Infrastrukturen er de fysiske strukturer, der binder landet sammen og befordrer transport og kommunikation i et samfund. Den teknologiske udvikling og de samfundsmæssige behov har betydet, at forskellige typer af infrastruktur har understøttet og formet byerne og bebyggelserne gennem historien. Infrastruktur opdeles ofte i transportanlæg (veje, broer, bymæssig skinnebåren transport (fx sporvogne og letbaner), jernbaner, havne og lufthavne) samt tekniske anlæg som forsyningsanlæg (fx vandforsyning), affald og spildevand (fx kloakker) og anlæg til energiproduktion. Man kan også tale om social og uddannelsesmæssig infrastruktur som et grundlag for samfundsudviklingen. I dag tales der endvidere om den grønne infrastruktur; naturen i byen er ikke bare pæne parker, men spiller en vigtig rolle for byernes temperatur, luftkvalitet, vandomsætning og biodiversitet.
Infrastruktur har ofte været anlagt eller i det mindste styret af staten, det offentlige eller større fællesskaber. Private, som har anlagt infrastruktur, har traditionelt haft koncessioner, dvs. monopol på at sælge de ydelser, som infrastrukturen tilbyder. Det giver god mening, fordi investeringen er så stor. Vejene og havnene er mestendels offentligt anlagte, forsyningen er i dag ejet af delvis offentlige forsyningsselskaber. Telefon- og elektricitetsnettet er, og har været, privat. I en årrække var der koncession på området, men det er i et vist omfang opløst.
Nye typer af infrastruktur ser hele tiden dagens lys med ny teknologi. Naturgasnet og senere vindmøller har ændret vores energiforsyning. Mobilmaster og fibernet sikrer i dag internetbaseret kommunikation.
