Faktaboks

Christian Poulsen
Født
7. februar 1911, Kolding
Død
25. juli 1991, Kongens Lyngby
Titel
Keramiker
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Christian Poulsen ønskede efter uddannelsen at fordybe sig i det keramiske udtryk, hvilket førte til forskning i glasur- og brændingsteknik og studier i formgivning. Erfaringen herfra blev livet igennem udviklet med eksperimenter på eget værksted og beriget med inspirationen fra fremmede kulturer. P. bevægede sig altid i grænseområdet mellem kunsthåndværket og den fri kunstneriske skaben og kunne derfor med god ret også betegnes som skulptør. I midten af 1930rne kom han således i nær forbindelse med den danske avantgarde, bl.a. Ejler Bille, Sonja Ferlov og Richard Mortensen, og var fra omkring 1950 med i den kreds af designere, der førte Danish Design frem internationalt, bl.a. Kay Bojesen, Finn Juhl, Poul Kjærholm og Hans J. Wegner.

På grund af sygdom måtte han i midten af 1970erne indstille det fysiske arbejde og kunne da se tilbage på en særdeles omfattende produktion af både mindre brugsting og større skulpturelle former, altid præget af enkelhed og den fineste sammenhæng mellem form, skærv og glasur. P.s foretrukne arbejdsområde blev det hårdtbrændte stentøj med intentionen om at fremhæve stenkarakteren i det færdige produkt. Cylinder, kasseform og de klassiske skål- og krukkeformer var basis for den videre bearbejdning i en stram modellering af den kraftige skærv. Et stort repertoire af blanke, halv- til helmatte og krakelerende glasurer satte P. i stand til at tilpasse og variere de forskellige værkers overflade i forhold til den valgte form. Inden for glasurområdet lykkedes det ham også at inddrage en række lysende og stærkt farvede glasurer, der hidtil ikke havde været anvendelige til stentøj. I det hele taget kom P.s kunstneriske gennembrud og efterfølgende virksomhed til at fremstå som en virkelig fornyelse. 3 større udsmykninger kan alle betragtes som en fortsættelse af arbejdet med værkstedskeramikken. I dag anses P. for at være en af dansk værkstedskeramiks store pionerer og som en af vor tids betydeligste keramikere.

Genealogi

Poulsen, Christian Theodor, 1911-1991, keramiker. *7.2.1911 i Kolding, ?25.7.1991 i Kgs. Lyngby, begr. på Lundtofte Kgrd. Forældre: Murerm. Augustinus P. og Nicoline Jacobine P. ~21.12.1945 i Kbh. med indendørsark. Lina Mathilde Kofoed, *14.2.1923 smst., datter ad fmd. for Forsikringsrådet Ove Brandt K. og Laura Wilhelmine Rasmussen. Ægteskabet opl. 1955.

Uddannelse

Kunsthåndværkersk., Kbh. 1930-33; Danm. Tekn. Højsk. 1933-34, 1940-45; Den kgl. Porcelainsfabr. 1935; École des Arts Décoratifs, Paris 1938-39.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links