Det bebyggede land i Danmark

De ældste bebyggelsesnavne, man kender i Danmark, er navne med efterled som -ing(e)/-ung(e), -løse, -lev, -hēm og -sted. Navnenes sproglige indhold afspejler, at de ældste af dem går tilbage til begyndelsen af vores tidsregning, mens andre rækker frem til begyndelsen af vikingetiden.

To af disse navnetyper beskriver forhold på eller ved den navnebærende lokalitet. Det gælder navne dannet med de to beslægtede afledningsendelser -inge og -unge, som i middelalderen faldt sammen i formen -inge på Øerne og -ing i Jylland. Endelsen angiver, at der er tale om et sted karakteriseret ved det, som er angivet i navnets forled. De fleste navne på -løse er dannet med substantivet gammeldansk *løˉ sa, som er beslægtet med ordet lys og betyder »lysning«. En lille del af løse-navnene er dog meget yngre og dannet med adjektivet løs med betydningen »som mangler noget«.

De andre navnetypers betydningsindhold går på selve bebyggelsen. Efterleddet i lev-navnene er beslægtet med substantivet levn og betyder »noget efterladt«, måske »arvegods«, og -hēm, som er identisk med nutidens ord hjem, betyder i stednavne slet og ret »bebyggelse«. Substantivet sted, som også er et velkendt ord i nutiden, har i stednavne grundbetydningen »bebyggelsessted«.

En del by- og landsbynavnes sproglige indhold kan ikke tidsbestemmes særlig præcist. Det gælder især navne med efterleddet -by og navne, som oprindelig var naturbetegnende. Det skyldes, at de ord, der indgår i navnene, er arveord, som altid har været brugt i dansk, og som er benyttet i stednavne gennem en meget lang tidsperiode. Ud over -by drejer det sig om navne med efterled som -bjerg, -høj og -lund.

I vikingetiden og middelalderen kom der bebyggelsesnavne med efterled som -toft, -torp, -bøl(le), -rød og -tved. De repræsenterer den tids bebyggelsesekspansion, hvor man bosatte sig i udmarker, skove og andre hidtil ubebyggede områder.

Navne med efterleddene -toft og -torp vidner om tilknytning til ældre bebyggelser, idet toft betyder »areal unddraget det almindelige landsbyfællesskab «, og torp betyder »udflytterbebyggelse «. I nutiden ender de fleste torp-navne på -drup, -rup og -trup. Efterleddet i navne på -bøl(le) går tilbage til et gammeldansk bøˉ li, som er en afledning af ordet bol, og som betyder »bolig, gård«.

Mange af de nye bebyggelser i skovområder fik navne med efterled, som betegner en rydning. Det gælder rød, som er beslægtet med verbet rydde. Den gammeldanske form af ordet er -ruth, og den har udviklet sig til -rød på Sjælland, hvor navnetypen er meget udbredt. Andre steder i landet er den egentlige normalform -rud eller -rod. Efterleddet -tved er et af de mest almindelige rydningsbetegnende efterled i danske stednavne. Tved-navne er ofte svære at identificere, fordi efterleddet har ændret form. Eksempelvis er Humble på Langeland oprindelig dannet med efterleddet -tved.

Der er også dannet nye bebyggelsesnavne de seneste 500 år, men de fleste af dem er navne på gårde, huse og andre enkeltbebyggelser. Det er de færreste yngre bebyggelsesnavne, der betegner byer og landsbyer.

De større provinsbyer – ofte de gamle købstæder – har fået en ny rolle efter Strukturreformen i 2007, da landets 271 kommuner blev reduceret til 98. Størstedelen af de nye kommuner tog udgangspunkt i en mellemstor by, ofte en tidligere købstad, som de nærmeste landkommuner blev lagt ind under. Det betyder, at by og opland er forenet, hvilket gør det enklere at arbejde med en samlet planlægning. Andre byer – ofte de mindre og mellemstore stationsbyer – mistede efterhånden både status og arbejdspladser sammen med rollen som kommunecentrum. Centraliseringen af store offentlige arbejdspladser som militærforlægninger, sygehuse, uddannelsessteder og politistationer har også presset mange mellemstore og større byer, og de seneste udflytninger af statslige arbejdspladser og studiepladser kommer næppe til at udgøre mere end blot et plaster på såret.

En vigtig rolle for de mellemstore byer er, at der her sælges udvalgsvarer: tøj, sko, isenkram, elektronik, møbler og andre varer, som ikke er dagligvarer. Næsten alle de mindre og mellemstore byer har dog mærket en mindsket efterspørgsel efter butiksarealer i bymidten, dels fordi mange udvalgsvarebutikker er flyttet ud i industriområderne eller til indfaldsvejene, dels pga. den øgede e-handel. Butikkerne i bymidten har simpelthen svært ved at overleve. Det betyder, at butikkerne i hovedgaden ofte enten står tomme eller er blevet overtaget af genbrugsbutikker og caféer eller har fået kulturelle eller offentlige funktioner. Det er en stor udfordring for de mellemstore byer at udvikle bymidterne i den nye situation.

Men i det store hele har Danmark et meget stærkt fundament i de mange mellemstore byer, der trives og vokser, både boligmæssigt og erhvervsmæssigt. Netop Strukturreformen har betydet, at kommunerne med de større provinsbyer er styrket og har gode muligheder for at præge og styrke deres egen udvikling.

Danmark er et lille land, men der er stadig forskelle på centrum og periferi, mellem storbyer og yderområder. Storbyerne og deres opland tiltrækker beboere, særligt flere unge og veluddannede med høje indkomster, mens landets yderområder oplever et fald i befolkningstal og en generel ældning af befolkningen. Det er formentlig den lettere adgang til uddannelse, arbejdsmarked og service i de større byområder, der gør sig gældende, når især de unge tiltrækkes af storbyerne. Mens det op gennem 1900-tallet var storbyernes etageboliger, der havde de store renoveringsbehov, er det i dag i landsbyer og landdistrikter langt fra de største byer, der står med tomme og forfaldne huse.

Mange beboere gør store indsatser for at bevare og udvikle de lokale kvaliteter, og fra statslig side støttes der op gennem puljer til nedrivning af tomme huse og til områdefornyelse i landsbyer og småbyer. Mere generelt tilgodeser udligningsordninger mellem kommunerne i høj grad områder langt fra de større byer. Alligevel er det byggede miljø i mange landsbyer under pres, og det er et åbent spørgsmål, om – og hvordan – det bliver muligt at opretholde alle landsbyer og småbyer fremover.

I de større byer rummer de såkaldt udsatte boligområder store sociale problemer. Det har været kendt i mange år, at nogle områder har særlig mange beboere med kort uddannelse og lav indkomst. I dag findes problemerne med geografisk ophobning af sociale problemer først og fremmest i store almene boligområder, mestendels områder, der blev opført under det store byggeboom 1960-80 som montagebyggerier. De har ofte store og gode boliger og rigelige friarealer, men trods omfattende renoveringer af både bygninger og udearealer er det ikke rigtig lykkedes at gøre dem til attraktive områder for en bredere gruppe af beboere. De mest belastede mødes fra statens side med krav om nedrivning af hele boligblokke og nedlæggelse af familieboliger til udlejning. Håbet er, at det kan lykkes at omskabe disse ensartede boligområder til bydele med varierede boligtyper og ejerforhold, hvor mange forskellige beboere har lyst til at bo.

Det er en udfordring at bevare og udvikle levende bymidter, især i de lidt mindre og mellemstore byer – og snart måske også i de største. Antallet af dagligvarebutikker er gået markant ned over de sidste mange år. Butikkerne er blevet færre, og de større butikker er koncentreret i de større byer. De mindre byer er typisk forsynet med mindre supermarkeder, som ofte er placeret uden for bymidten ved indfaldsvejene. Også antallet af udvalgsvarebutikker er faldende, og eksistensgrundlaget for mange butikker i bymidternes handelsgader undermineres af indkøbscentre, de såkaldte boksbutikker, der ligger i erhvervsområderne, og e-handel, som har overtaget omkring 20 % af al handel med udvalgsvarer, især tøj, bøger og elektronik, og synes stadig at være i stigning.

Med Planloven i hånd har stat og kommuner søgt at styre detailhandelen for at bevare levende bymidter. Det lykkes imidlertid kun delvis, og mange byer står dermed over for et problem: Hvad skal bymidten bruges til, hvis handelen bliver mindre, og butikkerne står tomme? Caféer skyder frem, og nogle byer rykker bibliotek og sundhedshus ind i hovedgaden, så den historiske by stadig kan være et samlingspunkt. Flere boliger kan være en mulighed, men det kræver, at bymidten indrettes, så det faktisk er rart at bo der.

Der rejses mere og mere i Danmark, og det giver udfordringer med at indrette det bebyggede land på en hensigtsmæssig måde. Bolig-arbejdsstedsrejser har i gennemsnit en afstand af omkring 20 km, lidt forskelligt fra landsdel til landsdel. Men fritidsrejser udgør faktisk en større del af persontransporten, omkring 40 %, og de foregår oftest i bil. Rejselængden er helt generelt stigende, og bilen er det hyppigste transportmiddel. Tilsammen skaber det trængsel på vejnettet, særligt i hovedstadsområdet og på de motorveje, der binder landsdelene sammen. Det betyder, at man tilbringer mere tid på vejene end nødvendigt, og at trafikken bliver mindre effektiv. Forsinkelser i trafikken udgør allerede i dag millioner af timer årligt, og både biltrafik og forsinkelser forventes fortsat at stige. Det bliver en stor udfordring fremover at indrette det bebyggede land, så alle har mulighed for at transportere sig på den mest effektive måde og undgå, at byerne bryder sammen under trængslen. Det kan blive gennem nye kollektive trafikformer, nye bil- og busteknologier eller nye måder at organisere transport på, fx gennem at kombinere forskellige transportmidler mere intelligent, end man kan gøre i dag. Bare at kombinere cykel og tog gør banenettet langt mere effektivt.

Den måske største udfordring fremover bliver at tilpasse det bebyggede land til de klimaændringer, verden står over for. For det første, at man bliver i stand til at indrette byer og bebyggelser, så der udledes færre drivhusgasser gennem vores daglige aktiviteter, således at man kan opvarme huse og transportere os med mindre udslip af drivhusgasser. Det er en stor opgave, der skal løses på mange niveauer, internationalt, statsligt og i de enkelte kommuner. For det andet er det nødvendigt at tilpasse byerne til de konsekvenser, man allerede nu ved, at klimaændringerne vil medføre: Byernes miljø bliver varmere, der bliver flere skybrud, og på det lange sigt kommer havspejlet til at stige. Grønne områder i byen og mange træer er en velafprøvet metode til at sænke temperaturen og fremme, at regnvand kan sive ned i jorden. I mange byer er arbejdet med at sikre bygninger mod voldsomme regnmængder godt i gang.

Stigninger i havspejlet er en trussel, der kommer langsommere. Det er sikkert, at havet stiger, men usikkert præcis hvor meget, formentlig mellem 35 cm og 120 cm over de næste 80 år, med et middelbud på omkring 45 cm. Det lyder ikke voldsomt, men det skal lægges til de stormfloder, der optræder med jævne mellemrum. Det betyder også, at regnvand får sværere ved at løbe ud i havet, hvilket kan give yderligere oversvømmelser.

Mange af vores største byer er kystbyer og dermed, trods beskyttelse fra diger, sluser eller højvandsmure, truet af det stigende havspejl. Det vil være nødvendigt at nytænke byernes planlægning og udvikling i forhold til disse ændringer i vores globale miljø.