Færgefart var – og er – ellers den måde, det danske ørige blev bundet sammen på, og samtidig en væsentlig indtægtskilde for dem, som boede omkring færgestederne. Særligt de store øst-vestgående-forbindelser – Storebælt og Lillebælt – var vigtige. Der var fra gammel tid koncessioner med faste forpligtelser for færgemændene, faste takster og regler for færgefarten.
Overfarterne, især på de større farvande, var usikre, ikke mindst tidsmæssigt, da vind og vejr kunne forsinke færgefarten. Storebælt betjentes førhen af et antal færgesmakker placeret i hhv. Nyborg og Korsør, men i 1828 blev der indsat et dampskib på overfarten. Etableringen af jernbanerne betød, at der blev behov for at kunne overføre togvogne, i første omgang godsvogne, med færgerne, og der blev indsat jernbanefærger på Lillebælt i 1872 og i 1883 på Storebælt. Den første bilfærge blev indsat på Storebælt i 1930, og i 1957 blev bilfærgerne flyttet til Halsskov og Knudshoved, hvor de blev tilsluttet motorvej på begge sider. Trods ventetider og sejltiden var færgerne elsket som en afbrydelse på rejsen og – måske – som en del af vores identitet som ørige og søfartsnation.
Der er stadig færgefart mellem landsdelene nord for den faste Storebæltsforbindelse, mellem Sjællands Odde og Aarhus, Sjællands Odde og Ebeltoft og syd for, mellem Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland. Mange små færger binder landet sammen på tværs af fjorde og sunde og gør det muligt at skyde genvej gennem landet. Nogle af dem er drevet af private foreninger med frivillig arbejdskraft, og færgerne er ofte ældre træ- eller metalfærger.
