Det er banalt at fastslå, at befolkningen er kernen for velfærdspolitikken, fordi velfærdspolitikken handler om borgerne: børnene og de unge, de erhvervsaktive, de ældre; dem, der har brug for hjælp og støtte, og dem, der klarer sig godt på arbejdsmarkedet og bidrager til fællesskabet gennem skatten. Hvad der er mindre banalt, og faktisk både er helt centralt og til tider lidt overset, er, at når vi taler om befolkningens størrelse og udviklingen i befolkningens sammensætning – det, der også kaldes for demografien – så har vi fat i noget, der helt grundlæggende er afgørende for velfærdsstaten.
Den 1. januar 2021 var der 5,8 mio. indbyggere i Danmark. Det danske befolkningstal er steget med 700.000 personer i de sidste 40 år, fra 5,1 mio. i 1980 til 5,8 mio. i 2021.
Udviklingen i befolkningstallet er et resultat af, hvor mange der fødes, hvor mange der dør, hvor mange der indvandrer, og hvor mange der udvandrer – det, man kalder befolkningens bevægelser (se figur).
Den positive udvikling i den danske befolkning siden 1980 skyldes et betydeligt årligt indvandringsoverskud (flere indvandrede end udvandrede) og et lille fødselsoverskud (flere fødte end døde). Stigningen i antallet af indvandrere blev helt centralt i dansk politik fra midten af 1980’erne og frem. Især blev stigningen i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fremhævet som en udfordring både for det danske velfærdssamfund og for dansk kultur. For velfærdsstaten bestod og består udfordringen især i, at ikke-vestlige indvandrere har en lavere beskæftigelsesgrad end personer af dansk oprindelse og derfor et større behov for og adgang til forsørgelse via velfærdsstatens forskellige ydelser. En af årsagerne til dette er en meget lavere arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder fra ikke-vestlige lande sammenlignet med danske kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, der er meget tæt på niveauet for danske mænds arbejdsmarkedsdeltagelse.
Med tiden – og ikke mindst efter den såkaldte østudvidelse af EU med ti østeuropæiske lande i 2004 – har indvandrersammensætningen ændret sig, således at der i dag kommer relativt flere fra vestlige lande for at arbejde eller studere, mens der kommer relativt færre fra ikke-vestlige lande i forbindelse med familiesammenføring eller asyl.
Men før da fandt der fra midten af 1980’erne og frem en betydelig indvandring sted til Danmark fra ikke-vestlige lande. Det skyldtes dels mulighederne for at få familiesammenføring for personer, der var kommet til Danmark som arbejdskraft i slutningen af 1960’erne, og dels muligheden for at komme til Danmark som flygtning. I 1973 indførtes et indvandrerstop pga. den stigende arbejdsløshed efter oliekrisen. Ti år senere, i 1983, vedtog Folketinget en ny udlændingelov, der af nogle er blevet betegnet som en af de mest liberale i Europa. Op gennem 1980’erne blev indvandrerspørgsmålet stadig mere synligt i dansk politik, og med etableringen af Dansk Folkeparti i 1995 blev det et af de mest centrale emner.
Indvandrerspørgsmålet hænger sammen med velfærdsstaten på mindst to måder. På den ene side kan indvandring af arbejdsduelige borgere være en fordel, fordi det alt andet lige gør det nemmere at skaffe arbejdskraft. På den anden side viste det sig klart, at alt andet ikke var lige, og at der relativt set var flere indvandrere end danske, der havde problemer med at få stabil beskæftigelse og forsørge sig selv. En del af forklaringen på det er, at mange af de indvandrere, der kom som flygtninge, havde oplevet traumatiserende forhold, inden de kom her til landet, hvilket påvirkede deres mulighed for at klare sig som selvforsørgende i det danske samfund. Det førte op gennem det første tiår af 2000-tallet til en opstramning på området, der dels gjorde det vanskeligere at få ret til permanent ophold i Danmark, dels gjorde det lettere at udvise personer, der havde brudt loven. Den såkaldte flygtningekrise i 2015, med et meget stort antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, som vandrede op gennem Europa, blev et meget synligt forhold, der forstærkede debatten om, hvilke muligheder der skulle være for indvandring i EU-landene, herunder Danmark.
Fødselsoverskuddet skyldes i høj grad, at flere og flere i den danske befolkning bliver stadig ældre. Der fødes således ikke så mange flere børn i Danmark i dag end tidligere, men der dør færre ældre, fordi de lever længere. Det kan man overbevise sig om ved at se på udviklingen i middellevetiden for 0-årige – der fortæller, hvor gammel en 0-årig født i et givet år kan forvente at blive (se figur).
Middellevetiden er højere for kvinder end for mænd, men i de seneste 40 år er forskellen blevet indsnævret. Siden 1980 er middellevetiden for mænd steget med otte år, fra 71 år i 1980 til 79 år i 2019, mens den for kvinder er steget med seks år fra 77 år i 1980 til 83 år i 2019. Middellevetiden er et konkret udtryk for udviklingen i befolkningens sundhedstilstand. Jo sundere en befolkning er, jo længere lever de i gennemsnit, og – udtrykt på den måde – så er de danske mænd blevet otte år sundere i de sidste 40 år, mens det tilsvarende tal for kvinderne er seks år.