Til ind i 1800-tallet var Hillerød en lille by midt i et skovområde. Der var kampe mellem latinskoleeleverne og omegnens bønder; et udtryk for de klare sociale og sproglige forskelle mellem by og land.
Uden for byen havde man stød i ord som höjskow’l (højskole) og vanmøl’ (vandmølle), og man sagde si’e (se), hy’e (hø), gu’e (gå), hyw’s (hus), brö:w (bruge), göj’ (gøg), ka:w (kage) og kå:w (koge). Det hed yð’ (ud), men blow’ (blod), og »ned« (af ældre »neder«) hed nør’. Der blev brugt ord som frahånds (afsides), kytte (kaste) og lavde (lavning).
Der var også nogle særlige nordsjællandske former: »dem« og »deres« hed dåm eller döm og då:rs eller dö:rs, og man sagde fulleð (fyldt), hullbær (hyldebær), mol (møl), smor (smør) og toste (tørstig). »Blive« kunne udtales bi:e og bøjedes bi’r, be’ (eller bew’), be:eð.
Ligesom i ældre københavnsk brugte man han for »ham« og inte og inne for »ikke«: hun kunne inte forliges med han. Også udtalen køfte, køft (købte, købt) ved siden af køwte, køwt vidner om tidlig kontakt med København.
Nærheden til København betød en tidlig påvirkning fra storbysproget, og i Hillerød har den sproglige variation været stor. Efter 2. Verdenskrig slog især veluddannede byboere sig ned i området, og i dag er sproget meget ensartet: De fleste taler en middelklasseudgave af standardsproget, både i Hillerød og i den øvrige del af kommunen.
