I romanen Grevinden af Bagsværd (1958) fortæller Karen Aabye den kulørte historie om Angelica Pierri. Mindre kulørt er Benny Andersens roman På broen (1981) inspireret af hans opvækst i Søborg. Bogen fortæller om livet i 1940’erne i et arbejderhjem på Søborg Hovedgade, om sporvogn 16, der forbandt Søborg med København, men også om et Søborg, som dengang var landligt med »marker, krat og udyrkede arealer«, med »[l]andeveje, søer, åer, moser, grøftekanter«.
Alt det ændrede sig i 1958, da socialdemokraten Erhard Jakobsen vandt posten som borgmester i Gladsaxe Kommune. Gladsaxe blev et mønster på en velfærdskommune med parcelhus og privatbil som symboler på velfærden. I Arne Herløv Petersens romaner om socialisten Pelle viser tredje del, Himlen under jorden (1994), ham som parcelhusejer i Gladsaxe Kommune.
I 1965 flyttede otteårige Camilla Christensen med sin mor og sin bror ind i det nybyggede Høje Gladsaxe, hvor hun boede indtil 1975. I 2002 udkom hendes roman Jorden under Høje Gladsaxe, som åbner med et kort over stedet. Indrammet af Hillerødmotorvejen, Høje Gladsaxevej og Gladsaxevej ser man de fem 16-etagers og to 9-etagers blokke markeret, der har givet bebyggelsen navn, men også de landskabelige træk, Gyngemose og Kratersøen, og de tre stenalderbopladser, som viser, at også dette sted har en historie, selv om det har »en struktur så nyfødt og renfærdigt uskyldig som selve efterkrigstidens byplanlægning«.
På kortet markeres også Lundegård, hvor Søren Kierkegaard efter sigende som barn besøgte sin grandonkel, og hvor han ved et fald fra gårdens pæretræ fik den rygskade, som gav et afgørende skub til forfatterskabet.
