Forsyningen i Danmark

Artikelstart

Mens broer og veje er meget synlige i byer og landskab, er der en stor mængde af infrastruktur, som er usynlig – og som man ofte ikke ønsker at se. Den er i høj grad knyttet til byernes og menneskenes metabolisme – vores omsætning af energi, fødevarer, vand og andre stoffer – og denne infrastruktur er helt afgørende for, at byer og bebyggelser kan fungere med høj komfort og sundhed.

Drikkevand

Rent drikkevand fra vandhanen er noget, man betragter som en selvfølge. Vandet bliver produceret på vandværker, som pumper vandet op, renser det og sender det gennem rene rør ud i husstandene. I Danmark er der ca. 225 drikkevandsselskaber, som producerer mere end 200.000 m3 vand om året, men herudover findes der mere end 2.000 små vandværker fordelt over hele landet. Alt vand fra danske vandværker produceres som drikkevand, uanset hvad det siden skal anvendes til.

Men rent vand har ikke altid været en selvfølge. Fra gammel tid har vandforsyningen været baseret på brønde. Men brønde er ikke optimale i tætte byer, hvor ekskrementer og affald blev kastet på gaden eller i latriner, hvor indholdet kunne sive ned i jorden. I de større byer var der allerede fra sidst i 1500-tallet initiativer til at sikre nogenlunde rent vand fra omegnens søer. I København var det initieret af myndighederne, men organiseret og betalt af brugerne.

Den store koleraepidemi i 1853, som især ramte de store byer hårdt, satte fokus på både drikkevandsforsyning og spildevandshåndtering. Det første vandværk efter moderne principper blev etableret i Odense i 1853 og snart efterfulgt af Aalborg (1854), København (1859) og Aarhus (1872). Vandværkerne var baseret på overfladevand. I København kom det første vandværk baseret på en grundvandsboring i 1859, men fra slutningen af 1800-tallet indførtes grundvandsboringer mere generelt, og dermed blev grundvand den vigtigste pille i vandforsyningen og er det stadig. For at opnå et ensartet vandtryk og sikre vand overalt blev der fra slutningen af 1800-tallet anlagt vandtårne overalt i landet. De fungerede som en slags mellemlager for vandet, hvorfra det kan løbe med et jævnt tryk til alle forbrugere. For at sikre et højt vandtryk ligger de højt i terrænet. Ligesom stationsbygningerne var de ofte udført som solide bygninger af høj kvalitet og blev vigtige identitetsmarkører for byerne. Mange er bevaret, enten som museer eller omdannet til andre funktioner.

begyndelsen handlede vandforsyning om at sikre bakteriefrit drikkevand. I dag er der stadig større fokus på de pesticider og andre giftstoffer, der kan trænge ned gennem jordlagene til de dybe grundvandslag. I de senere år er en del boringer blevet lukket af den grund. Alligevel er vandkvaliteten i Danmark endnu særdeles god.

Kloakering

Ligesom vandforsyningen blev også spildevandshåndtering udviklet i forbindelse med koleraepidemien i 1853. De var to sider af samme sag, da forebyggelse af kolera netop handler om at adskille drikkevand og spildevand. Indtil da var latrin enten opsamlet i gruber eller, senere, i tønder, der tømtes af natmænd og kørtes i depot uden for byerne. Epidemien fremmede kloakeringens sag i København, hvor ca. 4.700 var døde af kolera. Fremsynede teknikere havde længe været fortalere, men mange politikere mente, at det ville blive for dyrt, og at kostbar latrin ville gå til spilde ved udledning i havet. Ikke desto mindre blev den første kloak lagt på Nørrebro i København i 1859. I 1866 fulgte Odense med. Men dermed blev urenset latrin ledt direkte ud i nærmeste hav eller vandløb. Først i 1903 var der i København etableret et samlet afløbssystem, der ikke blot samlede spildevandet, men ledte det langt ud i Øresund, samtidig med at vandklosetter blev muliggjort.

Omtrent samtidig skete det samme i Odense, hvor der blev etableret et primitivt renseanlæg ved udløbet. Det tog mange år, før alle boliger i Danmark havde toilet med vandskyl, men kimen blev lagt på dette tidspunkt. Spildevandsrensningen har undergået store forandringer, fra dengang latrin blev lagt til tørring, før det blev kørt på markerne, til i dag, hvor anlæggene er højteknologiske og sender næsten rent vand ud i recipienterne. I modsætning til jernbanestationer og vandtårne har kloakkerne ikke efterladt sig særlige bygningsværker – eller rettere, de befinder sig under jorden. Mange af de ældste kloakker fungerer endnu. Rensningen af spildevandet foregår på rensningsanlæg placeret uden for byerne.

Energiforsyning

Energiforsyning er ligesom kloakker og vandledninger noget, man normalt ikke ser, men som er helt grundlæggende for, at vores byer kan fungere. Fortidens kakkelovne og petroleumsopvarmning er udskiftet med fjernvarme i store dele af nutidens bebyggelser. 64 % af alle danske boliger er opvarmet med fjernvarme, der distribueres til boligerne gennem rør, typisk med varmt vand. Det gør produktionen enklere og mere miljøvenlig, når der kan anvendes forskellige brændsler og produceres både el og varme i samme omgang. Mere end 45 % af elektricitetsforbruget blev dækket af vindkraft i 2019. Det er en del af de tiltag, der skal til, for at frigøre energiforbruget fra fossile brændsler og dæmpe den globale opvarmning. Strømmen produceres nu af ca. 4.800 vindmøller, hvoraf ca. 500 er havmøller. Der er planer om en kunstig energi-ø Nordsøen, der i megaskala skal skaffe energi fra havvind. Der er her tale om en helt ny form for infrastruktur.

Kommunikation

En vigtig del af infrastrukturen vedrører kommunikation. Postvæsenet er den første statslige kommunikationsinfrastruktur, oprettet i 1624 af Christian 4. som privat koncession, men i 1711 blev det en statslig opgave at sikre postomdeling. Fjernpost blev besørget med hest, vogn og siden jernbane fra posthus til posthus. Først i midten af 1800-tallet dukkede de første postkasser op, og omkring år 1900 blev der husstandsomdelt post over hele landet.

Med telegrafens opfindelse i 1837 blev det muligt på kort tid at sende tekst over hele verden, først over telegrafledninger (den første i Danmark mellem København og Hamborg blev etableret i 1854) og siden radiobåret. Den helt store ændring for almindelige borgere kom med telefonen. Telefonen kom til Danmark i 1877, og antallet steg år for år; der var ca. 25.000 telefoner i år 1900, ca. 60.000 i 1950 og ca. 2,5 mio. i 1985.

Ud over de private telefoner var de offentlige telefonbokse en vigtig del af denne infrastruktur. Den første telefonkiosk kom i 1896. Her var telefonen del af en samlet kiosk, der også solgte andre varer. Siden blev de afløst af telefonbokse, hvor man ringede fra en møntbetjent telefonautomat. Efterhånden blev telefonboksene en fast del af bybilledet, og i 1993 var der 3.000 telefonbokse i Danmark. Med fremkomsten af mobiltelefoni blev der mindre brug for telefonboksene, og de er nu helt ude af gadebilledet.

Telefonien er nu blevet næsten udelukkende mobil – i 2019 ejede 95 % af danskerne en mobiltelefon, og for 88 % er det en smartphone, der bruges til en lang række funktioner, inklusive søgning på internettet. Det kræver et vidtforgrenet netværk af sendere. Fibernet til hurtig overførsel af store datamængder er dog uens fordelt over landet. Dele af de perifere områder mangler dækning, og selv i storbyerne er der områder, som stadig mangler fibernet.