Litteratur i Hvidovre Kommune

Villy Sørensen, der voksede op i Hvidovre, skrev i Sære historier (1953) sarkastisk om Blåovre: den typiske forstad, hvor den moderne bebyggelse står »som tænderne i et opvoksende barns mund«. Klaus Rifbjerg valgte også Hvidovre som billedet på det ærkealmindelige i romanen Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre (1971).

For Michael Strunge, der voksede op i Hvidovre, var det denne standardiserede almindelighed, der ansporede ham til at væbne sig med vinger. I digtet »Forstadsnat« fra Skrigerne! (1980) hedder det, at »Der er ingen forbindelser/mellem husene« og heller ikke mellem »tankerne i husenes rum«, og at »det hele/er så monotont ens«, at man ikke kan finde sig selv. Ikke desto mindre kunne hans ven F.P. Jac, også opvokset i Hvidovre, skrive en selvbiografisk roman med titlen Fortælleren blev senere sig selv (1998), hvor man følger ham fra sommeren 1959, hvor hans far har »en parcel vibrerende på tegnebrættet« i Hvidemosen, på »det yderste« af Køge Bugt. Af hver eneste sætning i Jacs roman mærker man, at han, med romanens eget udtryk, ikke lefler for normaliteterne. Og som han beskriver i digtet »Spejlingsår på min Beatrice-dag« (1999) begyndte hans sproglige »paladsrevolution« i »annekset i Hvidovre«.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Hvidovre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur