I ældre tid var der betydelig forskel på nord- og sydsamsk, idet nordøens dialekt lignede molbodialekten, mens sydsamsk delte træk med egnen syd for Aarhus.
Fælles for hele øen var tre køn: go’ri (gården), stowen (stuen) og bu’ere (bordet), og der var altid w- i forlyd: wi og wos (vi, os). Enkelt l som i spil blev udtalt »tykt« som i engelsk, mens det hed gilj (gilde) og kaljt (kaldte). Man sagde a om sig selv og enjt (ikke). Nylig betød »først«, udtalt nel’e i Nordby, men nol’e på Sydsamsø, for i nordsamsk var y og ø blevet til hhv. i og e: tik (tyk), kje (kød) og el (øl).
Mod nord hed det også gang’ (gang), mod syd gang’; -nd blev udtalt -nj, fx manj’, benj (mand, binde) mod nord, mens man mod syd sagde mą j’, bę j, og man sagde ga:ren (gaden) med r, mens nordsamsk havde -ð. Endelig kan nævnes, at det i sydsamsk hed ik (i) og hujk (hud) med et parasit-k, mens nordsamsk havde stød som i rigsdansk.
Også i dag er der stadig stor sproglig variation på Samsø; den er blot ikke geografisk bestemt, men hænger sammen med alder, køn og livsform, og de fleste taler standarddansk med enkelte regionale træk.
