Sproget i Sokkelund Herred fra Gentofte til Hvidovre Kommuner var sjællandsk dialekt. Det viser gamle skriveformer som myrt (myrdet), ferrig (færdig), skyllig (skyldig), forsøllet (forsølvet), hare (harve). Det hed klave (klage), og blødt d blev ofte udeladt: frerk (Frederik), færne (fædrene), uskårne (udskårne). Kontakten med København betød, at man brugte gammelkøbenhavnske former som tafte (tabte).
I 1950’erne var der klare sproglige klasseforskelle i København, og med den store tilflytning af københavnere til Hvidovre Kommune blev sjællandsk erstattet af et arbejderpræget københavnsk. Dertil hørte fladt a i mand og mad, mens a’et i ord som tak, kam og mig var et åbent og tilbagetrukket α (det samme som i rat, kar), ligesom ret og bræt lød som rat og brat. Også å havde en markeret udtale, idet blåt, godt og tosse blev udtalt med samme åbne og tilbagetrukne å som råt og trosse, mens middelklassen kun brugte det åbne å i forbindelse med r. T blev ofte udtalt som ts, tsið’ (tid), og mange korte vokaler blev forlænget. Man sagde tsα.k (tak), trα.ppǝ (trappe), og pakken og parken lød næsten ens pα.kkǝn.
I dag tales der moderne storkøbenhavnsk. Der er en vis variation, men den er ikke entydigt socialt bestemt, og nogle gamle arbejdertræk bruges i dag i alle sociale lag, fx fladt a i man’ (mand) og åbent a i mαj (mig) og rαt (ret, rat).
