Hillerødmotorvejen. Til venstre skimtes det højhus, der i mange år var DR’s vartegn.
.

Gladsaxe Bladet var oprindelig talerør for grundejernes og håndværkernes foreninger. I 2017 valgte ugeavisen at markere sin 100-års fødselsdag. Fødselsdagsfejringen var et valg, for bladet udkom allerede i perioden 1910‑18 som Søborg Avis, men først fra 1919 blev det en ugeavis for hele kommunen. Undervejs blev den kaldt Det Grønne Blad, idet forsiden var grøn for at adskille sig fra konkurrenterne. I dag udgives ugeavisen af Gladsaxe Bladet ApS i samarbejde med Handelsforeningen for Søborg og Omegn. Ejeren er Dansk AvisTryk, og oplaget var 2016/17 på 34.569.

Bladgruppen Søndagsavisen med hovedsæde i kommunen blev skabt i 1978 og bestod, da det gik bedst, af over 20 lokale ugentlige udgaver rundtom i landet med i alt 1,2 mio. eksemplarer. Dermed var Søndagsavisen samlet Danmarks mest læste avis, inden et frasalg blev indledt i 2016. I 2010 tog selskabet bag Søndagsavisen navneforandring til North Media A/S.

Gladsaxe Kommune har også været hjemsted for tv- og radioproduktion til hele landet. Danmarks Radio flyttede den hurtigt voksende tv-produktion til TV-Byen i Gyngemosen fra 1965 og gjorde dermed postnummeret 2860 Søborg til et af Danmarks mest kendte. DR flyttede 2006‑07 fra TV-Byen til DR Byen på Amager.

2860 Søborg

Det karakteristiske røde DR-logo på toppen af højhuset blev pillet ned d. 11. juni 2007. I dag har virksomheden ISS Facility Services A/S til huse i bygningen, og deres logo ses i stedet.

.

Fra 1967 og 40 år frem var 2860 formentlig Danmarks mest kendte postnummer. Det stod på skærmen, når Danmarks Radios tv-kanal efterspurgte deltagere og publikum til programmer som Kvit eller dobbelt og H.O.P.L.A. med DR-ikonet Otto Leisner som vært – og det var »TV-Byen, 2860 Søborg« seerne skrev til, når de ville rose eller – noget hyppigere – klage.

Statsradiofoniens (nuværende Danmarks Radio) øverste ledelse, Radiorådet, købte i 1958 en 90.000 m2 grund ved Hillerødmotorvejen i Mørkhøj, 2860 Søborg, og udskrev en arkitektkonkurrence om et nyt tv-hus. Radiorådet havde besluttet at flytte den voksende tv-produktion fra de trange rammer i RadiohusetFrederiksberg. Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen vandt konkurrencen og udformede TV-Byen. Det første studie blev taget i brug i august 1964 – tre år før postnummersystemet blev indført. I de følgende år voksede byen med fjernsynsstudier, værksteder, kostume- og rekvisitlager, garager, kantine og et 14-etagers højhus, der rummede administration og redaktioner og øverst særlige mødelokaler til Radiorådet. Internt kaldtes højhuset ofte »siloen«, og det hed sig, at der var bygget et særlig tæt og isolerende rockwool-lag under 9. etage, som sikrede, at topledelsen på de øverste etager ikke kunne opfatte, hvad der skete nedenunder, hvor programmerne blev planlagt og produceret.

TV-Avisen flyttede i 1983 som den sidste tv-afdeling fra Radiohuset til TV-Byen, hvor den fik til huse i egne lave bygninger, der var opført ved siden af højhuset.

DR flyttede officielt fra 2860 Søborg i 2006, men fastholdt pga. pladsmangel i den nybyggede DR Byen i Ørestaden i flere år sin dramaproduktion i studierne i Gyngemosen, som TV-Byen også blev kaldt efter det nærliggende vådområde.

DR fik i øvrigt eget postnummer, da man flyttede til DR Byen i Ørestaden; 0999 København C er dog aldrig blevet så kendt som 2860 Søborg.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Gladsaxe Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier