Gladsaxe Kommune udviklede sig fra landsogn til forstad i begyndelsen af 1900-tallet og voksede dramatisk 1945‑70. I det gamle landsogn talte man sjællandsk dialekt, og det blev man ved med indtil omkring år 1900, efterhånden med enkelte københavnske træk og med visse socialt bestemte forskelle, idet især de mere velhavende bønder var begyndt at aflægge nogle af de lokale dialekttræk. Den store tilflytning efter 1945 betød, at københavnsk helt erstattede sjællandsk.
I modsætning til de gamle geografisk bestemte dialektforskelle opstod der med industrialiseringen en række socialt bestemte sociolektforskelle, og omkring år 1900 var der i København to forskellige sociolekter: arbejderkøbenhavnsk og middelklassekøbenhavnsk. I løbet af 1900-tallet blev de indbyrdes forskelle mindre, men 1950‑60 var de stadig tydelige. Da flertallet af tilflytterne til Gladsaxe Kommune var arbejdere, talte de fleste københavnsk med mange arbejderklassetræk.
I dag tales der moderne storkøbenhavnsk i Gladsaxe Kommune. Der er en vis variation, som dog ikke er entydigt socialt bestemt. Nogle af de gamle arbejdertræk bruges i dag af næsten alle sociale lag, fx udtalen af vokalen i tak og mig, og udtalen af ret som rat. Forlængelsen af korte vokaler er derimod næsten gået af brug.
