Befolkningstilvæksten 2011‑20 fordelt på kommuner.
.
Udviklingen i Danmarks befolkningstal 1971‑2021 samt fremskrivning til 2045. Indeks: 1971 = 100
.
Befolkningens bevægelser 1980‑2020
.
Børnepasning er en af velfærdssamfundets vigtige opgaver, bl.a. fordi det er en forudsætning for, at begge forældre kan være aktive på arbejdsmarkedet. Her er det børn fra børnehaven Bakskuld ved Sønderho på Fanø, som leger i klitterne ved stranden.
.

Det er banalt at fastslå, at befolkningen er kernen for velfærdspolitikken, fordi velfærdspolitikken handler om borgerne: børnene og de unge, de erhvervsaktive, de ældre; dem, der har brug for hjælp og støtte, og dem, der klarer sig godt på arbejdsmarkedet og bidrager til fællesskabet gennem skatten. Hvad der er mindre banalt, og faktisk både er helt centralt og til tider lidt overset, er, at når vi taler om befolkningens størrelse og udviklingen i befolkningens sammensætning – det, der også kaldes for demografien – så har vi fat i noget, der helt grundlæggende er afgørende for velfærdsstaten.

Den 1. januar 2021 var der 5,8 mio. indbyggere i Danmark. Det danske befolkningstal er steget med 700.000 personer i de sidste 40 år, fra 5,1 mio. i 1980 til 5,8 mio. i 2021.

Udviklingen i befolkningstallet er et resultat af, hvor mange der fødes, hvor mange der dør, hvor mange der indvandrer, og hvor mange der udvandrer – det, man kalder befolkningens bevægelser (se figur).

Den positive udvikling i den danske befolkning siden 1980 skyldes et betydeligt årligt indvandringsoverskud (flere indvandrede end udvandrede) og et lille fødselsoverskud (flere fødte end døde). Stigningen i antallet af indvandrere blev helt centralt i dansk politik fra midten af 1980’erne og frem. Især blev stigningen i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fremhævet som en udfordring både for det danske velfærdssamfund og for dansk kultur. For velfærdsstaten bestod og består udfordringen især i, at ikke-vestlige indvandrere har en lavere beskæftigelsesgrad end personer af dansk oprindelse og derfor et større behov for og adgang til forsørgelse via velfærdsstatens forskellige ydelser. En af årsagerne til dette er en meget lavere arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder fra ikke-vestlige lande sammenlignet med danske kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, der er meget tæt på niveauet for danske mænds arbejdsmarkedsdeltagelse.

Med tiden – og ikke mindst efter den såkaldte østudvidelse af EU med ti østeuropæiske lande i 2004 – har indvandrersammensætningen ændret sig, således at der i dag kommer relativt flere fra vestlige lande for at arbejde eller studere, mens der kommer relativt færre fra ikke-vestlige lande i forbindelse med familiesammenføring eller asyl.

Men før da fandt der fra midten af 1980’erne og frem en betydelig indvandring sted til Danmark fra ikke-vestlige lande. Det skyldtes dels mulighederne for at få familiesammenføring for personer, der var kommet til Danmark som arbejdskraft i slutningen af 1960’erne, og dels muligheden for at komme til Danmark som flygtning. I 1973 indførtes et indvandrerstop pga. den stigende arbejdsløshed efter oliekrisen. Ti år senere, i 1983, vedtog Folketinget en ny udlændingelov, der af nogle er blevet betegnet som en af de mest liberale i Europa. Op gennem 1980’erne blev indvandrerspørgsmålet stadig mere synligt i dansk politik, og med etableringen af Dansk Folkeparti i 1995 blev det et af de mest centrale emner.

Indvandrerspørgsmålet hænger sammen med velfærdsstaten på mindst to måder. På den ene side kan indvandring af arbejdsduelige borgere være en fordel, fordi det alt andet lige gør det nemmere at skaffe arbejdskraft. På den anden side viste det sig klart, at alt andet ikke var lige, og at der relativt set var flere indvandrere end danske, der havde problemer med at få stabil beskæftigelse og forsørge sig selv. En del af forklaringen på det er, at mange af de indvandrere, der kom som flygtninge, havde oplevet traumatiserende forhold, inden de kom her til landet, hvilket påvirkede deres mulighed for at klare sig som selvforsørgende i det danske samfund. Det førte op gennem det første tiår af 2000-tallet til en opstramning på området, der dels gjorde det vanskeligere at få ret til permanent ophold i Danmark, dels gjorde det lettere at udvise personer, der havde brudt loven. Den såkaldte flygtningekrise i 2015, med et meget stort antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, som vandrede op gennem Europa, blev et meget synligt forhold, der forstærkede debatten om, hvilke muligheder der skulle være for indvandring i EU-landene, herunder Danmark.

Fødselsoverskuddet skyldes i høj grad, at flere og flere i den danske befolkning bliver stadig ældre. Der fødes således ikke så mange flere børn i Danmark i dag end tidligere, men der dør færre ældre, fordi de lever længere. Det kan man overbevise sig om ved at se på udviklingen i middellevetiden for 0-årige – der fortæller, hvor gammel en 0-årig født i et givet år kan forvente at blive (se figur).

Middellevetiden er højere for kvinder end for mænd, men i de seneste 40 år er forskellen blevet indsnævret. Siden 1980 er middellevetiden for mænd steget med otte år, fra 71 år i 1980 til 79 år i 2019, mens den for kvinder er steget med seks år fra 77 år i 1980 til 83 år i 2019. Middellevetiden er et konkret udtryk for udviklingen i befolkningens sundhedstilstand. Jo sundere en befolkning er, jo længere lever de i gennemsnit, og – udtrykt på den måde – så er de danske mænd blevet otte år sundere i de sidste 40 år, mens det tilsvarende tal for kvinderne er seks år.

Befolkningssammensætningen efter alder

Aldersfordelingen fordelt på køn i hele landet i fremskrivning til 2040.
.
Aldersfordelingen fordelt på køn i hele landet i 2020.
.
Aldersfordelingen fordelt på køn i hele landet i 1980.
.

Ét er befolkningens størrelse, noget andet dens aldersmæssige sammensætning. Denne er helt afgørende for en velfærdsstat som den danske, der bygger på en implicit generationskontrakt mellem børn og unge, erhvervsaktive og ældre.

I den ideelle alderssammensætning er der flere børn og unge end erhvervsaktive og flere erhvervsaktive end ældre. På den måde er der flere på vej ind på arbejdsmarkedet (børnene og de unge), end der er på vej fra arbejdsmarkedet (de erhvervsaktive) og ind i alderdommen. Det er en balance, hvor det, man kalder befolkningspyramiden, som er et billede af befolkningen med børn og unge i bunden, de erhvervsaktive i midten og de ældre i toppen, ideelt set skal ligne et juletræ – bredt for neden, pænt tykt på midten og tyndt i toppen.

Den danske befolkningspyramide var rimelig tæt på dette billede for 40 år siden i 1980, selv om man også dengang kunne se, at antallet af børn og unge under 20 år ikke var helt stort nok til at udgøre det solide fundament for den fremtidige befolkningsudvikling, som er idealet.

Det bliver tydeligt 40 år senere, når man ser på den danske befolkningspyramide for 2020 (se figur) Her er midten af pyramiden med den del af befolkningen, der er i den erhvervsaktive alder, lige så stor eller større end de dele, der viser børnene og de unge under 20 år. Det betyder alt andet lige, at i en ikke alt for fjern fremtid vil der være relativt færre erhvervsaktive til at bidrage til forsørgelsen af relativt flere ældre.

Ser man på befolkningspyramiden for 2040, der bygger på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, kan man se, at det forhold kun bliver endnu tydeligere i de kommende år. Derfor er befolkningsudviklingen og befolkningens aldersmæssige sammensætning en udfordring for den danske velfærdsstat i dag og i de kommende mange år. Det er en af årsagerne til, at man fra politisk hold ad flere omgange i de første årtier af 2000-tallet var meget optaget af at indføre reformer, der dels tilskyndede de ældre til at blive i længere tid på arbejdsmarkedet, dels tilskyndede de unge og især de unge på de lange videregående uddannelser til at blive hurtigere færdige med deres uddannelse. Begge dele kan bidrage til at imødegå den udfordring, som befolkningsudviklingen er for velfærdsstaten.

Hvis flere af de ældre, som der bliver relativt flere af, bliver længere tid på arbejdsmarkedet, bidrager de i længere tid til fællesskabet som erhvervsaktive og udsætter samtidig det tidspunkt, hvor de i højere grad skal forsørges af velfærdsstaten. Og hvis flere unge bliver hurtigere færdige med deres lange videregående uddannelse, kommer de hurtigere ud på arbejdsmarkedet som fuldtidsarbejdende erhvervsaktive. De fleste unge bliver færdige med deres adgangsgivende eksamen (typisk en studentereksamen) til de videregående uddannelser som 19-årige. Studietiden på en lang videregående uddannelse er fem år, så hvis man går den lige vej igennem, vil man afslutte sit studium som 24‑25-årig. Men i mange år har gennemsnitsalderen for kandidater fra de videregående uddannelser været 29 år.

Der er ikke så store forskelle i den demografiske udvikling i landets fem regioner, så der er ingen regioner, der hverken i dag eller baseret på befolkningsfremskrivningen har eller vil få en befolkningspyramide, der rent faktisk er pyramideformet. Den ligner mere et hus på den måde, at der er små forskelle på befolkningsstørrelsen blandt børn og unge på den ene side og de erhvervsaktive på den anden, så husets vægge går lige op til taget, der så bliver en smule skråt på trods af den stigende middellevetid.

Til gengæld er der forskel på befolkningstilvæksten fordelt på kommuner, som den ser ud i dag (se figur). Her ser man tydeligt, at de fleste af landets 98 kommuner havde en negativ befolkningstilvækst 2011-20. Man ser også, at der er et relativt tydeligt mønster med hensyn til, hvor man finder positiv hhv. negativ befolkningstilvækst. De fleste kommuner øst for Storebælt havde en positiv befolkningstilvækst i perioden 2011- 20, hvilket også gjorde sig gældende for en gruppe østjyske kommuner. Derimod havde flere af de jyske kommuner negativ befolkningstilvækst, og det samme gælder de mindre økommuner samt de to kommuner på Lolland og Falster.

Der er mange faktorer bag befolkningsudviklingen, men det er oplagt, at forskelle i den økonomiske udvikling med deraf følgende udvikling eller afvikling af arbejdspladser spiller en rolle, som forklarer den positive befolkningstilvækst omkring økonomiske kraftcentre som København og Aarhus. På den måde bliver den demografiske udfordring for velfærdsstaten også til en regional- og kommunalpolitisk udfordring for at sikre en rimelig balance i befolkningens geografiske placering i fremtidens Danmark.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om befolkning og boliger