Ærøsk adskilte sig klart fra de fynske dialekter. Mest iørefaldende var ord som »i«, »fin«, »fri«, »by«, »Fyn«, »ud« og »hus«, der blev udtalt som øj, fyjn, frøj, buj, fujn, iw og hews. Foran i, e, æ, y og ø blev g og k udtalt som j og x (som tysk -ch), fx ji, jiwt, jæs, xe:rk, xe:w:n (give, gift, gæs, kirke, Købing, dvs. Ærøskøbing), og -rn blev udtalt som -dn, fx madn (Maren).
Ærøsk er præget af, at øen i en lang periode administrativt hørte sammen med Als. Der er således to accenter som i sønderjysk (men efter andre regler), og der er kun to køn. Kontakten viser sig også i en del låneord, fx køks (kogekone) og tadder (boghvede), og ved at det hedder et grøjs (en gris).
Søfartsbyen Marstal havde sit eget bymål, der var en forenklet udgave af nabodialekterne. Både »hav« og »hoved« hed haw, »fuld« hed få:l, ikke fåjl som i Rise, og der var ingen nasalerede vokaler, man sagde ba:e og bejne (bange, binde), ikke ba˛:e og be˛:je. Nutidens ærøsk kendes først og fremmest på tonegangen.
