er et muret, cirkelrundt og udsmykket blændingsfelt, og herover, på første sal, en vinduesindfatning i gule sten og med et ældre firerammet vindue. Hertil kommer en nyere, tofløjet og gråmalet stålport i den sydlige af gavlene, og herudover ses i begge gavle vindueshuller med oversiddende helstensstik, og disse er enten er pudsede blændingsfelter eller rummer traditionelt udførte vinduer, én- og torammede vinduer. Endvidere er der i den sydlige del af hovedfløjen, i den vestvendte risalit, en nyere, ekstern brandredningstrappe udført som en spindeltrappe i stål, ligesom der i hovedfløjens ende-risalit er en nyere, tofløjet port, dog med et vindue over porten i stil med de øvrige, sekundære dørpartier. Endelig ses to særligt rigt udsmykkede indfatninger af stueetagens vinduer med overliggende friser og fordakninger i hovedfløjens østvendte facades siderisalitter mod Heibergsgade. Over hvert af disse vinduer, og halvvejs mod hovedgesimsen, ses i hver risalit et indfattet, pudset blændingsfelt. I det indre har Charlottenborgs Udstillingsbygning en i store træk bevaret grundplan, der dog siden opførelsen har undergået forskellige ændrede rumfunktioner, adskillige gennembrydninger mellem rummene, samt en væsentlig ændring af hovedtrappeforholdene mellem etagerne. Men grundlæggende er den oprindelige plan dog aflæselig i sin storform. Helt overordnet omfatter det trefløjede anlæg i stueplan en vestibule bag hovedindgangen fra ankomstgården. Herfra er via en nyere hovedtrappe, placeret bagerst ud mod Heibergsgade, adgang til første sal. I trappens midte står et internt elevatortårn. Den øvrige del af stueetagen omfatter café, butik, toiletter og diverse funktionsrum i den nordlige del af anlægget, mens Danmarks Kunstbibliotek har lokaler i den sydlige del af anlægget. Den sydlige del af hovedfløjen samt den sydlige sidefløj, hvor biblioteket har til huse, står i dag – navnlig i kraft af en omfattende restaurering – som den bedst bevarede del af bygningernes indre. Hovedfløjens nærmagasinsrum har basilikastruktur, mens sidefløjen indeholder en meget intakt studiesal og boghylder med en omløbende gallerigang. Derudover kommer en lille forhal bag adgangsdøre fra gården, en række større og mindre funktions- og magasinrum ved enderne af fløjene samt en adgang fra hovedrummet via en nyere trappe til en toiletafdeling placeret i kælderplan. Første sal af Charlottenborgs Udstillingsbygning anvendes af kunsthallen til skiftende udstillinger, og omfatter for størstedelens vedkommende rækker af helt nøgterne og ensartede sale, der hovedfløjen er disponeret i en grundlæggende bevaret basilikastruktur, hvor de centrale sale har kuplede lofter afsluttet med flade ovenlyspartier. Hertil kommer forskellige administrations- og funktionsrum på etagen, der understøtter anvendelsen af bygningerne som udstillingssted. Udstillingsafdelingens moderniseringer omfatter generelt nyere døråbninger, installationer og sløjfede dele af ældre skillevægge og en generelt opdateret, men delvis ældre og traditionel materialeholdning i salene. Hvad materialeholdning angår, gælder det kunsthallens område, at der støbte gulve i vestibulen, derudover enkelte flisegulve og de allerfleste steder er gulve af klassisk sildebensparket. Der er pudsede vægge og glatte vægge til ophængning af kunst samt nyere, enkle fodlister. I de sidebelyste rum har vinduerne profilerede indfatninger. Lofterne er ligeledes en blanding af pudsede lofter, heraf adskillige sale med bevarede bånd og udsmykkede stukkanter med tandsnit og konsoller, der danner overgang til kuppellofterne, hvortil kommer rum med monierhvælv, rum med nyere pladelofter, heraf nogle med buede plader, andre nedsænkede i forskellig højde. Der er nyere skydedøre, pladedøre, diverse glasdøre og branddøre. Ved hovedindgangen i vestibulen er et nyere vindfang i glas og stål. Den nyere hovedtrappe er en enkelt udformet, fritstående og opsadlet toløbstrappe, der er forsynet med et hvidmalet gelænder med pladeværn og en profileret håndliste. I Danmarks Kunstbiblioteks lokaler er der i overvejende grad en oprindelig eller traditionel materialeholdning, herunder gulve med flerfarvede flisegulve i mønsterformation i hovedfløjens ankomstrum og basilika-rum. Der er pudsede vægge og piller med okkerfarvet bemaling, mørkegrå fodpaneler og vinduesindfatninger. Dertil kommer trukne, profilerede og hvidmalede stukgesimser samt kantlister mod lofterne, hvis flader er forsynet med nyere hvælv. Ligeledes er de dobbelte triumfbuekonstruktioner, der adskiller hovedrummets hoved- og sideskibe, forsynet med profilerede, hvidmalede indfatninger og udsmykninger. Den gamle læse- og studiesal har ældre, mørkmalede bræddegulve, indbyggede og udsmykkede bogreoler i to etager hele vejen rundt, når undtages dør- og vinduesåbningerne. Ved vinduerne er høje lysningspaneler. Træværket står i perlegrå og mørkegrå bemaling. Loftet, der har fladbuede, pudsede hvælvkapper, bæres af tre jerndragere, hvoraf den midterste understøttes af to søjler, hvis øvre dele af skafterne er kannelerede, og prydede med romerske kompositkapitæler. Bogvæggenes øvre halvdel tilgås fra et omløbende galleri med bræddegulve og et fint udformet smedejernsgelænder med en lakeret håndliste, og hvortil der er adgang via en spindeltrappe i støbejern med et gelænder af spinkle udsmykkede balustre og en lakeret håndliste. Trappen og ende-galleriet understøttes af en udsmykket jernpille. Gallerigangens underside er ligesom boghylderne udstyret med fyldinger, der er malet perlegrå. Døren mellem basilika-rummet og læsesalen er en nyere glasdør, og i læsesalens vestvendte væg er en tofløjet fyldingsdør. I læsesalen står blandt andet en centralt placeret sokkel i perlegråt træ med skabslåger og sider med kvaderimitation, hvorpå der står en stor model af C.F. Harsdorffs forslag til en Pantheon-lignende Frederikskirke. Det trekantede havestykke, kaldet Billedhuggerhaven, syd for udstillingsbygningen, omfatter et frodigt og pittoresk haverum med gamle træer og bunddække. Haverummet indeholder diverse skure og afgrænses mod syd af en gulkalket, énetages længebygning og en toetagers gulstensbygning i dennes forlængelse. Den gulkalkede længe (eller Den gule Længe) har historisk set huset Billedhuggerskolen. I Billedhuggerhaven ligger spredte belægninger, og, som navnet på haven indikerer, ses der diverse elevarbejder fra billedhuggerskolen blandet med større og mindre, ofte historiske stenfragmenter og dele af monumentalbyggeri, blandt andet fra C.F. Hansens Christiansborg. Havemuren, der indrammer haven mod Heibergsgade, er opført i røde tegl med en enkel pille-lisén struktur over en muret og pudset sokkel. Muren har en muret gesims, en fordakning i zink, og muren er delt i to af en åbning med en nyere, tofløjet, bræddebeklædt port, der er malet mørkegrøn. Muren har derudover to forhøjninger i form af piller, hvoraf den ene er prydet med en vase. Forlængelsen af muren, der findes ved sammenbygningen med Charlottenborg Udstillingsbygning, udgøres af et langt og særdeles rigt udformet støbejernsgitter, der hviler på en sokkel af tilhugne granitkvadre.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Charlottenborgs Udstillingsbygning knytter sig til det trefløjede anlægs prominente og stemningsfulde beliggenhed bag Charlottenborg Slot og med sin nordfløj ud mod Nyhavn. Udstillingsbygningen udgør sammen med barokslottet mod Kongens Nytorv en enestående og samlet miljømæssig helhed, idet udstillingsbygningen har samme hovedakser og symmetrilinjer som dette, og Charlottenborg slot så at sige forekommer utænkeligt uden den bagvedliggende udstillingsbygning. Herudover knytter der sig en betydelig miljømæssig værdi til sammenhængen med Billedhuggerhaven syd for Charlottenborgs udstillingsbygning, der som en frodig og lidt hemmelighedsfuld oase rummer et enestående samspil mellem natur, kunst og historie. Havens intime og stemningsfulde rum med mange stenfragmenter og pittoreske indslag udgør et nærmest Piranesi-agtigt sceneri, hvor den kreative arbejdsomhed og det rekreative element forenes.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Charlottenborgs Udstillingsbygning knytter sig overordnet til det trefløjede anlæg i eklektisk historicisme som landets ældste egentlige kunstudstillingsbygning, der endnu indeholder den funktion, den blev bygget til. Forestillingerne om, hvordan et kunstmuseum skulle se ud, tog form i sammenhæng med 1700-tallets oplysningstid og dannelsesidealer, men i første halvdel af 1800-tallet dominerede endnu museumsbygningernes symbolske værdi fuldstændig: Det var arkitekturens primære opgave at indgyde ærefrygt, at imponere og markere samfundets hierarkiske opbygning, meget gerne afspejlet i den klassiske fortid. Det var de fyrstelige samlinger og enkeltmandspræstationer, der blev skabt nye rammer for. 1800-tallets anden halvdel, hvor Charlottenborgs Udstillingsbygning hører til, var derimod især de store udstillingers tid. Nationalstaterne kappedes om at vise hinanden deres kunstneriske og industrielle formåen, hvilket for alvor begyndte med byggeriet af Crystal Palace i London i 1851. Udstillingsbygningerne blev større og større, arkitekturen mere og mere overdådig, og samtidig betød industrialiseringens nye byggetekniske muligheder, at en ny udstillingsarkitektur, der både afspejlede fortidens store stilarter og fremtidens forskellige ambitioner, begyndte at tage form. Støbejernskonstruktioner og seriefremstillede formsten er markante eksempler på denne udvikling, der også nåede København. En sidste væsentlig brik for at forstå de kulturhistoriske forudsætninger for udformningen af Charlottenborgs Udstillingsbygning var datidens veletablerede borgerskab, der samlede på kunst. Det fyldte sine stuer med kunsttrofæer, og det var fint at lade sig male af en berømt kunstner. For at markedsføre disse trofæer og afspejle udviklingen på de nationale kunstakademier lod man i alle storbyer, først og fremmest i Paris, opføre monumentale udstillingsbygninger med prominente placeringer. En pompøs iscenesættelse af kunstkøbet, dvs. udstillingsbygningen, forhøjede kunstværkernes sociale værdi. Dette er den kulturhistoriske grundfortælling, der endnu med tydelighed lader sig aflæse i Charlottenborgs Udstillingsbygning. Udstillingsbygningen var primært salon for akademiet, der havde til huse på Charlottenborg Slot, og derfor er koblingen til barokanlægget blandt de vigtigste faktorer i det trefløjede anlæg. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det grundmurede anlæg, der fremtræder som et stilmodificeret barokslot med endefløj, og hvor den gennemgående hovedakse og sidefløjenes placeringer i flugt med Charlottenborg Slots anlæg giver udstillingsbygningen sin fyrstelige og pompøse aura. Stilistisk antyder udstillingsbygningens overordnet set nøgterne, renfærdige og harmoniske former samt ikke mindst udsmykningen af murene inspiration fra norditaliensk senrenæssance. Dette underbygges af den høje, kvadrede sokkel, den konsekvente behandling af facaderne og de øvrige bygningssider med portaler, retvinklede vinduesåbninger i stueetagen og rundbuede vinduesåbninger på første sal. Her anslås en næsten palladiansk tone med udfoldelsen af en klassisk geometri, der ikke mindst spiller sammen med det tilstødende slot, der tilsvarende er opført i veldisciplineret hollandskpræget barokstil. Dermed underbygges Charlottenborg Slot og Charlottenborgs Udstillingsbygning som en enhed, hvor de institutionelle bånd rent fysisk er udmøntet i bygningernes ligheder og arkitektoniske fællestræk: Passagen gennem en hovedakse, portalen og balkonen som fællesmotiver, brugen af blank mur, en høj hovedgesims og taktfast anbragte vinduer. Kulturelt set er her etableret et forbindelsesled mellem Charlottenborg som slottets kunstinstitution fra enevældens tid og så udstillingsbygningen som et kunstens slot fra demokratiets og borgerskabets tid – mod Nyhavn ovenikøbet forbundet via en mur, der gentager de tre buer i Charlottenborgs lave fløj. I udviklingen af det endelige projekt for udstillingsbygning har Meldahl i sin grundstruktur trukket på europæiske museer som Klenzes Alte Pinakothek i München: Et langhus med en tværgående fløj i begge kortender. Klenzes løsning indebar imidlertid en hovedindgang i én af fløjene, og her i København ønskede man at fastholde den direkte aksiale tilknytning til slottet. Udstillingsbygningen er trukket længere væk fra slottet end foreslået i de første løsningsmodeller, og de to fløje flugter med slottet, og en tænkt fjerde fløj er faldet væk. Bygningerne har samme orientering, og den besøgende, der primært tænkes at ankomme fra Kongens Nytorv, går derfor via aksen fra den ene barokgård til den næste. Ud over denne sensitivitet over for betydningen af det ældre slots magt og pragt relaterer der sig kulturhistorisk værdi til udstillingsbygningens modernitet, hvor man ser et projekt, der forener den kunstneriske vision med løsningen af en række rent praktiske problemer. Meldahls projekt viser en opmærksomhed om det rent museumstekniske aspekt: Det tabte etageareal ved en manglende fjerde fløj er søgt indvundet ved bag den sydlige sidefløj at tilføje ende-fløjen, der altså ikke kunne ses fra ankomstgården og dermed ikke forstyrre publikums totaloplevelse i passagen til bygningen. Dertil kommer udformningen med høje etager og meget store vinduer og ovenlyspartier i tagene, der kunne sikre lysindtaget i de store og brede fløje. Brugen af jernrammevinduer til de usædvanligt store vinduer og dimensionerne i byggeriet som sådan vidner om industrialiseringen i datiden. Ovenlyspartierne er samtidig integreret i de lave, helvalmede skifertage, der også er meget kendetegnende for historicismens store byggerier. Dertil kommer skorstenspiberne, der vidner om opvarmningsmulighederne i tiden før centralvarme. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i ældre, lakerede fyldingsdøre med beslagknopper i antik stil i fløjene omkring ankomstgården, der ligesom murværket og taget er meget tidstypiske for anden halvdel af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle elementer af en bevaret grundplan, der store træk er bevaret eller i det mindste aflæselig i udstillingslokalerne, mens den er enten intakt, eller bevaret og rekonstrueret, i bibliotekets dele af bygningerne. Udstillingsbygningens indre er ligesom det ydre præget af en udtalt eklekticisme, der vidner om forskellige strategier og både klassiske og moderne greb om rumstrukturen. Udstillingsbygningen blev den første led i kæden af store kunstmuseumsbygninger, der opførtes i København i slutningen af 1800-tallet, så egentlige lokale forbilleder findes ikke for grundplanen. De spæde skitseforsøg på at tilpasse mellemeuropæiske museumsplaner til Charlottenborgs sammenhæng lykkedes ikke. Hele stueetagen, bortset fra biblioteket i den sydlige del af anlægget, var bestemt til at rumme Afstøbningssamlingen og altså rumme flere funktioner, hvilket ses af etagens differentierede rumstruktur. Udgangspunktet er den i Charlottenborg-aksen beliggende vestibule, hvis dimension alene vidner om den monumentale skala, skønt det oprindelige hovedtrapperum er væk. Den sociale manifestation af borgerskabet, hvor man ligeså gerne skulle ses som se på kunsten er imidlertid langt mere aflæselig på første sal. Her ser man historicismens brug af klassiske bygningsstrukturer: Selve udstillingssalene har reminiscenser fra Klenzers Pinakothek, hvor hovedfløjen er basilikainddelt. Denne romerske og middelalderlige planløsning sikrer et naturligt processuelt flow gennem udstillingerne. I modsætning til mystikken i senantikkens kirker krævede et borgerligt kunsttempel klart lys til de besøgende, hvorfor der bl.a. er ovenlys i de midterste hovedsale samt trapperummet, hvis lidt skæve placering muliggør den ubrudte række af hovedsale med kun én nord for trappen. De mindre rum udnytter især de store vinduer til sidelys. Lysteknisk er der tale om mulig tysk indflydelse (Klenzes og Sempers museer), men løsningen af en grundplan til udstillings- og samlingsformål har tydeligvis været for speciel til færdigkøbte idéer fra udlandet. Udstillingsbygningens indre rummer derfor en ganske original planløsning, der ud over udstillingssalene navnlig ses i Danmarks Kunstbiblioteks velbevarede og tilbageførte lokaler. Der knytter sig særligt kulturhistorisk værdi til bibliotekets sal i hovedfløjen, der med sin basilikastruktur og fordoblede triumfbuemotiver udgør et vigtigt vidnesbyrd om historicismens monumentalbyggeri. I kraft af sin vellykkede restaurering vidner rummet om dets tidligere formål som udstillingssted for Afstøbningssamlingen. Dette rum overgås om muligt i kulturhistorisk værdi af den nærmest intakte studiesal i den sydlige sidefløj, der er et af landets fineste biblioteks- og læserum fra slutningen af 1800-tallet. I sin grundform med vægfaste hylder i flere etager på vinduespillerne og endevæggene samt et omløbende galleri afspejler det en meget klassisk opfattelse af studiesalen som et let højtideligt lærdomstempel. Samtidig ses moderniteten i brugen af jernkonstruktioner i loftets dragere, de brandhæmmende monierhvælv samt i støbejernsgitteret og spindeltrappen til galleriet, der afspejler industrialiseringen på opførelsestidspunktet. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele, herunder parketgulve i sildebensmønster, bemalede bræddegulve samt ikke mindst de flerfarvede flisegulve i bibliotekets rum i hovedfløjen, der relaterer sig til de tidligere antikke udstillinger. Dertil kommer pudsede vægge, buer, gesimser og lofter. Navnlig må fremhæves de genskabte okkerfarver samt de perle- og mørkegrå nuancer med hvidmalede gesimser, der afspejler datidens herskende æstetiske præferencer og udsmykningsidealer i interiøret. Derudover kommer diverse konsoller og lister, vinduesindfatningernes udformning og vinduernes lysningspaneler, stukarbejder i form af kantgesimser og -lister. Endvidere kommer studiesalens boghylder, galleriet med gelænder og spindeltrappen samt dragerne og søjlerne, der med deres kompositte kapitæler konkretiserer bestræbelserne på at forene stilarter og udtryk, ligesom udstillingsbygningens eklekticisme fra 1880'erne i øvrigt vidner om. Den kulturhistoriske værdi ved Billedhuggerhaven knytter sig til haven som en sidste rest af den oprindelige Charlottenborg slotshave og siden en del af den ældre botaniske have for Københavns Universitet på stedet. Haven rummer således sin egen lange historie, fra at have dækket det meste af Bremerholm og til i dag at være det lille, intime haverum mellem karakterfulde, historiske bygninger fra forskellige perioder, herunder Den Gule Længe. Der knytter sig værdi til de enkelte sjældnere træer og beplantninger, der har oprindelse i den tidligere, videnskabeligt anvendte have. Derudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til Billedhuggerhaven som det mere eller mindre tilfældigt tilvejebragte og organiserede udendørs-magasin af billedhuggerskolens arbejder og andre stenfragmenter, som haven udgør. Hvad angår stenfragmenter må fremhæves enkelte meget værdifulde, monumentale bygningsdetaljer fra C.F. Hansens Christiansborg Slot, der brændte i 1884, herunder især et mægtigt, komposit søjlekapitæl. Endelig kommer havemuren mod Heibergsgade, der i sin gedigne udformning knytter sig nært til Charlottenborgs Udstillingsbygning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det trefløjede anlægs gennemkomponerede facader og øvrige bygningssider, herunder til de velproportionerede bygningskroppe, den rigelige, velafstemte benyttelse af formsten samt hovedindgangspartiet i gården, der er elegant og stramt i sin opbygning. Samlet set karakteriseres anlægget af en festlig monumentalitet, der i sin storform samtidig står i vellykket balance med alle enkeltheder og den delikate materialitet i alle ældre bygningsdetaljer. Denne kvalitet indebærer, at den besøgende i første omgang oplever Charlottenborgs Udstillingsbygning som del af et overordnet og samlet arkitektonisk greb: Akserne og symmetriforholdene som deles med slottet samt selve udstillingsbygningens egentlig nøgterne og moderne form. Men på nærmere hold udfolder bygningen selvstændige arkitektoniske kvaliteter på et andet skalatrin, som omfatter de mange fint udformede bygningsdetaljer og en delikat behandling af murfladerne, man kan gå på opdagelse i. Betragter man det mest iøjnefaldende først, udgør hovedindgangens portal et righoldigt men alligevel stramt komponeret ensemble af arkitektonisk udsmykning: Alle dele af portalen og den overliggende balkon har enten bladværk, rosetter, kranse, gesimser, mytologiske symboler placeret med sans for balance og proportioner. Dernæst kommer til facaderne og alle bygningssider undtagen gavlene, hvor de blanke flader mellem den høje, tunge sokkel og den omkransende, rige hovedgesims rummer en usædvanlig fin murbehandling. Dette gælder de dobbelthøje, let forsænkede vinduespartier rummer som nævnt de velkomponerede vinduesindfatninger, hvis forskellige formsten og medaljoner først for alvor lader sig nyde på nært hold, selvom de på afstand bidrager til en varieret tekstur. De flerdelte, små bladværks- og rosetbånd samt ornamentstave i røde sten samt de inderste indfatninger af buede, gule sten har luft omkring sig i de forsænkede partier, hvad der bidrager til bygningernes overordnede balance og rolige fremtræden. Dertil kommer medaljonernes runde former og portrætter, der yderligere giver dynamik og liv til murene. Endelig demonstrerer de øvrige vinduesindfatninger og dørportaler samt de ældre, udsmykkede dørfløje og jernevinduernes udsmykning den samme strenge disciplinering af de små detaljer inden for de større skaler og linjer i de trefløjede anlæg. Endelig må fremhæves den høje håndværksmæssige standard, der knytter sig til udførelsen af de mange bygningsdetaljer. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særlig grad til den velbevarede og gennemrestaurerede læsesal i sydfløjen. Læsesalen udgør et fremtrædende eksempel på en studiesal, der udformet med sans for rummet som et fristed for fordybelse og æstetisk dyrkelse af kunsthistorien. Læsesalen fremtræder således som et meget velproportioneret og funktionsbetonet rum, der samtidig udtrykker den værdighed og herskabelighed, der kendetegner det øvrige anlæg og sammenhængen med anlæggets ydre. Den overordnede konstruktion med et omløbende galleri samt dettes gelænder og den fint formede spindeltrappe hertil giver sammen med de delikat udformede søjler i rummets midte læsesal en vis sprødhed og elegance i udtrykket. Galleriets udkragning og konsoller giver samtidig et vigtigt modspil til væggenes fuldstændige beklædning med indbyggede hylder, der mange steder nærmest giver den besøgende en eventyrlig oplevelse af at kravle rundt i én stor bogreol. Endelig må fremhæves læsesalen som et gennemlyst rum med store vinduespartier mod både nord og syd, der på alle dage af året giver et vigtigt supplement til det kunstigt frembragte lys. Dette øger velværet og brugervenligheden på en vigtig måde. Derudover knytter der sig arkitektonisk værdi til den basilikaudformede bibliotekssal i hovedfløjen, hvis flerfarvede og mønstrede flisegulve sammen med de svære, okkerfarvede vægge samt de hvidmalede gesimser og buer er særdeles udtryksfulde og gennemarbejdede. De højt placerede vinduer har endvidere den effekt, at den besøgendes fokus alene forholder sig til rummet og dets indhold fremfor omgivelserne, hvilket understøtter stedet som et fordybelsesrum. I udstillingsdelen af bygningerne knytter den arkitektoniske værdi sig til de generøse og højloftede rum, der med de store vindues- og ovenlyspartier giver en indbydende lethed til det ellers monumentale anlæg. Endelig må den høje håndværksmæssige standard i særdeleshed fremhæves i forhold til Danmarks Kunstbiblioteks lokaler.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links